”Der findes ingen originale film mere”

En lille mand står i en elevator og holder dørene fra hinanden.

Nej, dette er ikke begyndelsen på en vittighed, men mit første møde med James Schamus. Elevatoren kører hver dag op og ned med den ene fine gæst efter den anden på Hotel Regent i Berlins centrum, og under Berlinalen er det her, at filmstjernerne er indlogeret.

Men tilbage til den lille mand, der holder elevatoren for mig, da jeg kommer ind fra Berlins februarregn. Mit blik rammer hans, mens han smiler bredt.

Så går det pludselig op for mig, hvem manden er.

James Schamus.

Ang Lees manuskriptforfatter og producer – og ikke mindst den tidligere administrerende direktør og medstifter af det velrenommerede og Oscar-vindende selskab Focus Features, som han var på toppen af fra 2002 til 2013, inden en optimeringsrunde sendte ham ud i kulden.

”Hvad synes du?” siger Schamus og trykker en 70’er-militærkasket ned over hovedet. ”Med eller uden hat?”

Ned ad rangstigen
Helt ærligt ligner kasketten noget, der er viklet underfundigt rundt om hans skaldede isse. Så jeg aner ikke, hvad jeg skal svare.

James Schamus fortsætter forklarende: ”Jeg skal interviewes af en række mennesker, hvis sprog jeg ikke forstår, så jeg tænker, at udseendet betyder noget …”

”Jeg er en af dem, der skal interviewe dig,” siger jeg. ”Behold endelig kasketten på.”

I det samme går elevatordøren op, og Schamus flækker af grin, mens han forlader vores fortættede rum hovedrystende. Et kvarter senere er der så audiens hos den nyslåede instruktør, som træder ind i lokalet for at fortælle om sin film Indignation. Han har stadig kasketten på.

”Dig igen!” smiler han.

Indignation har dansk premiere 24. november og fortæller bidder af en jødisk teenagedrengs liv i 1950’ernes antisemitiske og Korea-krigsprægede USA. Hvorfor lige en film om dette fra en mand, der har haft alle andre, nå ja, kasketter på end netop instruktørens?

”Det, jeg har gjort, er i virkeligheden ydmygende,” siger James Schamus. ”Når man har været boss for et stort filmstudie, er det mere end et enkelt skridt ned ad rangstigen at blive arthouse-instruktør.”

– Hvorfor?

”Fordi der både er mere magt og flere penge i det, jeg lavede før. Men de fyrede mig, så hvad skulle jeg gøre?”

Gode råd er opreklameret
”Jeg havde i mange år gået rundt på Focus Features og tænkt på at instruere, men jeg havde det helt ærligt formidabelt som administrerende direktør,” fortsætter James Schamus.

”Lige pludselig var jeg så ude, men jeg havde stadig lysten til at lave film. Derfor tog jeg fyringen som en mulighed for at få lov til at lave noget et helt andet sted i branchen – og gerne en film, som et stort studie formentlig aldrig ville acceptere.”

– Alligevel kan jeg forestille mig, at du trak på dine forbindelser i branchen – eller i det mindste fik nogle gode råd rundt omkring?

”Jeg tog ikke imod nogen som helst råd, men jeg tog alt det med, som jeg havde lært om film af dygtige instruktører som Ang Lee. Jeg har selv altid holdt mig fra at give råd. Gode råd er det mest overvurderede, der overhovedet findes.”

– Hvorfor?

Schamus læner sig tilbage i den tunge, læderindtrukne hotelstol. Så ser han direkte på mig: ”Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?”

– Det aner jeg simpelthen ikke!

”Lige præcis! Du tager kun erfaringer med dig videre i livet, for når du får et godt råd, så er det modsatte af det gode råd lige så rigtigt som det råd, du har fået,” siger han og retter sig op.

”Jeg tror, at det, som flest mennesker har sagt til mig igennem tiden, er: ’Du skal kun gå i gang med noget, hvis det føles rigtigt.’ Det er sikkert et fint råd, men hvis man tænker nærmere over det, så er det sommetider lige så godt at lave noget, som man ikke elsker at lave. For ellers udvikler man sig jo aldrig og får ingen nye erfaringer.”

Ungdommelig nysgerrighed
Indignation handler også om at gøre, hvad man skal. Men den handler også om stille og roligt at blive trukket i en anden retning.

