”Der produceres alt for meget indhold i dag”

Rumænske Cristian Mungiu er lille af statur, men en af europæisk films største instruktører.

Han vandt i 2007 Guldpalmen i Cannes for mesterværket 4 måneder 3 uger og 2 dage, som udfolder et abortdrama under Ceaucescus diktatur i slutningen af 80’erne.

Siden har han med en del års mellemrum lavet perler som Den gyldne tid og Prøven, der handler om den stadig eksisterende korruption i hans hjemland.

Nu er instruktøren aktuel i danske biografer med Kold vinter, som Ekkos anmelder begejstret giver fem stjerner.

Denne gang tackler Mungiu fremmedhad gennem en fortælling om en rumænsk landsby, hvor mange forskellige folkeslag lever sammen. Ved juletid vender hovedpersonen Matthias tilbage efter at have arbejdet i Tyskland. Samtidig får to gæstearbejdere fra Sri Lanka og franske zoologer på bjørneudkig xenofobien til at stå i lys lue.

Kold vinter er, som den danske titel, antyder ikke nogen hjertevarm film. Den handler om vores værste sider og et af tidens største problemer: frygten for andre mennesker!

”Jeg tager min profession meget alvorligt, og det er derfor, jeg ikke laver så mange film. Jeg har meget at sige om alt muligt, men der skal mere end det til, før jeg laver en film om et givent emne. Jeg vil lave film, der siger noget om verden i dag,” lyder det fra 54-årige Cristian Mungiu.

”Der bliver produceret alt for meget indhold i dag, og jeg bruger bevidst ordet ’indhold’. Folk laver film, før de har overvejet, hvad de overhovedet vil med den, og så bliver det bare en historie, som de er lavet en million gange før. Alle skal jo ikke være Bergman, men man er nødt til at ville noget med sine film,” fortsætter instruktøren.

”Der bliver lavet mange dårlige film, også i Europa. Her kan man få støtte til film uden at tage i betragtning, hvordan publikum tager imod den. I det mindste er mange amerikanske film økonomisk effektive. En arthouse-film må aldrig være kedelig eller svær at se, og forhåbentlig laver jeg aldrig sådan én.”

Unge reddede sig selv
Cristian Mungiu besøger København på en regnfuld mandag, hvor vi møder ham på Hotel Danmark.

Vi har talt med instruktøren adskillige gange i årenes løb. Han har været på besøg i vores kontor og snakket om sit forhold til den danske dogmebølge, mens han sågar har skrevet et personligt essay om, hvorfor han blev filmskaber.

Men det er altid interessant at høre instruktørens syn på sin samtid. Han formår bedre end de fleste at tage temperaturen på tidsånden. Og han er god for én lang talestrøm efter den næste.

Under Mungius seneste besøg i Danmark viste han Prøven for et publikum i Cinemateket, hvor der var en del eksilrumænere til stede. En af dem spurgte under interviewet efter visningen, hvornår instruktøren ville lave en optimistisk film.

Han svarede lakonisk, at det ville han gøre, når vedkommende vendte tilbage til Rumænien. Hvad mente instruktøren med det?

”Vi mistede i en periode femten procent af vores befolkning, fordi folk ikke havde tålmodigheden til at blive i landet og gøre det bedre lidt efter lidt. I det store billede har Rumænien oplevet enorm fremgang, men som menneske lever man jo ikke i historien. Man er i sit eget liv. Alt skal være bedre med det samme,” siger Cristian Mungiu.

”Særligt unge og veluddannede valgte at rejse til udlandet, og det gjorde ikke noget godt for Rumænien. Så når den slags mennesker spørger, hvornår jeg laver en optimistisk film, må jeg bare svare: ’Der er ikke meget at være optimistisk omkring. Fremgangen går langsomt, blandt andet fordi du valgte at redde dig selv i stedet for landet. Jeg blev i Rumænien, og så må jeg lave film om, hvordan virkeligheden ser ud der.’”

”Da jeg fløj hertil, var det sammen med alle de rumænere, som bor og arbejder i Danmark. De havde været hjemme til jul og følte en slags dobbelt nostalgi. De havde nydt at være i Rumænien, men var glade for at skulle tilbage til Danmark. For det er da hyggeligt at se familien, men man vil gerne tilbage til civilisationen!” siger instruktøren og kommer med et af sine sjældne smil.

Sandheden skal italesættes
Kold vinter er en visuelt gråmeleret, men tematisk spraglet og farverig fortælling. Originaltitlen R.M.N. er rumænsk for en MR-skanning, som filmen metaforisk tager af menneskedyrets hjerne.

Filmen er blevet universelt hyldet af anmelderne. En af dem, David Jenkins fra online-mediet Little White Lies, skriver i sin positive anmeldelse, at Cristian Mungiu er exceptionelt dygtig og ekstremt vred.

Det med vreden vil instruktøren i en vis forstand godt vedkende sig.

”Jeg er vred over, at vi ikke gør mere for at skabe dialog og tale om sandheden. Den offentlige debat har en falsk tone, som jeg ikke bryder mig om. Det er vigtigt at italesætte sandheden, som vi oplever den, men i dag bruger mange energi på at snakke rundt om virkeligheden,” siger Cristian Mungiu fyrigt.

”Ved verdenspremieren i Cannes stillede journalisterne spørgsmål, som de ikke kunne formulere ordentligt, fordi de var bange for at lyde politisk ukorrekte. Det er bullshit. Vi er nødt til at tale om problemerne, hvis vi vil gøre noget ved dem.”

”For eksempel løser det ikke noget at fortælle folk, der er bange for fremmede mennesker, at det er forkert at tænke sådan. Man er nødt til at overbevise dem med argumenter og forstå, hvorfor de har et problem med integration. Og give dem ret, når de engang imellem måske har en pointe.”

Åndelig dovenskab
Krigen i Ukraine har det seneste år luret konstant i Europa. Det gælder også for folket i det tidligere diktatur Rumænien.

”Vi oplever krigen i Ukraine meget anderledes, end I gør her. Vi deler landegrænse, og mellem Ukraine og Rumænien ligger Moldova, der tidligere har været rumænsk, og som Rusland længe har været ude efter. Da krigen startede, tænkte vi: ’Hvis russerne fortsætter ind i Moldova, hvad gør vi så?’” fortæller Cristian Mungiu.

”Krigen skabte en masse panik, men det er, hvad vi altid har regnet med ville ske. Da jeg voksede op, sagde mine forældre og bedsteforældre: ’Du kan aldrig slappe af. Det vil ske igen.’ 30 år efter det kommunistiske styres fald begyndte vi alligevel at slappe af, men nu sker det så igen.”

Instruktøren ærgrer sig også over, at den igangværende krig betyder, at penge, der kunne bruges på blandt andet uddannelse og kultur, nu sendes til militæret. Han oplever nemlig, at internettets fake news har gjort det legitimt ikke at forholde sig til sandheden.

”Jeg bliver frustreret over, at folk er åndeligt dovne. De er ikke nysgerrige nok og træffer ikke beslutninger baseret på information. Vi har i dag så nem adgang til alverdens information, at man kan danne sig en holdning på baggrund af fakta og ikke, hvad man lige føler for. Min film taler for, at ansvaret hviler på den enkelte.”