Overgreb i danske ungdomsfilm

Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen.

”Filmen havde et besværligt, bevæget produktionsforløb,” står der om ungdomsfilmen Krigernes børn i Gyldendals filmguide.

Men dykker man ned i forløbet, går det hurtigt op for én, at det er en eufemisme, man kan vaske sig i.

Det ”besværlige” dækker over en instruktør, der flygter ud af landet efter en voldtægtssigtelse, bliver anholdt i Milanos lufthavn med en franskbrødskniv i bagagen og sat i et italiensk fængsel. Og det ”bevægede” dækker over en femtenårig pige, der medvirker i filmen og på tragisk vis tager sit liv ved at springe ud foran S-toget ved Birkerød Station.

Den forskønnende omskrivning er karakteristisk for måden, den danske filmbranche har behandlet overgreb i 1970’erne på.

Det er ikke noget, man har lyst til at tale om. Det er ikke noget, man rigtig kan huske.

Fra mudderhul til krystal
I det nye nummer af Ekko fortæller vi historien om de to pædagoger – Ernst Johansen og Lasse Nielsen – der kom ind fra højre i dansk film og gennem deres position som instruktører fik adgang til at dyrke sex med purunge amatørskuespillere.

De lavede sammen La’ os være (1975) og Du er ikke alene (1978). Lasse Nielsen skabte med Morten Arnfred Måske ku’ vi (1976), mens Ernst Johansen lavede Krigernes børn (1979) med to ”tekniske” instruktører.

Filmene stiller sig solidarisk med de unge ved at fortælle om deres problemer i øjenhøjde og med en anklage mod voksne, der ikke betragter børn som selvstændige mennesker med eget følelsesliv. Et par af filmene har endda Sebastians elskede musik som kvalitetsstempel.

I Lasse Nielsen og Morten Arnfreds Måske ku’ vi fra 1976 skorter det ikke på nøgenheden i drengenes omklædningsrum (foto: John Johansen).

Den kendte komiker og journalist Anders Lund Madsen var en af de unge, som oplevede instruktørerne.

”Det var kæmpestort at få lov til at være med i en ungdomsfilm, som var noget af det mest hippe dengang. For mig var det som at blive hevet op fra et mudderhul og blive sat ind i krystal,” fortæller Anders Lund Madsen, som var tretten år, da han fik en mindre rolle i Du er ikke alene.

”Kan du snotte, når du spiller pik?” skulle han sige i en scene med en jævnaldrende dreng, mens de ivrigt slikker på hver deres isvaffel. Men Anders forstod ikke meningen, og scenen måtte tages om så mange gange, at filmholdet løb tør for isvafler og måtte erstatte dem med Københavnerstænger.

Efter filmen blev fjortenårige Anders Lund Madsen inviteret hjem hos den dobbelt så gamle instruktør Lasse Nielsen. Den private casting udviklede sig til en klæbrig oplevelse med seksuelle overtoner.

”Lasse interviewer mig, og mens han gør det, sidder han og rager på mig inde under trøjen. Jeg spørger, hvorfor han gør det, og han svarer, at det er vigtigt for den her filmrolle. Det er præcis sådan, jeg forestiller mig, at en slesk instruktør vil gøre for at komme i kanen med en skuespiller,” siger Anders Lund Madsen.

Seancen var planlagt til at fortsætte inde i soveværelset, men den unge aspirant var for modvillig.

”Jeg er glad for, at jeg havde en så sund reaktion. Jeg var jo i en situation, hvor jeg meget gerne ville gøre ham glad. Og knalder du ikke med instruktøren, så er du ikke med i næste film, men ender tilbage i folkeskolen.”

Betaget af teenagedrenge
Lasse Nielsen er i dag 67 år.

Støtten fra Det Danske Filminstitut stoppede efter Du er ikke alene, men han har igennem årene lavet en række privat finansierede og distribuerede kortfilm. De kredser typisk om unge drenges spirende seksualitet, er mere eller mindre homoerotiske og byder ofte på nøgne overkroppe.

