Destruktive voldspsykopatdukker

Som blød overgang mellem Enghavevejs sludkolde forårsaftener og Natscenens dukkefilm og -teater havde Copenhagen Puppet Festival, der afholdtes 19. – 29. marts, indrettet en dagligstue i Vesterbro Kulturhus med tv-pejs, maskinkaffe og nussede sofaer.

Trods hjemligheden mindede ventelokalet ikke just om et dukkehjem i sådan hyggelig, biedermeyersk forstand.

På en kommode stod fedtede syltetøjskrukker med flydende muterede dukkefostre; en lille duknakket dukkedreng sad modløst sammenkrøbet i et fuglebur, og fra loftet hang løse dukkelegemsdele og afskårne hoveder med tomme øjenhuler.

Den filmkavalkade, der under festivalens første tre dage præsenterede cremen af ny dansk dukkefilmkunst, satte fed streg under det, som ventelokalets rædsler havde varslet: Dukken er blevet voksen. Og voldspsykopat. Den myrder og horer og voldtager.

Mormormorderen
Jan Rahbek blev sidste år udklækket fra Filmskolens animationslinje med det syrede og sjove rumeventyr Space Monkeys (udgivet på dvd med Ekko #42).

På dukkefestivalen bidrog han med modellervoksværket Kom nu, mormor, hvor en tudsegammel, gangbesværet kones rørende kamp for at komme ud af sin stol forvandles til et morderisk korstog. Hun kvæler en sagesløs medbeboer på plejehjemmet, da hun forsøger at flygte i hans kørestol.

Drukmåsen
Grundigt deprimerende er også den kulsorte og uvirkeligt flimrende Hat (2002), der er instrueret af Alice Westergaard og tre andre elever fra Designskolen Kolding.

I Hat er dukken dystert, næsten skeletagtigt modeleret: en hjemløs drukmås, der forgæves kæmper for at spare penge sammen til husly. Igen og igen ender han med at drikke sig bevidstløs, og han skiftevis tigger, drikker og vælter om på banegårdsbænken. Denne rutine gentages i et eskalerende filmisk tempo, der suger al dukkeromantik ud af tilskueren: Dukken er en taber!

Lille Virgil går amok
Filmkavalkaden på Copenhagen Puppet Festival bød også på vaskeægte dukkesplat i filmskoleeleven Tor Fruergaards ambitiøse It Came From the West, som må være verdens første zombiewesterndukkefilm.

En indiansk forbandelse gør mændene i en prærieby til frådende, myrdende zombies, og den først så uskyldsrene gingerkid Virgil, der hele sit liv har lidt under sin sadistiske fars skånselsløse mobning, ender med at gå forrest i et sandt voldsorgie. Hoveder skæres i stumper med motorsave, og dukkehjernemassen sprøjter ud til alle sider.

”100 % Puppet Violence Guaranteed,” lover filmens hjemmeside, et løfte filmen indfrier.

Latente drifter
Dukkelege fungerer i barndommen som voksenforberedelse, men legene giver også barnet mulighed for at udleve latente sadistiske tilbøjeligheder (eksempelvis konspirerede undertegnede skribents bedste bamser i slutfirserne mod en uønsket Barbiedukke i en spektakulær henrettelsesceremoni, der kunne få den legetøjssadistiske nabodreng i Toy Story til at måbe).

I større skala er det måske netop også det, som dukkefilm gør. De blotlægger – i udstrakt arm – menneskets latente, destruktive drifter.

Som en tagline lyder i kulthorrorfilmen Child’s Play fra 1988, hvor massemorderdukken Chucky jagter den amerikanske kernefamilie: ”There’s nothing innocent about Child’s Play”. Der er intet uskyldigt ved dukker længere.

Voksne kan lege i fred
Banen var med andre ord kridtet op på Copenhagen Puppet Festival. Hele festivalen – seminarer, workshops, teater og film – rettede sig udelukkende mod et voksent publikum.

Denne klare udslusning af de små poder, der ellers plejer at være dukkernes nærmeste venner, virkede absolut befriende. Endelig kunne man som voksen få lov til at lege i fred og spasse ud i barnlig destruktionsiver.

Og ligesom der er gysende uhyggeligt potentiale i alt tilsyneladende uskyldigt (klovne, dukker, bamser og børn), virker det ekstra stærkt og tankevækkende at se en lille Virgil gå splat-amok med en motorsav, når han bebor en nuttet, fregnet hånddukkes krop.

Sex med død sommerfugl
Filmkavalkaden bød dog også på et værk, der manede til eftertanke.

I Hoolen Films Lille sommerfugl (2001), der ligesom Hat er skabt af elever fra Designskolen Kolding, kommer en modellervoksmand under et heftigt samleje ved et uheld til at myrde sin elskerinde, sommerfuglen. Intet – end ikke en oppustelig sexsommerfugl – kan erstatte den seksuelle indvirkning, som hans døde elskerinde har haft på ham, og han beslutter sig for at grave hendes lig op igen.

Det komisk-groteske scenarie ender i isnende uhygge, da den halvfordærvede sommerfugl – pludseligt vækket til livet – giver sig til at skrige og hulke i  afmagt over det nekrofile overgreb. Hendes stemme er alt for menneskelig, og med lyden forsvinder dukkefilmens groteske komik og afløses af virkelighedseffekten: Dukkerne er perverterede, sadistiske, skrigende egoistiske voldspsykopater.

Og det er os, husk det, der styrer dukkerne.

Copenhagen Puppet Festival er arrangeret af Kultur Vesterbro. Festivalen har internationalt sigte og afholdes hvert andet år.