Interview
03. dec. 2013 | 22:04

Shortlist: Den standhaftige dokumentarist

Foto | Kasia Køhler Larsen
René Odgaard måtte sande, at det er svært at komme gennem nåleøjet til de offentlige støttekroner, når man er en instruktør uden det helt store på cv’et.

Dirtbusters er på vej til at blive den mest succesfulde film i Ekko Shortlists historie. Mød filmens instruktør og ildsjæl René Odgaard, der aktivt bruger de sociale medier til at bevare sin førerposition.

Af Daniel Pilgaard

”Hvis man ikke gør opmærksom på sig selv, så scorer man altså ikke. Det er ikke ham, der står henne i hjørnet og surmuler under festen, som går hjem med en pige bagefter.”

Ordene kommer fra dokumentaristen René Odgaard, der i den grad har forstået at overføre sin lignelse til filmverdenen.

Den 40-årige fynske filminstruktør holder sig nemlig ikke tilbage, når han promoverer sin dokumentarfilm Dirtbusters over for venner, bekendte, kollegaer og alle de relevante målgrupper, som han kan komme i tanker om på de sociale medier.

Og under forudsætningen af en god film, som den populære dokumentar om det besynderlige rengøringshold må siges at være, ligner René Odgaards flittige promoveringsindsats at være vejen til succes.

For sjette uge i streg beslaglægger han førstepladsen på Ekko Shortlist og tangerer dermed den rekord, Shortlist-kongen Aske Bang satte i sommer med Ladyboy

Jagter seere på Facebook
I forrige uge lå Dirtbusters i tæt opgør med de to boblere, Millennium og Palma, men de måtte se sig slået på målstregen og henvist til anden og tredjepladsen.

René Odgaard havde da også luret, at der var tale om to gode film, som lagde op til et potentielt tronskifte. Så han gik aktivt til værks, fortæller han, da vi møder ham over en kop cappuccino og en halvtør æblekage på en cafe i København.

Og det ikke fordi instruktøren udstråler vilde armbevægelser eller lider af opsigtsvækkende storhedsvanvid. Tværtimod er han rolig, sympatisk og eftertænksom, mens han uddyber, hvordan man aktivt jagter nye seere.

”Det er jo oplagt at skrive til forskellige gruppesider, forums og foreninger på Facebook og så dele filmen med dem, som lader til at være en potentiel målgruppe. Jeg har for eksempel delt filmen på siden Uartige Mænds Klub, som har over 6000 ’synes godt om’.”

”Jeg har også skrevet til sider om rollespil og heavy metal, fordi folk synes dem i Dirtbusters er sådan ret rock and roll,” forklarer René Odgaard med sin tydelige fynske dialekt. 

Et tjek på siden for de såkaldte uartige mænd – der dog lader til at være mere interesseret i letpåklædte damer end i rengøringsfolk – vidner da også om instruktørens engagement på det sociale medie. Således har han delt filmen under den farverige overskrift: 

”Lokums-dokumentarfilmen Dirtbusters, der handler om ægte helte og rigtige mænd, ligger på Ekko Shortlist. Se filmen og giv den en stemme, hvis du er til grin, lort og patter. Det er ren drengerøv.”

Politiker delte lokumsfilmen
René Odgaard ryster på hovedet, da vi kommer ind på diskussionen om, hvorvidt hans fremgangsmåde og succes på Ekko Shortlist er berettiget eller ej. Han har svært ved at se, hvad der skulle være galt i det.

"Kunne man forestille sig nogen klandre Zentropa og Lars von Trier, fordi de efter en målrettet indsats får skabt en masse omtale af Nymphomaniac op til dens premiere," som han spøgende udtrykker det. 

I kølvandet på førstepladsen på Ekko Shortlist er han blevet interviewet i Jyllands-Posten og til TV 2/FYN’s hjemmeside, hvor de har linket til filmen under den skæve overskrift: ”Fynsk lokumsfilm er et kæmpe hit.” 

Han betragter omtalen som resultatet af den energi, han har lagt i at skabe den sneboldeffekt, som har givet filmens dens eget liv på nettet. 

