Dengang jeg delte seng med skandaleskuespiller

I 1960’erne, da jeg endnu var en ung mand i branchen, meget ung, oplevede den danske filmindustri mange amerikanske og engelske produktionsselskaber, som lejede sig ind i vores studier.

Vi var billige med små hold og havde ingen fagforening. I et vist omfang lagde vi også teknik og arbejdskraft til. Kun chefposterne var amerikanske eller engelske.

En bestemt engelsk film – Affæren Christine Keeler, som fik dansk premiere i 1963 – blev en noget speciel oplevelse for mig. En kostbar produktion, som skulle have været lavet på Pinewood-studierne uden for London.

Filmen handler om en ung, ihærdig kvinde, den 22-årige Christine Keeler, som i 1960’erne gik i seng med både den russiske militærattache i KGB og den engelske forsvarsminister John Profumo. En saftig skandale, som rystede England, og den konservative regering fik produktionen forbudt.

Producenten John Nasht flyttede filmen til Danmark. Her kom jeg ind i billedet. Jeg var på alder med Christine Keeler og mindst lige så ihærdig.

John Nasht hyrede filmfolk fra sin suite på toppen af SAS-hotellet, og jeg fik jobbet som ”local manager”. Det betød, at jeg skulle være praktisk gris med hensyn til at lave aftaler med filmholdet og statister samt skaffe de nødvendige tilladelser.

At jeg spiste kirsebær med de store, opdagede jeg snart.

Druk, stoffer, spjældture
Bank of England spærrede for al overførsel af penge fra London, og arbejdet i Danmark blev derefter betalt med kontanter. Jeg fik overrakt den ugentlige attachémappe stoppet med pundsedler.

Ingen spørgsmål, bare videre til bogholderiet, så lønninger og regninger kunne betales. Rystende for en ung uskyldighed.

Vi var konstant belejret af pressen, som ikke på noget tidspunkt fik adgang til studiet. Alle rettigheder til presse og fotos var købt af det franske ugeblad Paris Match.

Christine Keeler – spillet af Yvonne Buckingham – boede sammen med societylægen Stephen Ward, og det var ham, der førte hende sammen med KGB-obersten og den engelske forsvarsminister.

Lægen blev spillet af John Drew Barrymore, der senere blev far til Drew Barrymore. Mit møde med ham blev uforglemmeligt. Barrymore havde alle de laster, man kunne have. Han var i sin Hollywood-karriere berygtet for druk, vold, spjældture og stoffer.

Under indspilningen af Keeler-filmen levede han fint op til sit rygte. På grund af orgier og ballade blev han smidt ud af det ene hotel efter det andet. I studiet var han det meste af tiden skæv af stoffer og havde helt utilregnelige skift med depressioner og selvbebrejdelse.

Bodyguards fra politiet
Det blev for meget for John Nasht.

Han fik den idé at hyre et par bodyguards, som skulle forhindre kontakt mellem Barrymore og de slemme drenge i Københavns natteliv. Jeg kontaktede vores forbindelse i politiet, og hurtigt meldte der sig et par betjente til jobbet.

Barrymore havde accepteret arrangementet, men da betjentene mødte op i studiet, var de i fuld uniform, og Barrymore gik bogstavelig talt helt amok ved synet. Det hjalp ikke at fortælle ham, at de selvfølgelig ville være i civil, når de skulle passe på ham.

Desværre var den næste gode idé, John Nasht fik, at jeg overtog tjansen.

Jeg bookede et værelse på Vestersøhus, og så stod den på rødvin og steaks på restauranten De Syv Små Hjem. Det blev faktisk hyggeligt. Barrymore viste sig fra sin bedste side, men jeg så alligevel med bekymring frem til natten.

Kuffert med digte
Jeg kravlede i dobbeltsengen, og han tussede rastløst rundt på værelset og så ikke ud til at ville falde til ro. Pludselig besluttede han sig.

Han havde ikke megen bagage med sig bortset fra en gammel kuffert, som han med besvær fik lukket op. Han havde fundet på et eller andet, og det bekymrede mig.

Kufferten var imidlertid fuld af papirer, og næsten genert fortalte han, at han skrev digte. Så fulgte en stor og mærkelig oplevelse.

I lang tid gik han frem og tilbage på gulvet og læste op. Det var flot. Han så ikke på mig, han var væk i sine digte, og jeg oplevede et helt andet menneske end den galning, ingen kunne lide.

Et mærkeligt og ulykkeligt menneske så langt fra den lumre film, han spildte sit talent på.