Oscar 2023
10. mar. 2023 | 08:17

Den vildeste Oscar-vinder i mands minde

Foto | Allyson Riggs

Michelle Yeoh får mulighed for at spille på alle tangenter i Everything Everywhere All at Once, hvor hovedpersonen Evelyn slås med fjender i alle mulige spøjse universer.

Eksperterne i Ekkos panel er ikke i tvivl om, at bizar og eksistentiel komedie løber med de største Oscar-priser, mens andre kategorier bliver afgørende.

Af Nicki Bruun

Everything Everywhere All at Once er ikke bare en megaloman titel til en lige så galsindig film. Det kommer også til at blive den vildeste Oscar-vinder i mands minde.

Alle syv medlemmer af Ekkos traditionsrige Oscar-panel er i hvert fald enige om, at filmen kommer til at snuppe hovedprisen, når Oscar-showet løber af stablen natten mellem søndag og mandag i den kommende weekend.

De fleste spår desuden, at det unge makkerpar bag Everything Everywhere All at Once – Daniel Scheinert og Daniel Kwan, kendt som The Daniels – også vinder instruktørprisen.

Det ville være en enorm triumf for filmen, hvor Michelle Yeoh spiller hovedrollen som en asiatisk-amerikansk kvinde, der kommer på en hæsblæsende mission for at redde både sit eget og alle andre universer.

Undervejs i den bizarre og eksistentielle komedie optræder både mennesker med pølsefingre og et optrin med en buttplug. Ikke umiddelbart, hvad man vil forbinde med en klassisk Oscar-vinder.

Alligevel er den storfavorit i en masse kategorier.

I instruktørkategorien peger to af panelets medlemmer – instruktøren Anders Walter og producenten Kim Magnusson – dog på filmmesteren Steven Spielberg, som vi har et stort tema om i det nye Ekko #93.

Se alle eksperternes bud i skemaet nederst i artiklen!

Brandaktuel favorit
Anders Walter og Kim Magnusson er selv nomineret i kortfilmkategorien for deres bevægende drama Ivalu, som Ekkos Oscar-ekspert Casper Hindse – ligeledes en del af panelet – giver fem stjerner.

De er begge tidligere Oscar-vindere med Helium. Magnusson har også vundet prisen for Anders Thomas Jensens Valgaften og været nomineret hele seks gange før. Makkerparret tror selvfølgelig – fristes man til at sige – på en sejr til Ivalu, men de har ikke resten af panelet med sig.

Foruden de tre herrer består panelet i år af kritikerne Ann Lind Andersen og Maria Månson, Berlingskes filmredaktør Sarah Iben Almbjerg og Tina Jøhnk Christensen fra Hollywood Foreign Press Association.

I det hele taget er der småt med tiltro til, at danske filmskabere kommer til at rejse sejrrige hjem fra prisuddelingen i Hollywood.

I dokumentarkategorien, hvor Simon Lereng Wilmont er nomineret for sit rørende portræt af ukrainske børnehjemsbørn, A House Made of Splinters, er der en anden favorit, som også må siges at være brandaktuel.

Alle undtagen Kim Magnusson ser Navalny som en sikker vinder. Dokumentaren følger Vladimir Putins plageånd, den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der er blevet forsøgt dræbt og i dag sidder i fængsel.

Filmen fik ved premieren sidste år da også seks stjerner i Ekkos spalter af Ruslands-eksperten Samuel Rachlin.

Insidere med finger på pulsen
Den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen kan vinde sin anden Oscar for The Banshees of Inisherin, men også her tror eksperterne mest på Everything Everywhere All at Once.

Igen med undtagelse af Walter og Magnusson, der i stedet peger på biografsuccesen Top Gun: Maverick, hvor Tom Cruise vajer med de patriotiske faner.

Instruktøren og producenten adskiller sig i en del kategorier, og man spekulerer i, om de garvede mænd i Hollywood mon har fingeren særligt på pulsen.

De peger på Cate Blanchett som vinder af prisen for bedste kvindelige hovedrolle med præstationen som en gal og genial dirigent i kunstnerportrættet Tár. Her tror resten af kritikerne på Michelle Yeoh, der i Everything Everywhere All at Once får lov til at spille på alle tangenter.

Til gengæld er panelet enige om, at den tyske krigsfilm Intet nyt fra Vestfronten snupper prisen for bedste internationale film. Det lykkedes desværre ikke Holy Spider at blive nomineret i kategorien, hvorfor der for gangs skyld ikke er noget dansk hold at heppe på der.

Tyskland kan se frem til en stor Oscar-nat.

Intet nyt fra Vestfronten ligner med sine grumme billeder af krigens helvede ifølge panelet også en sikker vinder af prisen for bedste fotografering.

Afgørende opgør
Ekko har i efterhånden mange år sammensat et Oscar-panel, hvor kritikere og filmskabere med hver deres ekspertise kommer med mere eller mindre kvalificerede bud på, hvem der løber med filmverdenens mest eftertragtede priser.

Der er bred enighed i mange af kategorierne, men det er naturligvis mere interessant at se på dem, hvor holdningerne divergerer. For eksempel ser det ud til, at kategorien for bedste mandlige hovedrolle bliver afgørende.

Casper Hindse, Maria Månson og Tina Jøhnk Christensen tror på Austin Butler for hans præstation som kongen af rock’n’roll i Elvis. De fire andre kritikere peger på Brendan Fraser, der i The Whale får et comeback som en stor fyr med ondt i sjælen.

Eksperterne har også forskellige taktikker.

Ann Lind Andersen er med egne ord gået benhårdt til værks og har udvalgt primært med fokus på kolde fakta. Oversat betyder det et skarpt øje for, hvem bookmakerne i USA har som favoritter.

Sarah Iben Almbjerg indrømmer derimod, at der er en del ønsketænkning i hendes bud. Som den eneste ser hun bort fra storfavoritten Everything Everywhere All at Once i birollekategorierne for i stedet at pege på Brendan Gleeson fra The Banshees of Inisherin og Angela Bassett fra Black Panther: Wakanda Forever.

Sidste år lykkedes det Kim Magnusson at vippe Casper Hindse af pinden som landets Oscar-ekspert, men måske kan de i år begge blive overhalet indenom af en tredje ekspert?

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko