Det beåndede modellervoks

Det begyndte med to figurer, en herre og hans hund. Wallace (på dansk Walter) er ungkarl af ubestemmelig alder, en lidt fjumret og enfoldig amatøropfinder, der har fyldt sit hus med alskens bizarre maskiner og indretninger, som skal være en hjælp i dagligdagen. Hunden Gromit (Trofast) er hans højt intelligente om end ikke-talende medhjælper, der udviser stor skarpsindighed og aldrig svigtende loyalitet.
     
De gjorde deres debut i A Grand Day Out (1989) og fortsatte med The Wrong Trousers (1993) og A Close Shave (1995), en trilogi af halvtimes kortfilm. I A Grand Day Out bygger de en raket i kælderen og tager til månen, et rejsemål, som er særligt oplagt, fordi de begge interesserer sig for ost — dog altid med crackers som tilbehør (faktisk er afrejsen ved at blive nervepirrende, fordi Wallace — da nedtællingen er begyndt — opdager, at de har glemt de uundværlige crackers og skynder sig tilbage i køkkenet efter dem).

I The Wrong Trousers (1993) er der lavvande i pengekassen, og Wallace tager en lejer i huset, en slesk pingvin, som maser sig ind på Gromits plads, men som viser sig at være en forbryder. I A Close Shave er det en kvinde, der truer med at vinde Wallaces hjerte, samtidig med at en dæmonisk intrige bringer Gromit i fængsel som fåretyv.
     
Wallace og Gromit er kostelige karakterportrætter. Wallace, som Peter Sallis lægger stemme til, er en godmodig, naiv småborger med nussede vaner og ritualer med rødder i britisk komik. Gromits personlighed er skildret gennem mimikken. Der er hans lidt skulende, dystre blik under de udtryksfulde øjenbryn. Hans vrede, hans sorg, hans troskyldighed. Hans forfærdelse — med ørene rejst i lodret, dirrende position. Og de blanke øjne, når følelserne overvælder ham.
 
Oscarvinderen fra Aardman
Hovedmanden bag disse beundrede og frydefulde film er englænderen Nick Park. Han er født i 1958, begyndte som ung studerende på Sheffield City Polytechnic at arbejde med animationsfilm og sluttede sig til Aardman Animation, der er førende blandt rækken af animationsselskaber med base i Bristol.
     
Det var således Aardman, der stod bag Nick Parks første Oscar-vinder Creature Comforts (1989), en femminutters satire om dyrene i zoologisk have. Dialogen er autentiske interviews, hvor indvandrere udtaler sig om livet i England, mens dyrene er lavet i det materiale, som Park — og Aardman Animation — fra begyndelsen har udfoldet sig i, nemlig modellervoks (på engelsk: plasticine). Wallace og Gromit blev også skabt som modellervoksfigurer i dukkehuslokaliteter.

Den første Wallace & Gromit-film, som Park var begyndt på allerede i studieårene, blev nomineret til en Oscar, og både The Wrong Trousers og A Close Shave vandt en statuette i Hollywood, og filmene blev store internationale succeser både hos børn og voksne.

Wallace & Gromit har også solgt merchandizing i massevis — t-shirts, drikkekrus, kalendere, køleskabsmagneter. Og man kan endda være heldig at finde en velfungerende radio, udformet som en præcis model af dagligstuen med Wallace og Gromit placeret i hver sin lænestol. Den er måske lidt besværlig at støve af, men den er en pryd for ethvert hjem.
     
I sommeren 2000 kom Park omsider med en spillefilm. Chicken Run (Flugten fra hønsegården), som Park instruerede sammen med sin faste medarbejder Peter Lord, er "en flugtfilm med høns" frit efter Steve McQueen-filmen Den store flugt, som Park allerede havde hyldet i 1999-vægkalenderen Wallace & Gromit Go to The Movies, hvor der præsenteres stills fra filmhistoriske mesterværker, udtrykt gennem Wallace & Gromits univers! I Chicken Run, som Aardman producerede i samarbejde med Spielbergs DreamWorks, er det ikke allierede krigsfanger, der prøver at flygte fra nazisternes lejre, men høns som vil væk fra hønsefarmen, da de med forståelig bekymring opdager, at ejerne er ved at omlægge produktionen fra æg til Chicken Pie...
     
Men hele tiden har vi ventet på, at Wallace & Gromit fik deres spillefilm. Det er risikabelt, for det måtte synes svært at hamle op med et mesterværk som The Wrong Trousers — en film, der vil stå tilbage, når Short Cuts, Pulp Fiction og Breaking the Waves er blevet glemt. Så det er med en vis nervøsitet, at man som Wallace & Gromit-fan går ind til den nye film, der har dansk premiere 4. november.
 
Hilsen til klassikerne
Filmen hedder Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit — på dansk Walter og Trofast: Det store grøntsagskup. Her har Wallace og Gromit deres eget vagtfirma, Anti-Pesto, som sørger for sikkerheden i køkkenhaverne. De patruljerer og arresterer de ganske mange kaniner, der truer afgrøderne, hvilket er en god forretning, da haveejerne er stærkt optaget af at dyrke grøntsager og konkurrerer om at frembringe de største eksemplarer. Der er kun få dage til årets Giant Vegetable Competition, da en mystisk kæmpekanin begynder at husere med natlige plyndringstogter, som skaber forfærdelse i det lille samfund — også hos konkurrencens værtinde, Lady Tottington, der opvartes af den jagtglade bejler Victor Quartermaine. Wallace og Gromit søger med alle midler at fange monsteret. En nat forfølger Gromit væsenet ned i de underjordiske gange med sin bil. Det lykkes ham ikke at pågribe kaninen, men han får en uhyggelig mistanke om, hvad det er for kræfter, der er på spil.
     
