Berlinale Dag 2: Den stenede førsteelsker

Kan du huske James Franco som Oscar-vært? Det er ikke sikkert, at Franco selv kan, for hans værtskab med Anne Hathaway tilbage i 2011 fik flere medier til at spekulere i, om den multitalentfulde Franco havde røget sig en gedigen bønne, inden han entrerede verdens mest glamourøse prisuddeling.

Langt fra Los Angeles viser dagens pressekonference efter Werner Herzogs Queen of the Desert, at Franco måske ikke har været euforiserende. Han er såmænd bare en stenet gut. Da Franco eksempelvis bliver bedt om at forholde sig til en ganske pirrende scene i filmen, hvor han viser et korttrick, svarer han følgende:

”Det er … en central … magisk … scene … agtigt.”

Skuespilleren klør sig lidt ligeglad i sit utrimmede tredjedagsskæg, mens der bliver helt stille i lokalet. De fleste journalistøjne skriger lydløst: ”Sig noget med erotik, James, sig noget med eroooootik!”

Men James Franco siger ikke noget. Han trækker bare på skuldrene og kigger ud over forsamlingen:

”Jeg ved det ikke,” mumler han så.

Ingen ved rigtig, hvad det er, Franco ikke ved, men den aldrende instruktør Werner Herzog griber nu salens sitrende stemning og konstaterer tørt:

”Det er den mest erotiske scene, jeg nogensinde har skudt.”

Alle tilhørere ånder lettet op. James Franco tegner cirkler på bordet med sin pegefinger. Han er nok ligeglad, så længe han kan tjene penge på (og lave en masse mindre projekter ved siden af) sin position som verdens mest stenede førsteelsker. Ham den flotte fyr, der er masser af magi omkring, men som ikke selv opdager erotikken.

Ufrivilligt komisk
Skuespiller, forfatter, instruktør, model og charmør. James Franco har mange hatte, han kan tage på, men når han ikke taler gennem billeder og skrevne ord, så forekommer hattene på forunderlig vis som store sombreroer, der skygger for hans intentioner.

De seneste års Franco-produktioner af Seth Rogen-komedier påvirkede da også anmelderne under middagspressevisningen i det storslåede festivalpalæ.

Efter This is the End og den nyligt kultramte The Interview forventer folk at more sig over den ellers så brillante Franco. Og da han for første gang træder luskende ind på lærredet i Queen of the Desert, begynder salen at grine højlydt. Efter et par minutter står det imidlertid helt klart: Franco er ikke kommet for at underholde – han er filmens ubetingede førsteelsker.

Det er Nicole Kidman, han gør kur til i filmen, som i den første time har sminket skuespillerinden ned til ungmø-status, for så igen at lade hende ligne sig selv i sidste halvdel. Kidman spiller Gertrude Bell, den sande engelske pioner, der rejste blandt beduiner, begik sig til ambassademiddage og kortlagde store ørkenstrækninger i starten af 1900-tallet.

Kidman leverer en velskabt præstation som kvinden bag myterne, men instruktør Herzog glemmer at give hende modspil. Såvel forliste kærlighedsaffærer som død og ødelæggelse kan ikke ryste Ma’am Bell, der indtager ørkenen med en frygtløshed, som får enhver Marvel-figur til at blegne.

Lækre detaljer
Det gør Queen of the Desert en smule lang (sommetider til en mindre ørkenvandring, om man vil), men Herzogs billeder redder oplevelsen sikkert gennem manuskriptets små plager, fordi der er så mange lækre detaljer i filmen, at man ikke behøver hverken popcorn eller sodavand for at få stillet lækkersulten.

Det er tydeligt, at instruktøren de senere år har arbejdet meget med dokumentarer som eksempelvis Grizzly Man om to dyreaktivisters liv blandt bjørne og Ned i afgrunden, der giver store perspektiver på dødsstrafproblematikken. Herzog har en uvirkelig virkelighedsfornemmelse, og den fungerer ganske enkelt sublimt.

Og så er der jo lige ham James Franco. Han er underspillet gennemtroværdig, og hans karakter er monumentalt tilbagelænet og distanceret – med god grund viser det sig. Har Werner Herzog mon castet ud fra Oscar-showet?

Stuepigen
Andre steder på Berlinalen går snakken mest af alt på to ting: Hvorfor er der ikke plads til alle pressefolk i presserummet, og hvad skal vi forvente os af ”stuepigefilmen”?

Det første er relativt uinteressant, så lad os tage godt fat i stuepigen, som man siger. For de næste dage vil filmfolk strømme i biografen for at se den franske Diary of a Chambermaid, der har Léa Seydoux – hende den blåhårede fra Adéles Liv – i hovedrollen.

Det er et vaskeægte kostumedrama fra en fransk provins i starten af det tyvende århundrede, og instruktøren Benîot Jacquot har fået ustyrligt meget buzz i løbet af dagen, fordi det er Dardenne-brødrene, som har valgt at producere filmen. Det lugter jo umiddelbart af priser og ikke mindst af et noget anderledes blik på kostumefilmgenren.

Jacquot instruerede også Seydoux i sit seneste maskerade-projekt om Marie Antoinette, Farewell My Queen, der som mange af hans andre film har en tendens til aldrig rigtigt at flytte sig ud af stedet. Forhåbningen på Berlinalen er så, at Dardenne’rne denne gang har sat realisme-fut i fortællingen om en stuepiges kvaler blandt franske herskabsfolk.

Masser af succes
Én af tv-serie-verdenens mægtigste mænd er også til stede i Berlin. Matthew Weiner sidder, som nævnt i går, i den jury, der skal uddele priser næste lørdag. Men han har nu også travlt med andet end at kaste kunstneriske vurderinger efter film.

Således har Weiner sin seneste spillefilm med i special-programmet. Are You Here er en komedie med Owen Wilson, Amy Poehler og Zach Galifianakis, og den fik ikke mange anmeldere op af stolene, da den havde premiere i 2013.

Stolene vil til gengæld være spækket til randen, når Weiner senere under festivalen giver en såkaldt masterclass i tv-serie-skrivning. På den front har han i hvert fald masser af succes med Mad Men, som vel sagtens er den smukkeste serie, der nogensinde er lavet.

Et andet jurymedlem med succes ved siden af voteringsarbejdet er tyske Daniel Brühl, der spiller med i Woman of Gold. Den bliver vist et sideprogram på Berlinalen og har Helen Mirren i hovedrollen som en holocaust-overlever, der kæmper en kamp imod den østrigske stat, for at vinde sine rettigheder til et maleri tilbage.