Nyhed
21. jan. 2014 | 09:17 - Opdateret 22. jan. 2014 | 01:55

Dirtbusters: ”Der er ingen, der takker os”

Foto | René Odgaard
Dirtbusters siger tak for opbakningen i en lille video, der kan se nederst på siden.

På et lokum i Odense takker Dirtbusters for opbakningen og truer med at vende tilbage i Dirtbusters II – All or Nothing.

Af Claus Christensen

Kortfilm kan have en tendens til at blive selvhøjtidelige, så derfor har de platte drengerøve i René Odgaards skamløst underholdende lokumsdokumentar, Dirtbusters, været et forfriskende pust på Ekko Shortlist.

I de sidste tre måneder har de selvbestaltede rengøringsfolk og drikfældige fynboer gjort Ekko Shortlist til en fest.

Ikke bare med deres alt andet end appelsinfri medvirken i Odgaards dokumentarfilm, men også med deres kommentarer på siden og det omsiggribende netværk, de har bragt med sig ind på Shortlist.

Rengøringsvanvid
Dirtbusters gør rent, samtidig med at de drikker sig i hegnet og, efter eget udsagn, nedlægger damer på stribe. Det er rollespil for viderekomne med farverig udklædning og opfindsomme navne som Nilfisk og Rå Affald.

Gruppen er dog først og fremmest blevet kult på grund af sin særlige definition af rengøringsvanvid.

Og kulten har gjort Odgaards film til den mest populære dokumentar på Ekko Shortlist med seks førstepladser, én andenplads, to tredjepladser, to fjerdepladser og to sjettepladser.

Efter tre måneder på top 10 slutter festen i denne uge, for ifølge reglerne kan en film maksimalt ligge på den ugentlige hitliste, top 10’en, i tretten uger (men bare rolig: filmen kan stadig ses på Ekkos side, idet den – som de øvrige film – overgår til All Time Shortlist, der viser filmenes sammenlagte popularitet).

Jodler de?
På en turné i det odenseanske natteliv i lørdags med instruktøren René Odgaard optog Dirtbusters en takkevideo til Ekkos læsere. Og det foregik naturligvis på et lokum.

”Tak for stemmerne, tak for delingen og tak for alt det spam, som I har lavet på vores film,” siger Broder Nilfisk i videoen, der kan ses efter denne artikel.

Undervejs kaster mændene – og et par kvinder! – sig med dødsforagt ud i noget, der vistnok skal forestille sig at være en jodlen (”ordløs sang, der karakteriseres af en forlænget tone med hyppige skift af tonehøjden i stemmen fra brysttone til falset”, Wikipedia).

Overrumplende nyhed
Først midtvejs i den næsten tre minutter lange video falder den egentlige overrumplende nyhed, som vil glæde mange og måske fylde endnu flere med rædsel.

”Vi glæder os til at vise jer Dirtbusters II – All or Nothing i oktober 2014,” siger Broder Nilfisk, som muligvis har læst Ekkos artikler om, at hvis man vil have filmsucces i dag, så gælder det om at lave sequels.

Rå Affald, der vanen tro er lidt mere vissen end sine brødre, dukker også op i videoen, inden en trængende herre høfligt spørger, om det er muligt at komme på toilettet.

”Der er ingen, der takker os,” får Broder Nilfisk undervejs ud mellem sidebenene, men det vil vi sgu ikke have siddende på os: Tak for festen, Dirtbusters!

Se Dirtbusters’ takkevideo

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko