Nonnefilm i front til Bodiluddeling
Instruktørtalentet Katrine Brocks – som har flere glimrende film på Ekko Shortlist – kom flyvende fra start som spillefilminstruktør, da debuten Den store stilhed fik premiere i januar 2023.
Ekkos anmelder, præsten Kristian Ditlev Jensen, kaldte hende en gudsbenådet instruktør og roste nonnedramaet til skyerne, ligesom stort set alle anmeldere gjorde.
Nu kan hun måle sig med store etablerede filmskabere som Nikolaj Arcel,
I hvert fald hvis man spørger Bodilprisen, som har nomineret Den store stilhed til seks priser – lige så mange som Arcels storfilm Bastarden.
Blandt andet er Marianne Lentz – som Brocks skrev manuskriptet sammen med – nomineret til den særlige TV 2 Talentprisen. I Ekko #93 fortæller hun om sin vej fra udkørt journalist til strålende manuskriptforfatter.
På en delt tredjeplads over mest nominerede film findes kammerspillet om Tove Ditlevsen giftige ægteskab, Toves værelse, og Malou Reymanns dystre kvindehjemsdrama Ustyrlig.
De to film, som vi fremhævede med essay og interviews i Ekko #93 og #94, har hver fået fem nomineringer.
Stor enighed
Bodil uddeles af Danske Filmkritikere – omkring 50 danske filmkritikere og -journalister – mens den konkurrerende Robert primært uddeles af folk fra den danske filmbranche.
Engang slog Bodil et slag for filmkunsten, mens Robert hyldede bredere film, men i dag ligner de hinanden.
De fem nominerede til bedste film er således fuldstændigt ens, nemlig Bastarden, Den store stilhed, Toves værelse, Ustyrlig og Viften.
Den store taber må siges at være Anders Walters modstandskritiske Når befrielsen kommer, som begge priser forbigår i bedste film-kategorien.
Også i kategorien bedste mandlige hovedrolle er nomineringerne ens, og i kategorien mandlige birolle er der kun ét stridspunkt. Her vælger Bodilkomitéen nemlig Soheil Bavis præstation i Underverden II i stedet for Anders Heinrichsens i Ustyrlig.
Blandt de kvindelige hovedroller har Bodil valgt at hædre både Fanny Bornedal og Kristine Kujath Thorp for deres roller i henholdsvis efterfølgeren til Nattevagten og Den store stilhed frem for Roberts Anna Neye og Amanda Collin.
Det skyldes blandt andet, at Amanda Collin af Bodilkomitéen er nomineret som bedste kvindelige birolle, da de vurderer, at hendes rolle i Bastarden ikke er bærende for fortællingen.
Dog er der enighed om at nominere Jessica Dinnage fra Ustyrlig og Sara Fanta Traore i Viften.
Nominering til Guldbrandsen
På fotografsiden er kritikerne også ganske enige bortset fra, at den eksperimenterende ungdomsfilm Det store glitch/Paradisets børn af Bodil bliver hædret for Jonathan Rolf Moses glimrende arbejde.
Der er også kun én afviger i kategorien bedste dokumentarfilm.
Her valgte Robert at prioritere Christian Einshøjs poetiske familieportræt Bjergene over Christoffer Guldbrandsens A Storm Fortold.
Den erfarne instruktørs film handler om Donald Trumps tidligere rådgiver Roger Stone.
I Ekko #95 fortæller Guldbrandsens, hvordan han fik den snu politiker på krogen, da de sad på bagsædet af instruktørens metalblå Toyota.
Vinderne kåres til Bodiluddelingen den 16. marts i Folketeatret i København, mens Robert allerede finder sted den 3. februar i Tivoli Hotel & Congress Center.
Bodil-nomineringer 2024
Bedste danske film
Bastarden
Den store stilhed
Toves værelse
Ustyrlig
Viften
Bedste kvindelige hovedrolle
Emilie Kroyer Koppel, Ustyrlig
Fanny Leander Bornedal, Nattevagten 2 – Dæmoner går i arv
Kristine Kujath Thorp, Den store stilhed
Paprika Steen, Toves værelse
Sofie Torp, Meter i sekundet
Bedste mandlige hovedrolle
Dar Salim, Underverden II
Lars Brygmann, Toves værelse
Mads Mikkelsen, Bastarden
Nicolai Jørgensen, Viktor mod verden
Sylvester Byder, Synkefri
Bedste kvindelige birolle
Amanda Collin, Bastarden
Jessica Dinnage, Ustyrlig
Karen-Lise Mynster, Den store stilhed
Sara Fanta Traore, Viften
Sarah Juel Werner, Idioten
Bedste mandlige birolle
Elliott Crosset Hove, Den store stilhed
Joachim Fjelstrup, Toves værelse
Simon Bennebjerg, Bastarden
Soheil Bavi, Underverden II
Thomas Hwan, Meter i sekundet
TV 2 Talentprisen
Marianne Lentz, manuskriptforfatter, Den store stilhed og Stille liv
Sara Fanta Traore, skuespiller, Viften
Søren Peter Langkjær Bojsen, instruktør, Det store glitch/Paradisets børn
Karla Nor Holmbäck, animationsinstruktør, Roselil og Stentrolden
Mads Nikolaj Elley Jacobsen, kostumedesigner, Ustyrlig
Bedste fotograf
Jonathan Rolf Mose, Det store glitch/Paradisets børn
Mia Mai Dengsø Graabæk, Den store stilhed
Rasmus Videbæk, Bastarden
Bedste manuskript
Anders Thomas Jensen og Nikolaj Arcel, Bastarden
Ida Maria Rydén og Jenny Lund Madsen, Meter i sekundet
Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson, Ustyrlig
Jakob Weis, Toves værelse
Anna Neye, Viften
Bedste danske dokumentar
Music for Black Pigeons
A Storm Foretold
Apolonia, Apolonia
Munken
Twice Colonized
Bedste engelsksprogede film
Aftersun
Barbie
Killers of the Flower Moon
Oppenheimer
Tár
Bedste ikke-engelsksprogede film
Close
Den blå kaftan
Faldne blade
Lærerværelset
Monster
Kommentarer