Portræt
20. juni 2019 | 13:41

Olivia Wilde: Den sublime snushane

Foto | François Duhamel
Olivia Wilde har i mange år stået foran kameraet som skuespiller, men i instruktørdebuten Booksmart viser hun, at hendes potentiale bag kameraet er enormt.

Selvsikker, men uden et stort ego. Efter at have kigget de store mestre over skulderen debuterer Olivia Wilde med den eminente ungdomsfilm Booksmart.

Af Casper Hindse

Det er helt logisk, at Olivia Wilde debuterer som instruktør.

Den amerikanske skuespiller har, siden hun i starten af 20’erne begyndte at arbejde med nogle af verdens største instruktører, betragtet skuespil som sin skole.

Wilde ville ikke på universitetet, og i stedet sugede til sig af virkelighedens filmskole. Underviserne blev prominente navne som Martin Scorsese, Tilda Swinton og Spike Jonze.

Det er formentlig også derfor, Olivia Wilde er så overlegen dygtig til at bygge scener op i sin debutfilm Booksmart, som får fem stjerner i Ekko og prangende anmeldelse i mange medier.

Den har fået amerikanske anmeldere til at messe hendes navn i kor, som det ellers kun kan opleves på Camp Nou i Barcelona, når Lionel Messi har truffet endnu et pletskud i netmaskerne.

Et rent pletskud er Booksmart da også.

Hver eneste scene er så elegant eksekveret, at man undervejs glemmer, at filmen om to unge nørder, der vælger at feste igennem for første gang i deres liv på den sidste aften i high school-tilværelsen, rent faktisk er en ungdomskomedie.

Der er ganske enkelt langt mere på spil i Olivia Wildes billeder, end man normalt ser i film om teenagelivets ulidelige lethed.

Tag nu blot den scene, hvor de to bogorme endelig er nået frem til den fest, de har forsøgt at komme ind til.

Her ser den ene gudskelov den fyr, hun har været hemmeligt forelsket i længe. Mens bassen dunker, stopper hun op. Det samme gør vi. Klumpen sidder i halsen på et splitsekund. Hvordan skal det gå hende, denne uerfarne outsider?

Knust drømmesekvens
Det skal gå godt – i hvert fald i teenagefantasien.

For Olivia Wilde vælger at stoppe handlingen og i stedet søge ind i sindet på den unge kvinde. Ved at studere sine læremestre har den 35-årige amerikaner forstået at bruge filmsproget til at beskrive en følelse, man ikke kan læse i en bog eller lytte til i musik.

Kun filmverdenens billeder kan genskabe noget så rent og smertefuldt smuk, og det er lige netop, hvad Olivia Wilde formår her.

Scorsese sagde engang, at ”film er vores livs minder – vi bliver nødt til at holde dem i live”.

Måske lige netop derfor lader Olivia Wilde det romantiske øjeblik med alle dets forhåbninger og endnu ikke knuste luftkasteller stå og sitre som en drømmescene, hvor den unge pige danser rundt med sin udkårne, mens resten af festen er forsvundet.

Det er ikke bare en hyldest til ungdommen, men også til de store musicals fra amerikansk films første guldalder. En fuldstændig overrumplende og overlegen scene, der viser, hvor unik Olivia Wilde kan blive som instruktør.

Nysgerrig og spørgelysten
Det har altid været lidt for nemt at afskrive Olivia Wilde som et sexsymbol. En kvindelig godbid, der kan trække husarerne ind i biografmørket.

Det har hendes roller ikke ligefrem modsagt.

Hun har spillet tiltrækkende biroller i alt fra serierne House til Vinyl over blockbusteren Tron og til det originale kærlighedsdrama Hende. Men det har aldrig interesseret hende selv at blive sat i den bås.

Hun ville nemlig være instruktør.

Skuespillet har været vejen. Den skole, der kunne sende hende om bag monitoren og give hende ret til at udstikke ordrer.

Uanset hvilken instruktør, fotograf eller runner, der har udtalt sig om Olivia Wilde i de senere år, har én ting været gennemgående: Hun er opsøgende.

Wilde er kendt for at snuse omkring på filmsettene og for at spørge, spørge, spørge. Wilde er vitterligt interesseret i, hvordan dynamikkerne i en filmproces fungerer.

Sine første råd fik hun af selveste Tilda Swinton.

Forbilledet Oscar Wilde
Olivia Wilde var godt og vel tyve år, da hun ankom til Los Angeles med al den selvtillid, man kunne forestille sig.

Hendes forældre havde opdraget hende i Washington D.C., og hun hang fra en ganske ung alder ud ved de middage, som moren og faren – begge prominente journalister – arrangerede for venner og interessenter.

