”Folk gider godt se kvinder”

Lige fra starten af interviewet er stemningen god og venskabelig, for Sarah Boberg og Julie Christiansen kender hinanden i forvejen og har arbejdet sammen før.

Det er betryggende, for vi har sat de to skuespillere stævne for at tale om et emne, der er betændt og vækker stærke følelser hos mange mennesker:

Hvordan er det at være kvindelig skuespiller i dansk film, og hvordan står det til med filmroller til kvinderne?

Ikke mange roller
50-årige Sarah Boberg og 29-årige Julie Christiansen er begge nomineret til prisen for bedste kvindelige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards 2016 på lørdag.

Sarah Boberg er nomineret for sin rolle som forhenværende narkoman i Asger Krøjer Kallesøes Rastløs og er kendt fra blandt andet Broen og Bænken. Da hun får spørgsmålet om kvinderoller i dansk film, er hun ikke i tvivl.

”Det er svært at få hovedroller som kvindelig skuespiller. Der er desværre ikke så mange, der skriver historier til kvinder i min alder, men der bliver til gengæld lavet masser af historier om mænd i den samme alder,” siger Sarah Boberg.

Og formentlig er der noget om snakken.

I en artikel tidligere i år påviste Ekko, at kun hver fjerde danske spillefilm med støtte fra Det Danske Filminstitut havde en kvinde i hovedrollen i perioden 2010-15. Og flere andre undersøgelser tegner et lignende billede.

”Det må jo starte med, at der ikke bliver skrevet nok film med kvinder i hovedrollerne. Og så ligger den hos dem, der bestemmer, hvad der skal laves. Nogle af dem postulerer, at publikum ikke gider se film med kvinder i hovedrollen. Jeg tror da, at folk gider se alt muligt,” siger Sarah Boberg.

Befriende bølge
Hun er nomineret for sin blafferrolle i Et lift, der er instrueret af Milad Avaz og Michel Copeland Toft. Selv om hun endnu ikke har rundet de 30, har hun allerede været med i mange film og tv-serier som Råzone, Supervoksen og Lykke.

Hun er helt enig med Sarah Boberg. Men hun mener dog, at mindre produktioner med små budgetter er et positivt skridt for at udjævne forskellen mellem roller til kvinder og mænd.

”Det er rigtigt fedt, at der efterhånden er kommet en bølge, hvor folk laver spillefilm på et lille budget. De tager nogle chancer, som pengefolkene måske ikke ville tro på,” siger Julie Christiansen.

Tv-serierne viser vejen
Både Sarah Boberg og Julie Christiansen påpeger, at der til gengæld er masser af spændende hovedroller til kvinder i tv-serier for tiden. I flæng nævner de serierne om Rita, Dicte, Sarah Lund og Lykke.

”Der er mange flere inde over manuskriptet på tv end i spillefilm, og det giver måske noget mere diversitet. Jeg tror også, det hænger sammen med, at de mennesker, der tager beslutningerne, måske skal være lidt mere åbne for nogle andre typer karakterer. Med spillefilm systemet mere konservativt,” lyder det fra Sarah Boberg.

Julie Christiansen vurderer, at der en tendens til, at man ofte ser den samme type power-kvinde i spillefilm.

”Derfor er det for eksempel lækkert med Broen, der har Saga, som er en helt anderledes og skæv karakter. Hende kan jeg virkelig godt lide, men det er måske mest i tv-serier, man ser kvinderoller som hende,” fortæller Julie Christiansen.

Det svære format
Sarah Boberg og Julie Christianen er – på trods af aldersforskellen – begge erfarne og forholdsvis veletablerede skuespillere, der både har lavet spillefilm og tv-serier.

Så hvorfor har de egentlig sagt ja til at lave kortfilm?

”Kortfilmen er et virkelig spændende format, fordi man kan fortælle noget meget simpelt, uden at man behøver alt muligt udenom. Man kan skære ind til benet. Og så er det dejligt engang imellem at lave noget over kortere tid,” siger Sarah Boberg og fortsætter:

”Kortfilm er en måde at være med til at udvikle talenter på, som jeg synes er vildt vigtig. I mange år blev der ikke lavet så mange kortfilm, men det er fedt med nye tiltag og flere film, for det er dér, filmskaberne kan øve sig. Og vi skuespillere kan øve os.”

Julie Christiansen stemmer i.

”Kortfilm er virkelig en god mulighed for at blive bedre som skuespiller. Det er meget mere kompakt end spillefilmen, så man skal virkelig have styr på det, når man går ind i det. Man har måske kun tre-fire scener i det hele, og så skal den bare sidde i skabet,” siger hun.

Kvoter kan blive nødvendige
Ifølge de to Shortlist-nominerede skuespillere kan en vej til større balance mellem mande- og kvinderoller gå gennem de mindre produktioner og kortfilmene, der tør tage chancer.

Og så skal pengefolkene bag spillefilmene også prøve nye ting af i stedet for at satse på det sikre. Kønskvoter kan måske endda være et markant, men nødvendigt tiltag.

”Kvoter er jo et brandfarligt emne, fordi mange er meget passionerede omkring det. Jeg ved ikke, om det ville være en god idé, og jeg ville ønske, man bare ville kigge på historierne. Men nogle gange skal der jo drastiske tiltag på bordet, før man kan ændre gamle vaner,” siger Julie Christiansen og uddyber:

”Det vilde er, at før der blev sat fokus på manglen på kvinderoller, tænkte jeg ikke rigtigt over det. I starten tænkte jeg bare: ’Slap nu af, kan vi ikke bare fokusere på historier og mennesker?’”

”Men nu er jeg blevet mere klar over, at det måske er vigtigt at sige 50-50 eller noget andet drastisk for at få den balance, som man ville ønske, bare var der naturligt.”

Folk er pissebange
Sarah Boberg er i kraft af sin alder den mest erfarne af de to skuespillere. Hun har spillet med i danske film siden slut-80’erne og op gennem 90’erne og 00’erne.

Spørgsmålet er, om hun fornemmer, at det går mod mere balance mellem kvindelige og mandlige hovedroller eller den modsatte vej.

”I spillefilm er antallet af kvinderoller stagneret eller måske endda gået tilbage. Der er ikke så meget diversitet i dansk film,” mener Sarah Boberg.

”Folk er pissebange for, om filmene kan få solgt billetter. Og så bliver det bare endnu mere snævert, hvad man tør satse på, og hvem man tør caste,” supplerer Julie Christiansen, hvorefter Sarah Boberg tager over:

”Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er ansigterne, der sælger billetter. Det er emnet og det, der er behov for i tiden. Der er en tendens til at proppe et eller andet ind i hovedet på publikum og sige: ’De vil have dét og dét.’ Det tror jeg slet ikke er rigtigt. Hvis man har noget, der er godt, vil folk gerne se det. Det viser sig jo tit. Jeg tror, man undervurderer folk.”