Top 7: Denis Villeneuve

Skal man tro filmtrommerne, hedder de kommende års mest interessante blockbuster-instruktør Denis Villeneuve.

De senere år har canadieren sprøjtet film ud til stor begejstring for både publikum og anmeldere, og nu kommer hans nye Sicario (endelig!) til landet. Den vil med garanti ikke blive nogen undtagelse – læs Ekkos anmeldelse!

Det helt særlige ved 48-årige Villeneuve er hans mesterlige greb om fortællingen. Den canadiske instruktør kan skabe en visionær og flerstrenget historie, som man kan se for den blotte spænding, action og underholdning, men den besidder også dybereliggende lag. 

For begynder man at gå filmene efter i handlingssømmene, kan man pludselig få en helt anderledes og særpræget tilgang til Villeneuves hovedpersoner, der ofte er kamæleoner forklædt som relativt normale mennesker.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at instruktøren er blevet udvalgt til at lave opfølgeren til Blade Runner. Den film foregår jo netop i en verden, hvor mennesker er distancerede, og hvor effekter og forstyrrelser er selve filmbilledets essens.

Men som instruktør er Villeneuve også kendt for at være en mand, der arbejder hurtigt og impulsivt. Hans første syv spillefilm svinger da også i kvalitet – men aldrig i flertydighed.

Her følger de alle sammen i rangeret orden. Vi begynder med den svageste og arbejder os opad.

7. Un 32 août sur terre (1998)

I debutfilmen har Villeneuve ikke helt fundet sine filmben endnu.

En ung kvinde bliver involveret i en slem trafikulykke, og det sætter tanker i gang hos hende. Hun rejser ud på en tur med sin ven, hvor de lærer om hinanden, om kærlighed og ikke mindst om ensomhed.

Filmen er uden tvivl den mest tyndbenede historie i Villeneuves produktion.

Blikket er dystert, og det kan man lige så godt vænne sig til, hvis man ser en Villeneuve-film. Billederne fortæller nemlig konstant én, at der er noget lurvet på færde, men ofte må man selv finde ud af, hvad det er.

Dog bliver det hele for kringlet og teknisk i debuten, men visionerne om at skabe et anderledes filmisk blik er uden tvivl til stede.

6. Prisoners (2013)

På mange måder så klassisk Villeneuve, at det næsten bliver for klassisk.

Da to små piger forsvinder, og politiet må løslade den mistænkte, tager den ene piges far sagen i egen hånd.

Billederne er dystre og gruopvækkende, mens skuespilpræstationerne af Hugh Jackman, Jake Gyllenhaal og Paul Dano er uovertrufne. Alligevel sidder man hele tiden og tænker over, hvad det er, Villeneuve nu vil sige.

Man venter ganske enkelt på, at filmen enten tipper til Jake Gyllenhaals politimands rationelle verdensbillede eller til Paul Danos mistænkte, udviklingshæmmedes uklare forestillingsverden. I stedet forsøger Villeneuve at balancere imellem disse med Hugh Jackman som selvtægtsfamiliefaren, og det hele er bestemt spændingsmættet, men også næsten for logisk.

5. Polytechnique (2009)

En decemberdag udsættes Montreal for en sort-hvid massakre i Villenuves nok mest kompromisløse værk til dato. Sneen daler, og på en uddannelsesinstitution møder de unge ind til undervisning uden at vide, hvad der rammer dem.

Det, der så rammer dem, er en ung mands galskab – og en instruktørs benhårde vision.

Med et roligt og registrerende kamera filmes en skolemassakre, som om det bare var en helt naturlig ting. Morderen udstilles ikke specielt. Ikke engang selv om han, med sit skarpladte gevær, tydeligvis går efter unge kvinder frem for unge mænd.

Det er et eksistentielt drama, hvor tempoet stille og roligt trækkes ud i takt med mordene, og man sidder som tilskuer tilbage og trækker vejret fredfyldt på trods af denne ufattelige massakre.

Kun en ekstraordinært modig instruktør tør gøre dette. Ved ikke at betone galskab som andet end et samfundsproblem retter Villeneuve kameraet imod os, der sidder og ser med.

4. Malström (2000)

Villeneuves kun anden spillefilm er på mange måder både sjov og uhyggelig. Ja, den er vel nærmest en slags lignelse fra den canadiske virkelighed.

Alene det faktum, at en fisk agerer fortælleren i historien om en kvinde, der i stigende grad mister sig selv i den moderne, åleglatte verden, er i sig selv tosset.

På forunderlig vis sidder man som tilskuer og frygter, at man simpelthen bliver koblet af filmens verden ligesom dens hovedperson.

Ved konstant at arbejde med dystre billeder skaber Villeneuve en underliggende fortælling, der handler om uansvarlighed og moral i en verden, der er ved at gå op i ironi og distance.

Ufatteligt elegant og bittermorsomt eksekveret.

3. Nawals hemmelighed (2010)

Uden tvivl den mest rørende film, Denis Villeneuve til dato har stået bag.

Et tvillingepar, der som børn flygtede fra Mellemøsten forsøger at finde hoved og hale i deres afdøde mors hemmeligheder, og hver eneste scene er så sørgelig, at man røres mere end i nogen af instruktørens andre film.

I sig selv er det en præstation at kunne bruge operamusik, uden at det bliver klichéfyldt. Filmen handler ikke mindst om sammenstødet mellem religion og nutid i Mellemøsten, mens det samtidig vælter frem med symboler, der giver mindelser om lignelseshistorien i Malström ti år tidligere.

Samtidig formår Villeneuve at sløre plottet mere og mere, men så også at trække det ganske ukarakteristisk tilbage på sporet mod slutningen.

2. Sicario (2015)

Det politipolitiske spil er ubegribeligt spændende i Villeneuves premiereaktuelle film, men igen er det kun ét af handlingslagene.

For egentlig handler denne mørke filmperle lige så meget om en ambitiøs FBI-betjent og hendes mere og mere opgivende attitude over for verdenen.

Det er en benhård samfundskritik, der vælter ind og ud imellem de spændingsmættede scener, og en vild historie om politiets kampe mod mexicanske narkokarteller i grænselandet mellem USA og Mexico.

Intet er, som det ser ud til at være, men Sicario tør fortælle en historie om idealer i en verden total blottet for menneskelig moral. Filmen er bestialsk, men også allerhelvedes fascinerende.

Særligt fordi musikken hele vejen igennem river og flår i én, så man til sidst er helt ør i hovedet, og filmen bliver samtidig et ypperligt eksempel på, at man kan se Villeneuves film som ren og skær spænding, men også tage en hel del andet med sig ud fra biografmørket. Hvis man vil.

1. Enemy (2013)

Jake Gyllenhaal spiller de to bærende roller i filmen, der på mange måder er et fortrinligt sindbillede på Villeneuves vision.

Gyllenhaal er en småtrist underviser, som pludselig opdager, at han har en dobbeltgænger i form af en ekstrovert skuespiller. Jo mere vi lærer om de to, jo mere i tvivl bliver vi om hele filmens, ja, hele verdens præmis.

Alt er kryptisk, og intet er, som det giver sig ud for at være. Villeneuve sender konstant vores opmærksomhed i nye retninger med brud i billeder, fortælling og lyd.

Enemy truer med at falde fra hinanden i hver eneste scene, men i filmens indre ligger der rent faktisk en større fortælling og simrer om dig, mig og os alle sammen.

Hvis vi altså bare kan finde ud af at tyde den.