Her studerede den unge kvinde dynamikkerne imellem mennesker, der var noget ved musikken, politikken og skuespillet.

Men hun ville noget andet.

Som teenager skiftede Olivia efternavn fra Cockburn – en komiker ville nok kunne få sjovt ud af det – og så til Wilde efter den irske forfatter Oscar Wilde.

Den kvindelige O. Wilde drog herefter til Hollywood, fordi film fascinerende hende.

Ved en Golden Globe-fest gik hun direkte over til Tilda Swinton for at få nogle gode råd, eftersom hun var imponeret over skuespillerens kamæleonagtige transformationer. Wilde vidste, at hun selv havde talent for skuespil, men måtte blive bedre til det for at komme tæt på de største filmhold og instruktører.

Swintons hemmelighed overraskede hende.

”Jeg kan bare være mig selv meget specifikt,” har Olivia Wilde igen og igen citeret svaret.

Olivia Wilde var fra nu af ligeglad med, hvordan andre så hende. Så længe hun kunne lære og være sig selv hele tiden, var hun tilfreds.

Forberedelser
Sådan fortsatte skuespilleren sin vej igennem den amerikanske filmindustri. Hun ville selv være instruktør, men skulle først være parat til det.

Hun producerede således nogle af de mindre film, hun selv spillede med i. Mest succesfuld var Joe Swanbergs indiefilm Drinking Buddies. Kunstnerisk mest ambitiøs er en musikvideo for Red Hot Chili Peppers’ Dark Necessities, som Wilde også selv valgte af instruere.

Hun forberedte sig simpelthen på debuten som instruktør. Læste manuskripter og forhørte sig hos kolleger og instruktører om gode råd.

”Hun kom uden at være usikker og samtidig uden at have et ego, der skulle tøjles. Hun sagde bare: ’Okay, hvad vil du have, jeg skal gøre?’” forklarede Spike Jonze tidligere i år til The New York Times om optagelserne til Hende.

”Hun er drevet af en stor lyst til at lave noget og til at lære alt det, hun ikke kan.”

Unge stræbere
Det er egentlig logisk, at Olivia Wilde med de karaktertræk, som Spike Jonze beskriver, debuterer med en ungdomsfilm.

Hvor skuespillere, som bliver instruktører, ofte debuterer med prætentiøse ”kunstværker” (Ryan Gosling, Nicolas Cage og Kevin Spacey), så kaster Wilde sig stilsikkert over en genre, hvor hun gør klichéer til styrken og følsomheden til oplevelsen.

Booksmart er ikke en hyldest til stenede typer, som vi så tit ser i ungdomsfilm a la Superbad eller En vild pjækkedag. Det er en dissekering af tidens ungdom, hvor stræbere har det med at glemme omverdenen i jagten på topkarakterer.

Forbyd manuskriptet
Hemmeligheden ligger måske i noget, hun lærte af Martin Scorsese under indspilningerne til Vinyl.

Nemlig at manuskriptet bør være bandlyst under optagelserne – den såkaldte ”no script rule” – hvis man vil have noget ægte ud af skuespillerne.

”Når skuespillere ikke må se på siderne imellem optagelserne, frigiver det kreativitet, og det havde vi brug for på grund af vores stramme skema – vi havde kun 26 optagedage. Skuespillerne måtte være parate, når de kom for at spille,” har Olivia Wilde sagt om sin første film på et pressemøde.

Det er netop dette nærvær, man mærker i Booksmart, hvor Wilde folder sig ud som en stor instruktør. Men betyder det, at hun vil droppe skuespillet selv?

Nej, bestemt ikke, forklarede Olivia Wilde forleden til magasinet Vanity Fair. ”Jeg håber da, at jeg kan blive ved med at spille med i andres film, for det er jo sådan, jeg kan blive ved med at lære noget.”

Trailer: Booksmart

Kommentarer

Olivia Wilde

Født 1984 i New York City, USA.

Moren Leslie Cockburn er en legendarisk journalist og 60 Minutes-producer.

Faren Andrew Cockburn er irsk journalist og redaktør ved det litterære Harper’s Magazine.

Har medvirket i film og serier, hvor hendes spil har været kendetegnet ved indlevelse og humoristisk kant.

Ekkos anmelder giver fem stjerner til Booksmart.

Udvalgte film og serier

Life Itself
2018

Vinyl
2017

Hende
2013

Drinking Buddies
2013

House
2007-12

Tron
2010

The Black Donnellys
2007

Alpha Dog
2006

Orange County
2004-05

© Filmmagasinet Ekko