Filmen, der igen er lavet af Aardman og DreamWorks, dyrker — klogeligt — de samme temaer som trilogien. Det er ikke nye veje, der betrædes — men det ønsker vi heller ikke, vi vil have mere af det samme! Og det får vi, i bedste form. Et fast tema, som alle de tidligere film har dyrket, er de fantastiske — og ofte løbske — maskiner, der uvægerligt må minde danskere om Storm P. Der var måneraketten og det mærkelige levende komfur i A Grand Day Out, påklædnings- og morgenmadsmaskinen og de uhyggelige tekno-bukser i The Wrong Trousers og spindemaskinen i A Close Shave. I Chicken Run er der den dæmoniske postejmaskine, og i den nye film har vi maskinen, der suger kaninerne ud af deres huller, i skæbnesvanger kombination med en hjernevaskmaskine, der kan ændre personligheden.

Det faste psykologiske tema er, at en "anden" maser sig ind mellem herre og hund. Denne gang tiltrækkes Wallace af den charmerende Lady Totty (som Helena Bonham Carter lægger stemme til), og igen må en panderynkende Gromit lide skinsygens kvaler. Et fast træk i historierne er også de vittigt finurlige referencer. I de tidligere film studerer Gromit for eksempel Forbrydelse og straf af Fido Dostoyevsky, og man læser avis med pudsige overskrifter som CHICKEN SAVED BY PHANTOM.

I den nye film ser vi, at Wallaces bibliotek er præget af hans store osteinteresse — blandt andet bemærker man Fromage to Eternity. Og i vegetarkredsene lytter man ikke til orkesterværket The Planets, men til The Plants. Mest påfaldende er de mange hilsner til horror-klassikere som Frankenstein, Dr. Jekyll og Mr. Hyde, King Kong, Fluen og diverse varulvefilm. Og det er også i den sammenhæng, at filmen får den særlige film noir-stemning frem, som er Nick Parks specialitet.
     
Et sidste fast træk, der er en uundværlig bestanddel i Wallace & Gromit-universet, er de frydefulde forfølgelsesscener. Højdepunktet er klart den afsluttende chase i The Wrong Trousers, hvor Wallace og Gromit jager den onde pingvin på modelbanen i stuen, en af forfølgelses-genrens mest hæsblæsende sekvenser. Men i den nye film får vi også gode sager — køreturen i kæmpekaninens mudrede gange samt Gromits dristige flyvetur, da han til slut sætter alt ind på at redde sin herre ud af en virkelig kritisk situation.
 
Den vanskeligste kunst
Nick Parks modellervoksfilm er fulde af herlig visdom og æstetisk raffinement, men fornøjelsen ved at se dem hænger også sammen med deres særlige forhold til det filmiske.
     
Film er jo generelt et meget simpelt udtryksmiddel: Hvis man vil skabe illusionen af en hund, tager man en virkelig hund og filmer den. Animationsfilmen er opfundet for at gøre denne lette proces vanskelig, og man må sige, at det er lykkedes. Animationsprocessen — den såkaldte stop motion, hvor billederne på filmstrimlen optages ét for ét — er den langsomste og mest komplicerede måde at lave film på. Her opfinder man så at sige hele universet forfra. Det kunne synes som et overflødigt projekt, men faktisk er det, som om besværligheden intensiverer det kunstneriske udtryk — i hvert fald i de lykkeligste stunder.

I modellervoksfilmen (kaldet Claymation) tillader materialet en større bøjelighed og elasticitet i bevægelser og ansigtsudtryk end i almindelige dukkefilm. Det er en teknik, som har forholdsvis sparsom udbredelse, men den må siges at have klassiske aner. Gud skabte mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så det blev et levende væsen (sådan står der i hvert fald i Første Mosebog kapitel 2, vers 6-7).

Mennesket selv har, som bekendt, fra tid til anden forsøgt sig med at gå Gud i bedene. Fra fiktionernes overdrev kendes især dr. Frankensteins uheldige initiativ og i nyere tid også utallige robotter. Faktisk er det først med Claymation-filmen, at det er lykkedes med et acceptabelt alternativ. Her beåndes modellervokset med storslåede resultater. Netop fordi film kan formulere sig med så stærk autenticitet, så at sige udtrykke sig med virkeligheden som materiale, er der noget fascinerende over de film, der vælger at skabe et helt igennem kunstigt univers, hvor det kunstige og det kunstneriske hænger sammen.
 
Hæmningsløs perfektionisme 
Nick Park har hidtil lavet sine film udelukkende med håndkraft og har stået som en slags animationsfundamentalist over for den nye teknologi på animationsområdet, men i Det store grøntsagskup benyttes også en række computerskabte effekter, som fungerer glimrende.

Med Claymation-teknikken opnår Park total kontrol ikke bare over locations og scenerier, men også over personerne, og skaber tilmed de fysiske love, der er gældende. Det er en teknik, hvormed man kan dyrke den hæmningsløse perfektionisme. Og det passer til Park, der indfletter sin effektive historie i en strøm af vittige og geniale påhit, sådan at også møblerne, tapetet og Gromits strikketøj har en præcis mening. Hver stikkontakt og sofapude er skabt som udtryk for en intention.
     
Den almindelige film afspejler og simulerer den levende virkelighed. Udgangspunktet for Nick Parks værker er derimod det døde stof, som får liv gennem selve den filmiske proces. Det er ikke så lidt af et mirakel.