I centrum har vi Marcus Messner, der spilles formidabelt og indigneret af stortalentet Logan Lerman. Marcus er en indebrændt, ung mand, der vil have de højeste karakterer i skolen og et liv, som er bedre end hans forældres. Men naturligvis fristes han også til at få erfaringer af både flabet og seksuel karakter.

”Marcus er en ung mand med en stor kløgt, men også med en nysgerrighed efter at gøre sig erfaringer med livet,” siger James Schamus. ”For mig handler arbejdet med film om netop det: At vi alle sammen må beholde vores ungdommelige nysgerrighed og entusiasme, men vi må heller ikke være bange for, at filmarbejdet kan give erfaringer, der kan gøre ondt.”

– Det lyder næsten som et livsråd!

Schamus flækker igen over i et stort smil. ”Uha, det var ikke godt, skynd dig at spørge om noget nyt så!” siger han.

Kedelig forberedelse
– Hvilken slags instruktør har du tilstræbt at være? Jeg tænker, at du har mødt en del forskellige typer i din tid på Focus Features.

”Jeg ville ikke være den idiotdebuterende instruktør, som ikke var forberedt. Der findes nemlig kun to måder, man som instruktør kan være et røvhul på. Enten er man et røvhul per definition, eller også er man uforberedt, og så er man automatisk et røvhul igennem det meste af processen. Jeg ville som minimum gerne udelukke det sidste, så jeg forberedte mig helt vildt.”

– Ud fra erfaringer eller ud fra dine egne tanker om film?

”Begge dele. Jeg tog Philip Roths bog, som filmen er baseret på, og skrev en række scener ud fra den. Så mødtes jeg med det hold, jeg havde samlet, og så beskrev jeg scenerne på den kedeligste måde, jeg overhovedet kunne forestille mig. For eksempel: ’To unge mennesker kører i en bil, og så klipper vi til to mennesker, der taler på et kontor.’ Derefter sagde jeg: ’Lad os alle sammen gå hjem og se film, hvor dette sker, og så mødes vi igen om en uge og viser hinanden, hvad vi har fundet.’”

– Hvad i alverden skulle der komme ud af det?

”Filmen. Vi mødtes til middag hos mig, og så gennemså vi hinandens scener. Derfra begyndte vi så at stjæle alt det bedste til Indignation. Hovedsageligt kameravinkler og belysning. Vi endte med at bruge omkring 600 scener i det første manuskript, og nogle af dem er fra kendte mesterværker, mens andre er fra tv-film, som ingen har set.”

Fri leg for alle
– Hvorfor gjorde I det på den måde?

”Fordi filmkunsten på mange måder ikke eksisterer mere.”

– Det må du gerne lige uddybe!

”Film bygger altid oven på noget, der findes i forvejen. Vi har set fortællingerne før, men det er tonen, der kan fornys. Det er sproget inden for rammerne, som kan gøres personlige eller anderledes, og derfor valgte jeg også at acceptere, at vi stjal med arme og ben fra tidligere film, for så selvfølgelig at give det vores egen drejning. Man lyver for sig selv, hvis man tror, at film er originale.”

– Hvordan kom I så videre, da I havde fundet alt det, der skulle kopieres?

”Da manuskriptet var klart, lavede vi billeder til alle scenerne og rundsendte det til hele holdet. Det kunne være kunstværker, billeder eller scener fra de film, vi havde valgt ud. ’Det skal se nogenlunde sådan her ud, og lad os så se at komme i gang,’ skrev jeg. På den måde var der fri leg for alle, så længe vi kunne finde ud af at gå den samme vej.”

– Og det var så instruktørens rolle: At få alle til at gøre det?

Ja, men det var nu ikke noget problem. Når du er instruktør, så kigger du hele tiden på sammenhængen, og det giver en enorm frihed i forhold til at være administrerende direktør for et filmstudie.”

– Hvad mener du med det?

”Da jeg var direktør, ville jeg jo aldrig kunne tillade mig at sidde med en kasket under et interview, vel? Og nu kan jeg endda finde på at henvende mig til en anden mand i en elevator for at høre hans mening om min hovedbeklædning. Instruktører kan arbejde langt mere impulsivt.”