”Jeg er sådan lidt en Michael Jackson-type. Jeg har det godt, når jeg er sammen med børn, fordi de ikke har fordomme. De dømmer ikke,” siger Lasse Nielsen, som i år har premiere på sin efter eget udsagn sidste film, Tim og fløjtespilleren.

”Jeg er betaget af teenagedrenge. Det har aldrig sagt mig noget at være sammen med de yngre, men femten-, seksten- og syttenårige med en flot, muskuløs overkrop er jeg stadigvæk ret betaget af. Jeg er ikke psykopat. Jeg ved godt, hvor grænsen går, og jeg kunne aldrig finde på at gøre noget uden at spørge først.”

Lasse Nielsen instruerede i 70’erne film med støtte fra Det Danske Filminstitut, men har siden måttet finansiere dem selv (foto: uoplyst).

Lasse Nielsen kan slet ikke genkende Anders Lund Madsens beretning. Men Madsen bakkes op af en anden børneskuespiller fra Du er ikke alene.

”Anders, jeg blev også udnyttet,” har René (hvis efternavn vi har valgt at udelade) skrevet på Facebook. Og han bekræfter i dag anklagen over for Ekko uden dog at ville uddybe.

Lasse Nielsen erkender, at han efter filmoptagelserne havde et forhold til René. Men han hævder, at det var den sekstenårige dreng, som tog initiativet og havde brug for at slippe væk hjemmefra. De så hinanden ugentligt i fire-fem år, hvor Nielsen betalte drengen for at gøre rent. Og så dyrkede de sex.

”Han var frygtelig liderlig. Vi snakkede en del om sex, og jeg sagde til ham, at han skulle lade være med at tænke på, om han var homo, eller hvad han var. Og jeg sagde også, at han måtte sige til, hvis der var noget, han ikke kunne lide,” fortæller Lasse Nielsen og tilføjer:

”Jeg har aldrig ødelagt nogens liv med at komme i bukserne på dem eller sådan noget.”

Private castings
De unge betragtede Lasse Nielsen som noget af en særling, mens Ernst Johansen fremstod som en rar og bamset hyggeonkel. Men det skulle vise sig at være en falsk tryghed.

Under optagelserne af Krigernes børn var to piger en morgen på grådens rand. En gruppe børneskuespillere har samlet sig for at tale om, hvad der skal vise sig at være en bombe under produktionen.

”Ernst havde holdt private castings hjemme hos sig selv. Her havde han forført pigerne, og de var meget skamfulde og dybt ulykkelige over det,” husker Janek Lesniak, der havde hovedrollen i filmen som krigerdrengen Nelo.

Flere piger fortalte enslydende historier om, hvordan de var endt i seng med 36-årige Ernst Johansen. Søren Hindborg, der spiller den modige Alfo i filmen og dengang var seksten år, husker opstandelsen.

”Jeg husker mest det chok, der opstod hos pigerne. De var ulykkelige over at finde ud af, at Ernst havde taget røven på dem alle sammen. Han havde lokket dem med forestillingen om, at de kunne være med i flere film. Det største chok var ikke, at de havde været i seng med en ældre herre, men at de var blevet snydt,” siger Søren Hindborg.

Også Hindborg beskriver Ernst Johansen som meget vellidt. Han gav en nærmest alfaderlig støtte, som de unge kunne læne sig op ad, når der var problemer.

”Når pigerne blev taget i røven på den måde, kan jeg da godt forstå, at de begyndte at tale om voldtægt. Jeg har dog ikke oplevelsen af, at nogen blev tvunget til noget som helst. De blev lokket af en smart instruktør og troede, at det var helt okay at gå i seng med instruktøren – at det var en måde at blive skuespiller på. Når man har børn i sin hule hånd, er det skræmmende at gøre den slags,” siger han.

Efterlyst af Interpol
Ifølge Søren Hindborg var der ikke megen hjælp at hente hos de voksne på filmholdet.

”Det var svigt hele vejen rundt. Ingen ville røre ved det – hverken producere eller skuespillere. Jeg er ret sikker på, at vi var til et fællesmøde med Ernst, hvor vi fik besked på at dysse det ned,” siger han.

