”Der er brug for oprydning i filmbranchen”

415 mennesker med tilknytning til den danske filmbranche har skrevet under på et brev, der er en bøn om at ændre det barske arbejdsmiljø, som hersker flere steder.

Prominente navne som skuespillerne Bodil Jørgensen og Ellen Hillingsø og instruktøren Charlotte Sieling er blandt dem, som bakker op om at gøre Danmark til et sted, hvor filmarbejdere ikke skal sætte helbredet på spil i kampen for at halse efter en hektisk produktionsplan.

”Alt, hvad jeg laver, handler om bevidsthed, og det er derfor, jeg har skrevet under. Vi er nødt til at blive bedre til at forstå, hvem vi er, og hvordan vi opererer,” siger Charlotte Sieling, der startede karrieren som skuespiller.

”I 1980’erne gik det ikke op for mig, at det var mærkeligt, at vi kun var to kvindelige skuespillere på Det Kongelige Teater i en Shakespeare-forestilling, mens der var tretten mænd. Men vi må hele tiden udvikle os.”

Charlotte Sieling er på forsiden af det aktuelle Ekko og har den 16. september premiere på sin storfilm Margrete den Første. Og mens instruktøren har kæmpet sig til toppen, vil hun gerne gøre vejen nemmere for andre.

”Jeg sidder bare i mit lille hjørne og har fået lov til at gøre, som det passer mig. Det har taget mange år at bringe mig selv i den position, men det er svært at sige fra, hvis man laver sin første film.”

Kamp for at være billigst
Det er særligt dem, hvis navne optræder længere nede i rulleteksterne, der er udsat, mener en anden underskriver og instruktør, Kristian Håskjold.

”Som instruktør er det ikke mig, det går værst ud over. Det er dem lavere i hierarkiet, der skal løbe de ekstra meter og gøre ting, der egentlig ikke kan lade sig gøre. Derfor er det problematisk at skulle gøre det billigere og billigere,” siger Kristian Håskjold.

Han vandt i 2018 ved Ekko Shortlist Awards med Forever Now, og senest blev instruktøren nomineret til en såkaldt baby-Oscar med Young, hans afgangsfilm fra uddannelsen Super16.

”Folk i branchen får stress, og det er synd, hvis man ikke kan arbejde med film og serier uden at gå ned med flaget. Så det er på tide at råbe vagt i gevær.”

For tidligt salg
Kristian Håskjold ser især et problem i, at projekter bliver solgt til tv-stationer, før der er lavet et helt gennemarbejdet og realistisk budget. Hvorefter tv-stationerne tvinger producenterne til at overholde det urealistiske budget.

På den måde lægger filmfolk et pres på sig selv, som de ikke kan leve op til.

”Jeg vil i fremtiden hellere stoppe et projekt, hvis dem med pengene ikke vil lægge det, som man realistisk kan lave projektet for. Så vil jeg hellere lade være eller fortsætte med at prøve at finde pengene,” fortæller Kristian Håskjold.

”For mig handler en kunstnerisk vision også om at finde nogle kompromiser. Man kan omskrive sin historie til det, der kan lade sig gøre. Jeg ville have en dårlig smag i munden, hvis mit hold var ved at knække nakken for at imødekomme min vision. Det er lige så vigtigt med et godt arbejdsmiljø.”

Presser citronen
Et godt arbejdsmiljø er også essentielt for folkene foran kameraet. Men også skuespillerne oplever, at en forhastet produktionsplan gør det svært at finde tid til fordybning.

”I en mindre rolle er du måske kun på optagelse en dag eller to. Alligevel kan jeg mærke, at der skal nås rigtigt meget. Der er slet ikke tid til snak inden eller bare en lille prøve,” siger Lotte Munk.

Hun har medvirket i store DR-serier som Broen og Forbrydelsen og har gennem årene oplevet, at man må finde sig i hårde vilkår, fordi der er så mange om buddet.

”Producenterne har mulighed for at presse citronen, fordi de godt ved, at der bare er en anden, som vil tage rollen til en given løn, hvis man ikke selv gør det.”

”Sådan har det måske altid været, men efter 25 år i branchen gider jeg det ikke mere. Så vil jeg hellere lave noget, hvor man får nogle ordentlige vilkår,” siger Lotte Munk.

Hun vil gerne slå et slag for unge filmfolk, som er på vej ind i branchen.

”Det er vigtigt for mig, at den næste generation bliver opmærksom på, at man kan stå sammen om at skabe nogle bedre arbejdsforhold. De skal ikke ligge under for det. Vi skal have lavet om på, at man skal dukke nakken og bare følge med, hvis man vil være noget ved musikken.”

Styrke i sammenhold
De mange underskrivere har vidt forskellige baggrunde og dermed også hver sin bevæggrund til at skrive under på brevet.

Men tidens fokus på overgreb har været med til at bane vejen for en samtale om ordentlig opførsel.

”Jeg har ikke selv oplevet sexchikane i branchen, men jeg kender andre, der har. Og med den viden er det vigtigt at skrive under. Det har været normaliseret, og det er vigtigt at sige fra over for det,” siger skuespilleren Adam Ild Rohweder.

Han er kendt for Ekko Shortlist-vinderne En flirt, der handler om et overgreb på en avisredaktion, og Lulus første gang. Lige nu er han aktuel i biograffilmen Hvor kragerne vender.

