Dengang jeg besøgte en fan i Stasi-fængsel
Vi kender ham som den altid optimistiske Benny med de alt for korte bukser, gule strømper og den udødelige replik: ”Skide godt, Egon!”
83-årige Morten Grunwald er den sidste, som er tilbage fra det charmerende trekløver. Og Olsen-banden, der i år kan fejre 50 år, vil altid ligge hans hjerte nært.
”Vi nød bare de sjove historier. Det var helt ukompliceret. Vi elskede de somre, og der var sgu aldrig nogen problemer. Solen skinnede altid på Olsen-banden,” husker han.
Grå og trist hverdag
For nylig stod det dog også lysende klart for Morten Grunwald, at Olsen-banden ikke blot var et hyggeligt bekendtskab, men havde en dybere dimension.
”Hun fortalte mig, at hun havde mødt en dansktalende guide ved navn Mike Fröhnel, som var inkarneret Olsen-banden-fan,” fortæller Morten Grunwald, der besluttede at tage ud til fængselsmuseet for at møde guiden.
”Det var en gribende oplevelse. Mike er født i 1965 og opvokset i det kommunistiske DDR. Han har aldrig kendt til andet end en grå og trist hverdag. Som teenager i 70’erne stifter han så bekendtskab med Olsen-banden, og det bliver en åbenbaring for ham.”
Lærte dansk med Olsen-banden
Filmene kom til at stå som en kontrast til Mike Fröhnels ellers så ensformige tilværelse.
”De smukke havne, landskaber og bygninger – dét var noget, Mike aldrig selv havde oplevet. For ham blev Olsen-banden drømmen om paradis,” siger skuespilleren.
Som teenager skaffede Mike både de tyske og danske vhs-film og kørte dem på to parallelle skærme.
”Det synes jeg simpelthen er en fantastisk historie. Han har lært dansk ved at terpe Olsen-banden-film, og i dag guider han på næsten fejlfrit dansk.”
Men det var ikke kun skønheden og det vestlige samfund, som fascinerede Mike. Det var også en fortælling om den lille mands kamp mod magthaverne. En kamp, den unge mand kunne identificere sig med som borger i et land, hvor den personlige frihed var stærkt begrænset.
Mike Fröhnel gik på gaden og kritiserede styret. En tidligere kammerat angav ham, og Mike blev fængslet for statsfjendtlig virksomhed.
”Da Muren faldt, havde han tilbragt seks år i fængsel, de to sidste i Stasi-fængslet, hvor han nu er guide,” fortæller Morten Grunwald. ”En af de værste ting, som han viste mig i Stasi-fængslet, var en meget smal celle, hvor man kun kunne stå op. Den brugte de til psykisk tortur.”
Nøgle til celle
Selv i den svære tid var ånden fra Olsen-banden stadig at spore hos Mike, der aldrig mistede humøret. Han lavede fis med fangevogterne og spurgte, om han og hans medfanger kunne få fire gin og tonic.
Men det var ikke kun Mike, som var betaget af den danske forbryderbande. Olsen-banden var blandt de få vestlige film, som slap igennem den stramme DDR-censur.
”Filmene blev kult, og Olsen-banden havde en kæmpe fanklub i Østtyskland,” siger Morten Grunwald. ”Folk elsker at identificere sig med de der banditter, der gang på gang forsøger at tage røven på storkapitalen. Enkelte gange lykkes det et øjeblik, men det ender altid med at gå galt. Det var jo også menneskeligt.”
Ved slutningen af mødet mellem Mike Fröhnel og Morten Grunwald går de to ind på Mikes kontor. ”Jeg har en gave til dig, Morten,” siger Mike og tager en lille metalkasse frem. I kassen ligger der en nøgle.
Benny har altid været kendt for at have en helt særlig dims, som kunne åbne alle døre. Ingen veje var lukket for den snedige bande. Mike fortalte, at nøglen i kassen var til celle nummer 120 – hans celle i sin tid. ”Den skal du have, Morten,” sagde Mike. ”For så ved jeg, at den aldrig vil blive brugt igen.”
Morten Grunwald
Født 1934 i Odense.
Uddannet ved Odense Teater 1957 og Det Kongelige Teaters elevskole 1960.
Blev folkeeje i rollen som Benny Frandsen i Olsen-banden og indspillede fjorten film i serien.
Direktør for Bristol Teatret 1971-80, Betty Nansen Teatret 1980-92 og Østre Gasværk Teater 1989-98.
Spillefilmkonsulent ved Det Danske Filminstitut 2001-2003.
Kommentarer