Månedens film: Den tid vi har

Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender med skilsmisse. På den baggrund virker det for mange naivt overhovedet at gifte sig og erklære, at man vil elske hinanden ”til døden jer skiller”.

Hvorfor det kan give mening at vove ægteskabseventyret alligevel, giver Mira Jargils smukke film, Den tid vi har, et fingerpeg om.

Filmen skildrer Ruths sidste levedage efter 67 års ægteskab med Arne. Den begynder, da hun vender hjem fra hospitalet til deres lille lejlighed og installeres i en hospitalsseng i værelset ved siden af soveværelset, hvor ægtesengen står.

Arne sætter sig ved hendes hovedgærde og holder hendes hånd. Ruth er frisk i hovedet, men fysisk set et skravl, og de ved begge, at der ikke er mere at gøre. Men deres glæde ved at være sammen igen er ikke til at tage fejl af.

De nyder den tid, de har.

Den bedste pandestryger
De taler ikke om fremtiden eller om døden. I det hele taget er ordene få. Arne kan ikke få sig selv til at bringe emnet op, betror han en dag sin voksne datter, da hun kommer på besøg.

Selv magter han slet ikke at tænke på, om han kan blive boende i lejligheden bagefter.

Deres voksne søn kommer på besøg, og han og Arne ryger en pibe tobak sammen i ophøjet tavshed. ”Det, man ikke kan tale om, derom må man tie,” men er der ikke mange ord mellem dem i familien, så emmer rummet til gengæld af nærvær.

Ruth har altid sagt, at Arne er den bedste pandestryger. Nu tilbringer han timer i stolen ved siden af hende, mens han stryger hende over håret og panden. Indimellem bladrer de sammen igennem deres gamle kærestebreve eller ser på fotos fra deres ægteskab.

Verden er ganske lille
Filmen viser fotografier fra Arne og Ruths mange år sammen, men undgår det klassiske tilbageblik. For filmens ærinde er nuet.

I stedet klippes billederne ind på en måde, så vi ser de unge mennesker, som gemmer sig bag Ruth og Arnes ældede ydre.

Med seismografisk raffinement vises et svært beskriveligt grundvilkår for eksistensen, nemlig at vi hos de mennesker, vi har kendt gennem et helt liv, genfinder og genkender trækkene fra alle de tidligere aldre.

Verden er ganske lille.

Et enkelt billede af altanen, set udefra, mens Arne ryger sin pibe, giver et uventet nyt, helt fysisk overvældende perspektiv. Man næsten indånder den friske luft sammen med ham, og samtidig giver den pludselige distance og plads til eftertanke hos tilskueren.

Sidste nat i seng
En kærlighed, der er modnet gennem et langt liv. Nu er den nået til sin yderste grænse. Hvad er meningen så med det hele, kan man ikke lade være med at tænke.

Stilfærdigt, men subtilt viser filmen, hvordan begrebet ”mening” smuldrer væk, når døden kommer nær.

Men også hvordan den helt grundlæggende betydning i situationen – øjeblikkets fylde – i stedet vokser frem. Kærligheden er til stede helt ud i de yderste nervespidser.

Længslen efter igen og igen at være hinanden helt nær er bevægende, som da Ruth og Arne beslutter sig for bare én aften at sove sammen, og det med besvær lykkes for Ruth at komme ind i sin gamle seng.

Svæver du?
Men til sidst kan Ruth ikke nærværet mere, hun ligger helt ubevægelig og fjern. Arne stryger hende hen over panden.

”Måske svæver du?” spørger han. Men han får ikke noget svar.

Ruth og Arne er instruktørens bedsteforældre, og filmen er i sig selv en kærlighedserklæring til de gamle fra et ungt menneske, der med imponerende menneskelig indsigt formår at skildre en livserfaring så langt fra sin egen.

Men frem for alt er den en hyldest til den livslange kærlighed. Se den!