Ondskab indebærer et valg

Der er en stol ledig ved side af Ryûsuke Hamaguchi, da vi onsdag morgen sætter os til langbords for at tale om hans Evil Does Not Exist, der vises i hovedkonkurrencen på Venedig-festivalen.

”Eiko er lidt forsinket,” siger den japanske instruktør med henvisning til filmens komponist, Eiko Ishibashi.

Hendes medrivende kompositioner er et af de bærende elementer i den billedskønne historie om et landsbysamfund i konflikt med investorer fra Tokyo.

Og det var hende, der efter at have skrevet musikken til Ryûsuke Hamaguchis Oscar-succes Drive My Car foreslog, at de skulle arbejde sammen på et nyt projekt.

”Hun spurgte, om jeg ville skabe billeder til hendes liveoptræden, og først vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med det. Vi udvekslede idéer i et års tid, og så endte vi med at optage filmen i nærheden af hendes hjem.”

”Jeg vidste, at naturen var en vigtig inspirationskilde for hendes musik, men da vi ankom, indså jeg, at de billeder ikke kunne stå alene. Så jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg kunne flette mennesker ind i filmen,” siger Ryûsuke Hamaguchi og fortsætter interviewet alene, da Ishibashi aldrig dukker op.

Bagsiden af Japan
Hamaguchis refleksioner udmyntede sig i to film.

Evil Does Not Exist, der netop har haft verdenspremiere på Venedig-festivalen, og det kortere, ordløse billeddigt Gift, der får premiere til oktober som baggrundsprojektion under en række koncerter med Eiko Ishibashi.

Uden at genbruge de samme optagelser fortæller filmene den samme historie om landsbyen Mizubiki, der ligger et par timers kørsel fra Tokyo. Her forsøger investorer at etablere en såkaldt glampingplads uden at tage de lokale med på råd.

Glamping – en sammentrækning af ”glamour” og ”camping” – er dybest set en telttur for velbjergede mennesker.

”Det føltes som en historie til tiden,” forklarer Ryûsuke Hamaguchi, der stødte på et lignende projekt under sin research til filmen. ”Selskabet bag havde præsenteret en rodet plan, som de lokale kritiserede heftigt, indtil den blev skrottet.”

Det er en klassisk historie om profit over for bæredygtighed, og den giver instruktøren mulighed for at slå skår i forestillingen om Japan som et foregangsland, hvad angår naturbeskyttelse og økologi.

”Hvis man bor i Japan, indser man, at de idealer ikke holder vand. På overfladen ser alt meget rent ud, men her er megen forurening, man ikke ser,” siger Ryûsuke Hamaguchi.

Den kontrast bliver i filmen understreget på et borgermøde, hvor de lokale stiller kritiske spørgsmål og bliver mødt med smilende stenansigter. 

Hvor stor skal septiktanken være, og hvor kan den ligge uden at forurene grundvandet? Hvordan kan de undgå skovbrande uden døgnbemanding? Er hele projektet ikke bare et kynisk forsøg fra investorerne – et talentbureau – på at kvalificere til pandemitilskud fra regeringen?

”Glamping er for mig en måde at udtrykke, hvordan det japanske samfund fungerer. Ved første øjekast er det meget indbydende, men der er mange ubehagelige ting, som har det med at blive ignoreret.”

Bymenneske
Evil Does Not Exist indledes med slående billeder af snedækkede skove og selvfølgelig Eiko Ishibashis sarte kompositioner. Naturen danner et smukt bagtæppe for en fortættet fortælling om alle de måder, folk taler forbi hinanden på.

Helt centralt står forholdet mellem byens fåmælte altmuligmand Tatumi og hans datter Hana, der ofte forsvinder ud på vandreture skoven.

”Nogle gange virker det, som om faren og datteren forstår hinanden perfekt. Men især faren er dårlig til at kommunikere og har det måske egentlig bedre i naturen. Moren er der ikke længere, men er hun død, eller har hun forladt dem?”

”Ikke alt behøver forklares. Det er med til at drive handlingen,” siger Ryûsuke Hamaguchi med et smil.

