Dengang jeg drog af sted

Det kan godt være, krigen bringer det værste frem i mennesket. Men ikke sjældent bringer den det bedste frem i kunsten.

The Soldier. Intet nyt fra vestfronten. Farvel til våbnene. Hyldest til Catalonien. Slagtehus 5. Catch-22. De nøgne og de døde. Bliktrommen. Hvor var du, Adam? Dommedag nu. The Deer Hunter. The Killing Fields. Full Metal Jacket. Saving Private Ryan. Jarhead. Og hvis vi betragter Den Kolde Krig som krig, selvfølgelig også Dr. Strangelove.

Danmark har ikke de store traditioner for at gå i krig. Og godt det samme, for vi plejer at tabe. Alligevel har vi været småkrigsførende de sidste, små to årtier. Først var der Golfkrig I. Så var der krigene på Balkan. Så var - og er - der Afghanistan. Og sidst, men ikke mindst: Irak.

Mærkelige og abstrakte har de været, alle sammen. Nogle få hundrede professionelle soldater foldet ind i store, væbnede styrker under FN- eller USA-kommando. Ikke i krig for noget konkret - at blive fri for fjendtlig besættelse eller, for den sags skyld, at erobre territorium. Men i krig for abstrakte principper som sikkerhed, menneskerettigheder eller vestlige værdier i al almindelighed.

Selv om krigen bliver konkret, når danske soldater bliver dræbt i det, man ikke har lyst til at kalde arbejdsulykker, er det svært at forstå, at Danmark er i krig. Det er, som om udtrykket betyder noget andet end det, der foregår i Afghanistan. Skønt jeg på den anden side ikke ved, hvad man så skal kalde det. Det amerikanske folkevid siger, at man ikke kan være delvist gravid. Det er sandt nok, og derfor kan man heller ikke være delvist krigsførende. Ikke desto mindre synes jeg faktisk, det er lykkedes for dansk udenrigspolitik at være delvist gravid i årtier.

Pseudosucces
De store krigernationer har deres egen krigskunst. Men hvad med Danmark? Gennem to årtier har vi været krigsførende. Har det ført krigskunsten med sig? Og hvis ja: Hvordan tager den sig ud i sammenligning med anden krigskunst?

Der er enorm variation i kvaliteten af dansk krigskunst. Den værste er tæt på elendig. Den bedste har en karakter, så man dårligt kan ryste den af sig igen.

For at starte med en decideret dårlig film, så er Kathrine Windfelds Flugten - uden formildende omstændigheder - dræbende kedelig og uvedkommende. Filmen handler om en dansk journalist (Iben Hjejle), der undslipper et fangenskab i Afghanistan og hyldes som en heltinde, indtil den afghanske dreng, der hjalp hende med at flygte, dukker op i Danmark og forårsager diverse moralske kvababbelser. Ifølge presseklip er både bogforlægget og filmen en succes. Men i så fald en underlig pseudosucces. For eksempel har jeg aldrig mødt nogen, der har læst bogen. Jeg har aldrig oplevet nogen, der forlængede bogens liv ved at omtale den eller gøre brug af dens indsigter i den almindelige, sociale omgang.

På samme måde med filmen: masser af anmelderstjerner og positive citater på dvd’ens cover. Helt ærligt, har anmelderne set filmen? Den fungerer jo ikke som film. Karaktererne er enten ligegyldige eller utroværdige. Historien slæber sig af sted på flade dæk. Og psykologien er ...
hvordan skal jeg sige det pænt, jo, fuldkommen fraværende.

Så vidt jeg kan se, er der tale om et sjældent eksempel på, at man så at sige går efter manden - på den gode måde: Forfatteren er flink. Instruktøren er flink. Skuespillerne er flinke. Problemet er vigtigt. Og så roser man bare - uden at se på filmen, der er dødfødt.

Sublimt menneskelig
Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Den hemmelige krig er ikke et kunstværk. Den er en kronik i en regeringsfjendtlig avis. Kronikkens forfatter er skeptisk over for krigsførelsen i Afghanistan og ikke mindst over for, om Danmark overholder de internationale konventioner.