Men han havde nu ikke lige regnet med, at Dirtbusters også ville ende som startskuddet for en mindre politisk debat under den kommunale valgkamp hjemme i Odense. 

Her delte Venstre-politikeren Jane Jegind filmen på sin Facebook-profil og roste rengøringsholdets prisværdige indstilling til frivilligt arbejde, hvilket medførte flere halvaggressive kommentarer om, hvad hun selv kendte til det at arbejde frivilligt. 

Følger sin mavefornemmelse
René Odgaard har en kandidatgrad fra Syddansk Universitet i Odense, hvor han læste Anvendt Visuel Kommunikation og Multimediedesign. Han har siden gået på klipperlinjen på 18 Frames, der en fynsk pendant til den alternative filmskole Super16 i København. 

Til daglig arbejder han freelance som grafiker, klipper, underviser og foredragsholder, når han ikke jagter drømmen om at blive dokumentarist på fuld tid. Instruktøren har nemlig ingen ambitioner om at kaste sig ud i fiktionens verden.

”Dokumentarfilm er inspirerende, fordi det er ægte og autentisk. Jeg elsker fiktion, men hvis jeg havde lavet en fiktionsfilm i stil med Dirtbusters, havde det jo været utroværdigt og alt for langt ude,” siger han og forklarer, hvordan ideen opstod.

”Journalist og filmproducer Helle Faber gav mig på et tidspunkt et råd om, at man skal gå efter sin mavefornemmelse.”

”En dag gik jeg rundt og filmede forskellige bands stå og bælle bajere på et spillested i Odense. Lige pludselig spottede jeg de her fyre fra Dirtbusters gå rundt i deres specielle uniformer og rydde op, mens de bundede efterladte ølsjatter i glassene på bordene. Dér mærkede jeg, hvad Helle Faber mente.”

Floppede på tv
René Odgaard måtte hurtig dog sande, at kampen om at komme gennem nåleøjet til de offentlige støttekroner og overbevise de rette mennesker i branchen oftest er op ad bakke for en filminstruktør uden det helt store på cv’et. 

TV 2 Zulu sagde nej tak til projektet. En aftale med DR’s tidligere netkanal, Pirat TV, løb ud i sandet. Og der skulle tre afslag til på Filmværkstederne i Danmark – de offentlige instanser, som hjælper uprøvede filmtalenter i gang med projekter – inden Odense Filmværksted støttede med et lille beløb, og René Odgaard fik lavet en testfilmning, som DR sagde ja til at realisere.

Men da filmen endelig kom i hus efter to år med ansøgninger og arbejde, gav resultatet ikke instruktøren megen opmærksomhed. 

"Dirtbusters blev vist første gang på DR en onsdag aften klokken 23 sidste år i november. Jeg er selvfølgelig taknemmelig for deres hjælp, men filmen trak blot 6.000 tusinder seere, hvilket jo nærmest er ingenting for landets største tv-kanal.” 

”Det er først efter, at den er strøget til tops på Ekko Shortlist, at filmen har fået succes. Men det viser jo bare, hvor meget vores medievaner har ændret sig, og hvor vigtig viral omtale er blevet."

Film om dansk Youtube-fænomen
René Odgaard er i fuld gang med sit næste projekt, hvor han går bag om det danske fænomen på de sociale medier, Spørg Casper

Casper er en ung og lettere speciel fyr fra Fyn, som på rekordtid har fået 11.000 mennesker til at følge ham på Facebook. 45.000 abonnerer på hans Youtube-kanal, hvor hans videoer på over et år er blevet vist over syv millioner gange. 

Spørg Casper er en slags brevkasse, hvor han svarer på mystiske spørgsmål om alt fra strudseæg til pirateri eller kaster sig ud i besynderlige udfordringer, som når han spiser boullionterninger – hvilket ender knap så appetitligt. 

”Filmen handler om at forstå, hvad der foregår i hovedet på én som Casper. Hvorfor gør han det? Og hvorfor bliver videoerne så populære?”

”På et tidspunkt sendte han direkte på nettet, og modtog 6000 spørgsmål på en halv time. Han er også begyndt at tjene penge på videoerne gennem reklameindtægter og firmaer, der sender ham alt muligt, han så kan bruge til sine indslag.”

