Dag 3: Dengang mor var pige

Det skorter på stjernestøv på årets Berlinale. 

Så længe biografdistributionen står i stampe, ruller selskaberne ikke den røde løber ud på filmfestivalerne. Derfor handler festivalerne mere om at gå på opdagelse i verdens filmkunst end om at få en forsmag på årets filmkalender. 

Men én film, der ikke har brug for ekstra opmærksomhed, er franske Céline Sciamma. Instruktøren er en verdensstjerne efter det sanselige historiske kærlighedsdrama Portræt af en kvinde i flammer. 

Ti år efter debutfilmen Tomboy er hun igen i konkurrence i Berlin. Og denne gang ligner hun en favorit til Guldbjørnen. 

Den følsomme børnefilm Petite maman er en vidunderligt empatisk og universel fortælling, der udforsker det ulige forhold mellem barn og forælder ved at udligne aldersforskellen imellem dem. 

Da bedstemor dør, overnatter den otteårige Nelly og hendes mor i bedstemorens hus, indtil forældrene har ryddet boet. Nelly savner sin bedste, og hendes død rumsterer i hovedet på den tænksomme lille pige. 

Men mest af alt er hun bekymret over sin sorgramte mor. 

Da hun en dag går på opdagelse i skoven bag huset, møder Nelly en lille pige på sin egen alder. Marion ligner Nelly til forveksling, og hun byder på varm kakao i et hjem, der er identisk med bedstemorens. 

De bliver fortrolige legekammerater, et helle for Nelly, mens hun forsøger at forstå sin egen og mors sorg. 

Flyvske pandekager
Céline Sciamma har en uudtømmelig ømhed for sine personer, og hun viser med små poetiske greb vej ind i et barnesind fuldt af fantasi, nysgerrighed og alvorsfuld visdom. 

Det er en fintmærkende og simpel skildring af et af barndommens store vendepunkter: erkendelsen af, at ens forældre engang har været børn som én selv. 

Et stort emne, men Céline Sciamma gør historien afvæbnende let og altid i øjenhøjde med den lille hovedperson. 

Hun har samme solidariske tilgang til børn som den japanske animationsinstruktør Hayao Miyazaki, som hun tidligere demonstrerede i sit manuskript til den smukke animationsfilm Mit liv som squash. 

Men Petite maman er mere livlig end nogen animationsfilm. Det skyldes de præstationer, instruktøren lokker fra søskendeparret Joséphine og Gabrielle Sanz, der spiller Nelly og den otteårige Marion. 

De er uforfalsket barnlige, når de vender en pandekage i luften, og den ender i vasken, og når de med alvorlig mine vender livets store spørgsmål uden alle voksenlivets komplikationer. 

”Hemmeligheder er ikke altid ting, vi forsøger at skjule,” siger Marion på et tidspunkt. ”Nogle gange er der bare ikke nogen at fortælle dem til.” 

Petite maman føles langt større end dens kun 72 minutter burde kunne rumme. 

Naivistisk eventyr fra Georgien
Tempoet er anderledes afslappet, for da ikke at sige adstadigt, i den to og en halv time lange georgiske konkurrencefilm What Do We See When We Look at the Sky? 

Her mødes et ungt par, Lisa og Giorgi, og aftaler et stævnemøde dagen efter. Men skæbnen vil det anderledes. Et ondt øje overværede deres møde og forbandede dem, så de dagen efter vågner op og ser helt anderledes ud. 

Parret længes efter at være sammen, men er dømt til ikke at kunne genkende hinanden. 

Den eventyrlige præmis forklares af en alvidende fortællerstemme, der taler med samme faderlige tålmodighed, som Thomas Winding fandt frem, når han lagde stemme til gamle Astrid Lindgren-filmatiseringer. 

Aleksandre Koberidzes film er en naivistisk og underfundig eventyrfortælling, fortalt i et lidt rigeligt tålmodigt tempo, men med en smitsom menneskeglæde. 

Giorgi finder et job som gadegøgler rundt om hjørnet fra den café, hvor han skulle mødes med Lisa, og hvor hun har taget et job i håbet om, at han en dag vil komme. 

Men deres romance er også en løst fortalt baggrund til instruktørens kærlighed til stedet. Kameraet dvæler konstant ved byens forfaldne eller istandsatte arkitektur, de gamle statuer i parken, de saftfulde grønne trækroner, floden der løber gennem byen og giver en kold brise om sommeren. 

Ungarsk antologifilm er hård kost
Også den ungarske Forest – I See You Everywhere udforsker et sted og et miljø, navnlig Budapest malet i nuancer af personlig dysfunktion. 

Instruktøren Bence Fliegauf er i hovedkonkurrencen med en åndelig opfølger til debutfilmen Forest, som bestod af en række intense, små fortællinger om mennesker i krise. 

Hans nye stykker seks scener sammen til et brutalt dyk ned i betændte forhold og frustrerede mennesker. 

En teenagepige taler bevæget om, hvordan forældrenes skænderi juleaften førte til, at moren kørte sig ihjel i en bilulykke. En kameramand skændes bittert med sin jaloux kæreste om en af hans veninder, der er forsvundet. En intelligent dreng irettesætter sin bibelforskrækkede mor, der vil forbyde ham at spille Dungeons & Dragons. 

Hver scene udfolder sig som et heftigt kammerspil med skrål, skrig og tårer, bakket op af tragedietung musik og en æstetik, der fremmaner kommunisttidens forfaldne tristesse. 

Det er effektiv, men teatralsk dramatik, store armbevægelser i nogle skrevne og meget lidt troværdige situationer.