Well, det er jeg sådan set også. Men hvem tror, at alle konventioner bliver overholdt til punkt og prikke i en krig? Der er ikke engang nogen, som overholder færdselsloven på en ganske almindelig tirsdag i København, hvor der ikke er noget pres fra fjendtlig beskydning, ingen landminer, ingen - ikke engang på Nørrebro - gale mennesker, der pønser på at tage dig til fange og save dit hoved af med en sløv brødkniv.

War is hell, sagde general Sherman. Og folk, der tror andet, er totalt naive. Det er godt, at der findes konventioner, og de skal selvfølgelig overholdes så langt, det er muligt. Men når det kommer til sandhedens øjeblik - ham eller mig? - er det kun en selvmorder, der tænker "hov, hov, husk lige Geneve- konventionen". Det er krigens dilemma. Det vil vi vide noget om. Men vi hører intet.

I området mellem den bløde mellemvare og det decideret gode placerer jeg Susanne Biers Brødre, Christoffer Boes aktuelle Alting bliver godt igen og tv-serien Forbrydelsen II. Skønt man kan og skal fremhæve mange kvaliteter, ender disse historier, hvor de gør, fordi de i en vis forstand slet ikke handler om krigen. Brødre er et virkelig godt trekantdrama, men det er en MacGuffin, at den ene mand lige præcis er i Afghanistan. Han kunne have været alle mulige andre steder, for det afgørende er, at han er væk, så Klods-Hans kan komme i spil som elsker.

Alting bliver godt igen er cirka ti gange mere Christoffer Boe end Afghanistan. Ligesom Forbrydelsen II handler den om hjemmefronten, ikke om fronten. Om politik og paranoia. Og selvfølgelig om en Christoffer Boe’sk mand, der er fanget i en labyrint. Endelig er der serien af dokumentarfilm fra TV 2’s serie Vores krig, der løber hen over skærmen i januar og februar. Dem er jeg begejstret for. På hver deres måde er de vedkommende, tankevækkende, rystende, rørende
- eller kort sagt: sublimt menneskelige.

Mads Ellesøes nærbillede af en kriger (Far, far, krigsmand). Laurits Munch-Petersens dobbeltportræt af to stærke og eftertænksomme kvinder, der venter på deres mænd - den ene forgæves, da hendes mand falder i Afghanistan. Anders Gustafssons rørende Drengen, der ville i krig - om en sød og blød lille dreng, der vil være soldat som sin far, der i øvrigt ikke engang er så meget soldat, at det gør noget. Kasper Torstings fine film om mennesket Søren Gade (Krigsminister).

Og sidst, men ikke mindst Ole Bornedals rystende og hjertegribende portræt (Kære Elena og Niels) af et forældrepar, der har mistet deres dreng i krigen. Ranke og værdige, men knuste af sorg.

Eksistentiel alvor
En krig er en ekstrem situation: en kamp til døden. Derfor er det selvfølgelig også kun døden, der gør krigskunst interessant. Men det gør den til gengæld ekstraordinært interessant. Hvordan forholder man sig som individuelt menneske til, at man selv kan dø?

”If I should die, think only this of me: That there’s some corner of a foreign field that is forever England,” skriver Rupert Brooke i digtet The Soldier fra 1914. Sådan kan man se på det. Døden kan også komme, mens man holder fast i sine venner og kalder på sin mor, som det er tilfældet i Saving Private Ryan. Det er vist mere realistisk. Og så kan man være subtil: Send en flok Rupert Brooke’r i krig i Vietnam og lad dem erfare, hvad der ligger bag overskriften Intet nyt fra vestfronten. Det kunstneriske greb i The Deer Hunter, som bekendt.

Hvordan forholder man sig som menneske til, at det pludselig er en pligt at bryde det femte bud? Er et moralsk liv og levned overhovedet muligt, når det er præmissen? Eller dør man selv, når man dræber - blot med en vis tidsforskydning?