Vi kommer mere ind under huden på de to glamping-ambassadører, Mayuzumi og Takahashi. De ved udmærket godt, at de arbejder for et kynisk pengeprojekt og bliver kun mere dårligt tilpas, da de får øjnene op for byens naturskønne omgivelser.

”Det er altafgørende, at folk kan leve sig ind i deres ubehag,” siger Ryûsuke Hamaguchi. 

”Jeg bor selv i en storby langt fra naturen, og da jeg ankom til området, blev jeg introduceret til de lokale og en naturekspert. Han kendte navnene på alle træerne og vidste, hvor man kunne finde vild wasabi. Så gennem min research fandt jeg en glæde ved naturen, som især afspejles i Takahashis karakter.” 

”Dermed ikke sagt, at jeg er et af de storbymennesker, der pludselig plæderer for, at naturen er vidunderlig. Takahashi forandrer sig ikke grundlæggende, og det gjorde jeg heller ikke.”

Brutal natur
Ryûsuke Hamaguchi debuterede for tyve år siden, men i de senere år har han fået en kometkarriere uden for sit hjemland.

I film som Japanske fortællinger og Drive My Car fortæller han indesluttede historier, hvor en enkelt detalje, et blik eller en replik pludselig åbenbarer et indebrændt følelsesliv.

Spørgsmålet er, om for meget forbliver usagt i denne omgang. Der er tematikker på spil, som først for alvor åbner sig i bagklogskabens lys. Det har de første anmeldelser af filmen hæftet sig ved.

”Jeg er allerede blevet spurgt om slutningen et par gange. Men altså uden at give et klart svar. Hvad du ser i filmen, er hele historien” griner Ryûsuke Hamaguchi, da en journalist beder om en forklaring.

Der er selvfølgelig ledetråde.

I skoven hører vi flere gange jægere i det fjerne. Og får at vide, at en bugskudt hjort, der ikke kan løbe bort, i yderste instans vil gå til angreb. Og så er der filmens titel: Evil Does Not Exist.

”Den fandt jeg på, længe før jeg skrev manuskriptet færdigt, og den er på en måde meget åbenlys. Mens jeg kiggede på landskabet, slog disse ord mig,” fortæller Ryûsuke Hamaguchi.

”Ser man i naturen, er det svært at finde ondskab. Man finder en brutalitet, der kan være langt værre end noget, man oplever hos mennesker. Ondskab indebærer et valg. Det er kun, hvis man selv kan vælge mellem det gode og det dårlige, at ondskab kan opstå.”

Udfordrer vanetænkning
Med Drive My Car har instruktøren sagt, at han søgte efter noget uperfekt. Gælder det også denne film, vil en journalist vide. 

Hamaguchi trækker lidt på det.

”Måske var det ikke den allermest rammende måde at beskrive det på. Film er nødt til at være overraskende eller ligefrem forvirrende for publikum. Ofte er verden ikke et specielt gennemskueligt sted, så det skal mine film heller ikke være,” siger han.

”Nogle film giver publikum alle svarene, men det er ikke film, jeg ville kalde gode. En god film har noget over sig, der kan udfordre vores vanetænkning om, hvad der er normalt. Det er den slags film, jeg gerne vil lave.”

”For mig er det et tegn på en god film og en tjeneste, man gør sit publikum. Og det er altså ikke for at være besværlig!” griner Hamaguchi.  

– Men er du nødt til selv at forstå filmen?

”Ja, men ikke nødvendigvis på en måde, der giver logisk mening. Hvis noget gør mig dårligt tilpas, selv hvis jeg ikke kan forklare hvorfor, har jeg et problem. Ellers ved jeg, at selv det uforståelige engang vil give mening.”

– Føler du, at der er for meget fokus på at forstå film og ikke bare at tænke over dem?

”Hvis man bliver ved at tænke over en film, er det selvfølgelig positivt. Men film er et medie, der handler om billeder og lyd, og det er vigtigt at lade sig rive med. Og det kan også være svært, hvis man tænker for meget over det.”