Den store kneppelærer

”Jeg vil bruge resten af livet på at kneppe.”

Han sagde det til manuskriptforfatter Lars Kjeldgaards fødselsdag engang i 90’erne. Han var fuld, det var alle. Og vist nåede Mogens Rukov at forskrække og forundre nogle yngre kvinder til den fest, som ved så mange andre lejligheder. Han jagede nok også nogle.

Hvilken skandaløs figur, a dirty old man, som et af Mogens’ mange forfatteridoler, Charles Bukowski, yndede at kalde sig.

Rukov og Kjeldgaard var mine lærere på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje 1991-92. Hvis jeg ved noget om at fortælle historier på film, ved jeg det fra dem. Og Mogens har med sine kommentarer og sin medskriven sat vigtige spor i film som Festen, En kærlighedshistorie og Arven.

Jeg betragter ham som en vanvittigt klog mand. Jeg betragter ham også som en vanvittigt liderlig mand. Hans liderlighed grinede vi af, men det er der ingen grund til.

Brutalt blik på livet
”Kneppe” og ”liderlighed” er to af de gennemgående ord i den fremragende interviewbog Rukov – et portræt, som udkom sidste år. Her fortæller Mogens, at hans kæreste Vibeke blev advaret mod ham af sine veninder: ”De sagde, at jeg var promiskuøs, en charlatan, en skørtejæger.”

Mogens benægter det ikke.

Nu er han faldet til ro, betegner sig som ret monogam og knepper sin kæreste fem-seks gange om ugen. Når han bliver spurgt, hvad man skal bruge et liv til, svarer han som dengang til festen – med én tilføjelse: ”Kneppe. Og beskytte sig selv og dem, man holder af.”

Jeg havde selv visse seksuelle problemer som ung. Jeg voksede op med gamle forældre og sloges med skyld på en måde, mange jævnaldrende ikke kendte til. Min mor lærte mig, at sex er smukt, hvis man har det med én, man virkelig elsker, men at det er grimt, hvis man bare gør det for at gøre det.

At blive konfronteret med Mogens’ illusionsløse forhold til sex var en befrielse. Hans enkle, brutale blik på tilværelsen, hvor liderligheden er grundlæggende for alt, hvad vi gør.

Vi så Buñuels Dagens skønhed om en frigid kvinde, der opnår seksuel frihed ved at prostituere sig hemmeligt. I en af bogens passager erindrer Mogens Viscontis Døden i Venedig, som beskriver en ældre mands besættelse af en dreng:

”Aschenbach dør på stranden foran sit hotel i en stol, og han dør gribende, mens den sorte farve fra hans hår løber ned fra hans tinding. Det er så sandt et portræt af mennesket. Vi lader os hele tiden klæde ud for at blive attraktive for det andet køn. Derud fører liderligheden os. Og Visconti forstår vores liderligheds ubændige karakter.”

Råd til de mondæne
Jeg vil takke Mogens, fordi han uden at vide det hjalp med til at fjerne min byrde af skyld. Min manuslærer.

Men også min store kneppelærer. En mand, der blev opdraget til at tro, at kvinder ikke bryder sig om sex, men som i dag kan give et kæntrende parforhold sådan et råd:

”Noget af løsningen består i at indføre en svinsk opfattelse af forholdet mellem en mand og en kvinde. Et forhold bør først og fremmest være bestemt af ét forhold, og det er, at manden skal kneppe kvinden, og kvinden skal kneppes af manden. Så må alt andet komme bagefter … Fornægter man liderligheden og dens eksistens, fornægter man selve livet … I bund og grund er vi kun sat på jorden for at formere os, alt andet er kulturel staffage.”

Det er en måde at provokere mange af os i 30’erne og 40’erne på. I min filmskoletid så Mogens med skepsis på alle vores parforhold. Den mondæne livsstil, vores ligelige fordeling af alt, vores indhegning af hinanden. Han ytrede gerne, at han fandt vores liv kedsommelige.

I min høje alder er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Næsten alle er blevet skilt. Nogle af os prøver i ellevte time at redde vores forhold.

Det kan lyde gammeldags, når Mogens siger, at sex er noget, man skal skrive ind i kalenderen. Mandag klokken 21.35: Sex. Men det er også sådan, han tænker manuskripter. Skriv lister, tænk i naturlige historier. Vær klar og nøgtern, samtidig med at du er passioneret.

Mennesket er perverst
Jeg husker en bemærkning fra undervisningen:

”Og skal der slikkes, skal det ikke være i klippebordet. Muligvis på klippebordet. Aldrig i.”

Klippebordet findes ikke mere, men replikken er klar. Sjovt nok handler den både om at vise en form for tilbageholdenhed, men også om, at lysten må gennemstrømme vores arbejde. Vi skal have begær.

Hvis der er en krise i dansk film, hvis … ja, så peger Mogens indirekte på problemet og løsningen, da han i bogen bliver spurgt, hvorfor mange par holder op med at have sex med hinanden.

”De fleste af os sørger for at gøre seksualiteten ufarlig. Vi bringer ikke hinanden ud, hvor det begynder at dirre. Vi holder det hjemligt og behageligt, og snart kender man indholdet af forløbet på forhånd. Hver for sig gemmer vi på vilde fantasier, som vi ikke får afprøvet,” siger han og understreger, at det ikke kun er manden, som er pervers.

”Et sted ligger mandens perverse drøm og kvindens perverse drøm. Det er sundt og godt for ens sexliv, at disse perversiteter får lov til at indgå symbiotisk. At de får afløb. Mennesket er perverst.”

Dansk films to enere
En del danske film i de senere år har været for hjemlige og behagelige. Mild dansk hverdagsrealisme med en sørgmunter tone kender vi for godt nu. Vi dirrer ikke.

Der er undtagelser. Men er det tilfældigt, at de to mest perverse af vores instruktører, Lars von Trier og Susanne Bier, også er dem, der når længst ud i verden?

Den ene med direkte adgang til sine indre dæmoner og med pervers lyst til skiftevis at afstraffe og tilfredsstille tilskuerne. Den anden skamløst liderlig efter at nå et kæmpe publikum. Pervers skamløshed skaber sin egen dynamik, og det er vel at mærke ment som en ros. Her er ingen angst for at blande det alvorlige med det ekstremt kulørte, og hov, gør Bier ikke netop det, min kneppelærer sagde, man ikke skulle?

Jo, her bliver der slikket i klippebordet, og det i en grad, så selv gamle grise må rødme – eller give sig hen.