De unge snakkede om at gå til politiet og melde Ernst Johansen, men man besluttede at vente, indtil filmproduktionen var overstået. Det skulle vise sig at blive en skæbnesvanger beslutning.

For ganske kort tid efter at pigerne havde fortalt om deres oplevelser, indtraf en tragedie. En femtenårig pige, der havde en af de mindre roller i filmen, kastede sig ud foran et S-tog ved Birkerød Station og tog sit eget liv på voldsom vis. Selvmordet afslørede Ernst Johansens forbrydelser, som nøje stod beskrevet i pigens dagbog.

Ernst Johansen instruerer sine unge skuespillere under optagelserne af Krigernes børn fra 1979 (foto: Panorama Film).

Men inden politiet kunne nå at gribe ind, havde instruktøren forladt landet, på flugt og efterlyst af Interpol.

I maj 1980 blev Ernst Johansen arresteret af lufthavnspersonale i Milano. Det var noget så harmløst som en franskbrødskniv gemt i bagagen, som fældede den danske filminstruktør, der var på vej til Sydamerika.

Hans flugt fra Danmark gik først til feriebyen Malaga, men han tog angiveligt til den italienske metropol for at få foretaget en plastisk ansigtsoperation, så han ikke kunne genkendes. Fængslet i Milano blev et barskt ophold, især fordi han i Danmark var sigtet for voldtægt.

”Hvis Ernst har gjort det, han er sigtet for, skal han selvfølgelig også have sin straf. Men derfor behøver man ikke straffe ham mangedobbelt ved at lade ham sidde så længe i dette fængsel,” sagde instruktøren Anders Refn dengang i Ekstra Bladet, hvor han berettede om sit besøg hos Ernst Johansen i fængslet.

Alle bollede med alle
I september 1980 vendte Ernst Johansen hjem til Danmark efter at have siddet fængslet næsten fire måneder i Milano og sultestrejket i protest over den lange sagsbehandling.

Han var oprindeligt sigtet for ulovlig tvang, men han slap billigt. Dommen blev afsagt i marts 1981 og lød på otte måneders fængsel for samleje med fire piger under femten år. Dermed var fængselsstraffen allerede udstået med den tid, instruktøren havde været varetægtsfængslet.

Men to år senere var den gal igen.

Ernst Johansen blev i 1983 dømt for at have forført en mindreårig pige til sex. Ekstra Bladet skrev dengang, at Ernst Johansen havde lokket pigen til at gennemspille en forførelsesscene og posere nøgen, hvorefter han forførte hende til samleje.

I dag har Ernst Johansen, der nu er 75 år, trukket sig tilbage og bor i Thailand. Ekko har været i kontakt med ham, men han ønsker ikke at udtale sig.

Lasse Nielsen fortæller, at han intet kendskab havde til Ernst Johansens overgreb, før de kom frem i offentligheden.

”Jeg havde ikke noget forhold til Ernst, da overgrebene fandt sted. Vi var dødeligt uvenner på det tidspunkt. Han var ude af mit liv,” siger Lasse Nielsen.­

Ernst Johansen havde allerede en dom for seksuel udnyttelse af mindreårige i forbindelse med sit arbejde som fritidspædagog. Han blev ifølge Ekstra Bladet idømt tre måneders fængsel og frakendt retten til at arbejde som pædagog. Men det forhindrede ham altså ikke i at arbejde med børn i filmbranchen, hvor ingen tilsyneladende kendte hans straffeattest.

”Jeg fandt først ud af det fire-fem år senere, da vi lavede Du er ikke alene, og det var derfor, at jeg brød forbindelsen med ham,” siger Lasse Nielsen og fortsætter:

”Du må huske på, at det var 70’erne. Alle bollede med alle, og alle røg hash eller cigaretter. Det var en helt anden tid. Man så noget anderledes på det seksuelle. Man tog det ikke så tungt, som man gør i dag, hvor man skruer det op til noget vanvittigt.”