”Brevet tager et nyt skridt ved at fokusere på arbejdsmiljøet. Adfærden er et problem. Der er folk, som opfører sig bøllet med en grim tone eller dårlig behandling af folk. Og der er nogle gange en hierarkisk orden i branchen, hvor man bare skal være glad for det, man får. Det skal der laves om på.”

Adam Ild Rohweder har indimellem måttet kæmpe for sin ret og fundet styrke i sammenhold med deres kolleger.

”En dårlig tone har jeg oplevet i forhold til lønforhandlinger. Selvfølgelig prøver producenter at spare penge, men det kan blive meget lovligt bramfrit og ubehageligt,” siger Adam Ild Rohweder.

”Jeg snakker gerne om løn med mine medspillere, for det stiller os stærkere. Men det falder ikke altid i god jord hos den leder, man skal forhandle med. Det kan godt være op ad bakke at have en samtale om, hvorvidt man overhovedet må tale om sin løn med kollegerne.”

Barsk revolution
Designeren Jim Lyngvild har i kraft af sin status som en af landets førende modefolk været omkring filmbranchen i ny og næ.

Derfor har brevet om arbejdsforholdene i branchen også fået hans opmærksomhed. Og han slår til lyd for, at filmbranchen må gøre sit for at få ryddet ud i de brodne kar, som gør livet surt for filmarbejdere.

”Der skulle en #MeToo-bevægelse til, før det opgør blev taget. Og der skal noget drastisk til, for at tavlen kan viskes fuldstændigt rent, og vi kan starte forfra. Det vil jo betyde, at der skal rulle hoveder, og det må ske, før noget kan ændre sig,” mener Jim Lyngvild.

”Revolutioner er jo barske, og nogle må lide under det, mens andre kan vinde. Man kan ikke bare sige: ’Vi gør det bedre næste gang.’ Det ændrer ikke en kultur! Der skal være en oprydning, og den er grim, men sådan er livet.”

Livet som høstarbejder
De forskellige filmfolk siger alle, at det er en meget kompleks problemstilling, som brevet adresserer. Og mindst en af underskriverne nærer ikke de store forhåbninger om, at opråbet vil ændre noget.

”Det er jo sådan noget, man skriver under på, fordi man ikke kan være uenig i det. Det er som at være imod klimaforandringer eller drab på babysæler. Desværre vil det næppe betyde forandringer, for filmarbejdere er dårlige til at rotte sig sammen,” siger fotografen Morten Søborg (Hævnen og De forbandede år).

”Jeg har svært ved at se filmarbejdere gøre ligesom stilladsarbejderne, men det her er jo en arbejdskamp. Jeg er en gammel marxist, der tror på, at man skal stå sammen, men det gør filmarbejdere ikke. Selv hvis det lykkedes at lave et boykot af en producent, vil vedkommende nemt kunne finde skruebrækkere.”

”Filmarbejdere har kun et job seks-syv uger ad gangen, og derfor er vi ikke gode, solidariske arbejdere. Vi er nærmest en slags daglejere eller høstarbejdere, og hvis man brokker sig til godsejeren, kommer man ikke med til høsten næste år.”

De kreatives ambitioner
Ifølge Morten Søborg er problemet dog mere komplekst end en pengegrisk producent, der udnytter sine ansatte. 

”Det handler ofte også om, at instruktøren, fotografen og andre kreative på filmholdet har nogle personlige, kunstneriske ambitioner. Når det støder sammen med for få ressourcer og for lidt tid, vil det uvægerligt afføde et dårligt arbejdsmiljø med stress,” forklarer fotografen.  

”Det er meget sjældent producenten, der råber og skriger, men det er producentens ansvar, at filmen eller serien skal produceres på så kort tid.”

Indspilningslederen er en nøgleperson, når det gælder arbejdsmiljøet. Og der er rift om de bedste. 

”Der skal produceres meget mere end tidligere, og i dag kan det være svært at få de folk, man er vant til at arbejde sammen med. Når man kender hinanden, finder man altid ud af det, men problemet opstår, når det er nye folk.”   

Sats på sikkerheden
Trods sin grundlæggende pessimisme har Morten Søborg en konkret idé til, hvad der kan gøres for at forbedre arbejdsforholdene på filmoptagelser. 

”Til det vigtige job som sikkerhedsrepræsentant bliver der i dag bare udpeget én fra filmholdet, der nødtvungent tager ansvaret på sig. På min seneste produktion var jeg sikkerhedsrepræsentant og skulle pludselig forholde mig til spørgsmål om corona, som jeg ikke ved meget om,” siger fotografen.

Morten Søborg er gift med skuespilleren Bodil Jørgensen, der under optagelsen af Far til fires vilde ferie kom ud for en slem ulykke. Han er derfor blevet særligt opmærksom på sikkerhedsforhold.

”Det ville være langt bedre som i England at have en professionel sikkerhedsrepræsentant, der er i stand til at vurdere arbejdsforholdene og også kan tage sig af chikane og overgreb. Sådan en person er uhyre vigtig. Men det koster penge, og derfor vil producenterne stritte imod. Den eneste vej frem er, at Filminstituttet stiller det som et krav for at få støtte.”