Er der noget, som kan berettige de ofre, krigen kræver? Er det virkelig rigtigt, at man bør kæmpe for alt, hvad man har kært? Eller skal man overgive sig og satse på, at der måske og forhåbentlig bliver fundet en mindelig ordning?

Det har altid været sådan noget, der gør krigskunst interessant, hvad enten den er glødende idealistisk - som Brookes digt - eller kras realistisk som det meste af den gode krigskunst fra det tyvende århundrede.

Det, der skiller den gode krigskunst fra den dårlige, er simpelthen, at den har noget med krigens væsen at gøre. Om den danske regering er dum, eller om nogle reglementer er overtrådt, eller om der stikker en konspiration under ... det er simpelthen for slapt og ligegyldigt i forhold til den eksistentielle alvor, enhver krig repræsenterer.

Den gamle verden
Jeg læste engang en passage hos den spanske sociolog Manuel Castells, som tog et eksistentielt greb i mig. Passagen, der stammer fra The Rise of the Network Society, handler om den voldsomme død.

Pointen er, at i den gamle verden - det vil sige til og med Første Verdenskrig - var essensen af at være mand, at man skulle forberede sig på at lide en voldsom død. Det var samtidig en væsentlig grund til, at kvinder fandt sig i patriarkatet, nemlig at mænd var parate til at gå i døden for at værne om fællesskabet.

Problemstillingen beskrives i noget så tilsyneladende banalt som den danske krigs Fotosang Dengang jeg drog af sted, som Peter Faber forfattede i forbindelse med Treårskrigen 1848-50:

”Dengang jeg drog af sted, / min pige ville med. / Det kan du ej min ven, / jeg går i krigen hen, / og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen. / Ja, var der ingen fare, så blev jeg her hos dig, / men alle Danmarks piger, de stole nu på mig.”

Så lakonisk var det muligt at sætte døden i perspektiv i den gamle verden. Når landet er truet, har kvinderne kun mændene at stole på. Og mændene klynker ikke. Tværtimod er de stolte af det offer, de bringer, fordi det giver mening:

”Når dem, vi stole på, / i krigen monne gå, / hvem skal så pløje markerne, og hvem skal græsset slå? / Ja, det er netop derfor, vi alle må af sted, / for ellers kommer tysken, og hjælper os dermed.”

Der er ikke længere nogen i den vestlige verden, der i fuld alvor kan skrive noget, der minder om Dengang jeg drog af sted. Til gengæld vil jeg tro, at hvis talibanerne satte mere pris på munter marchmusik, end de gør, ville sangen være lige noget for dem. For set fra Talibans synspunkt må Peter Fabers beskrivelse af krigens grundkonflikt og den enkelte soldats eksistentielle udfordring sidde lige i øjet.

Selvspejlende kunst
Det, man kan undre sig over, når man betragter dansk krigskunst, er, at den ikke siger noget særligt om døden. På den nye krigs og den nye verdens præmisser, naturligvis. Er det, fordi døden er for svært et emne?

I den gamle verden var den voldsomme død et vilkår for mænd. I den nye verden er døden en skandale. Oven i købet af værste slags: en af dem, der hverken kan undgås eller klages over.

Man kunne mene, at unge mænds voldsomme død var så meget desto mere påtrængende et emne: Hvad gør risikoen acceptabel? Føles den acceptabel, når man bliver ramt og mærker, at livet er forbi? Kan man tillade sig at tænke så gammeldags, når man har kvinder, børn og familie derhjemme?

I gamle dage sagde man, at kunst handler om, hvad mennesket er for en størrelse. Det forekommer mig, at mange kunstnere har opgivet det synspunkt. I stedet vil de hellere se sig i spejlet og tale om, hvad kunst er for en størrelse. Men som krigens alvor viser, bliver den fiktive fortællekunst overhalet af dokumentarismen, med mindre den tager sig selv op til overvejelse.

Hvis den vil behandle krigen, er det eneste udgangspunkt, der giver gode resultater, tilsyneladende stadig, at kunst handler om, hvad mennesket i grunden er for en størrelse.