”I USA er det ved at være normalt, at de her typer tjener kassen og bliver millionærer. Vores sprog begrænser selvfølgelig muligheder for international succes, men vi kommer helt sikkert til at se mere til den her slags, hvor danske Youtube’ere kaster sig ud i alle mulige bizarre handlinger,” forklarer René Odgaard.

To afslag fra Filminstituttet
René Odgaard afventer lige nu svar på, om han modtager støtte fra Filmværkstedet i København til filmen om Spørg Casper. Oprindelig havde han ellers fået Fridthjof Film og producer Jesper Jack med på ideen, men filmselskabet er stået af, efter projektet i to omgange har fået afslag fra Det Danske Filminstitut. 

”Jeg kan sagtens forstå, at Fridthjof Film ikke går videre med et usikkert projekt. Men jeg undrer mig over, at Filminstituttet kom med så to vidt forskellige begrundelser. Vi søgte hos New Danish Screen (støtter eksperimenterende film og nye talenter, red.), der ikke synes projektet havde nok kunstnerisk kvalitet, og at der var for meget reportage over det.” 

”På konsulentordningen for dokumentarfilm begrundede de bagefter deres afslag med, at de ikke troede Casper som karakter kunne bære en hel film igennem,” erindrer instruktøren åbenhjertigt.

Dødelig fejlmedicinering
Men afslagene slår ikke René Odgaard ud af kurs. For han laver den da bare selv, som han siger og viser sit kamera frem, som han har med sig i tasken fra Odense.

Han har nemlig taget turen til København, fordi han er på vej ud til Amager og filme en syg mand, der hedder Christoffer. Det er endnu et filmprojekt, og det er så nyt, at instruktøren endnu ikke helt ved, hvad han står overfor, afslører René Odgaard.

”Jeg er blevet kontaktet af ham her Christoffer, som er blevet syg på grund af fejlmedicinering. Lægerne fortalte ham, at han producerede for meget mavesyre, så de gav ham medicin. Men han fik det bare endnu være, og gennem flere års research er han kommet frem til, at han modsat lægernes diagnose i virkeligheden producerer for lidt mavesyre. Lægernes medicin kunne faktisk have sultet ham ihjel.”

”Sygdommen, som jeg ikke husker hvad hedder, er ikke anerkendt i Danmark, men det er den i andre lande som USA, hvorfra han får den alternative medicin, der holder ham oppe. Christoffer har skrevet en bog på flere hundrede sider, som angivelig bliver udgivet. Her redegør han for sit eget forløb og dokumenterer, hvordan sundhedsvæsenet og psykiatrien i Danmark er skyld i, at flere tusinde patienter dør om året på grund af fejlmedicinering og inkompetence blandt læger.”

”Han har sagt til mig, at han godt er klar over, historien lyder vanvittig. Og det er som udgangspunkt min vinkel i filmen, hvor jeg følger ham og prøver at finde hoved og hale i det her. Er han skør? Bliver han dømt for injurier for de anklager, han retter mod flere navngivne læger i sin bog? Eller måske mere skræmmende: Viser det sig, at han får ret?” spørger dokumentaristen spændt.

”Jeg har fulgt Christoffer i tre måneder nu, og næste skridt bliver at få et produktionsselskab med på projektet og komme i gang med at søge om støtte, så jeg kan holde ved og gøre opmærksom på mig selv i systemet.” 

”For det er nu, at jeg skal bevise mit værd,” siger René Odgaard.

Kommentarer

René Odgaard

Født 1972 i Odense.

Har en kandidatgrad i Anvendt Visuel Kommunikation samt Multimediadesign fra Syddansk Universitet i Odense.

Har læst til klipper på den fynske filmuddannelse, 18 Frames.

Lever af freelanceopgaver som klipper og grafisk designer for DR, TV 2 og TV 2/Fyn.

Underviser og holder foredrag om film og tv.

Har instrueret dokumentarfilmene Dreams Through Winds (2006), Fighteren (2008), Motor Racing (2009) og Dirtbusters (2012).

© Filmmagasinet Ekko