Her er Oscar-festens højdepunkter

Mens verden brænder, løb The Academy Awards af stablen i det glamourøse Dolby Theatre i hjertet af Hollywood.

Oscar-uddelingen var rykket en time frem. En klog beslutning, for med 19,5 millioner amerikanske seere kunne showet notere det højeste seertal i fire år.

Og for en gangs skyld lykkedes det at overholde tidsplanen, på trods af at showet startede med fem minutters forsinkelse.

En pro-palæstinensisk demonstration på gaden uden for Dolby Theatre forhindrede nemlig midlertidigt gæsterne i at nå frem.

Akademiet undgik selv at italesætte den kritiske verdenssituation, men kom en enkelt rørende gestus i form af et filmklip. Det gav den afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj lov til at åbne prisuddelingens obligatoriske mindehøjtidelighed for dem, der er gået bort i det forløbne år.

Komikeren Jimmy Kimmel har ikke den mangeårige Oscar-vært Billy Crystals strike of genius, og hans åbningstale vil så sandelig ikke gå over i Oscar-historien. Men Kimmel er en cool og meget sikker vært, der gør en dyd ud af ikke at shine på bekostning af vinderne.

Her er højdepunkterne ved årets Oscar-fest, og Kimmel skabte selv to af dem:

Downey Jr. takker for dårlig barndom

For et par årtier siden virkede det mildest talt usandsynligt, at Robert Downey Jr. nogensinde ville vinde en Oscar.

Godt nok var han allerede i 1993 nomineret for Chaplin, men charmetrolden sniffede og drak sig ud i kulden og blev fyret fra serien Ally McBeal.

Siden har han langsomt kæmpet sig tilbage som en anden Rocky Balboa, og søndag n blev han hædret for sin birollepræstation i Oppenheimer, fordi Hollywood elsker den slags imod-alle-odds-historier.

Fra scenen takkede Downey Jr. sin hustru, der ”elskede mig tilbage fra de døde”, men med sædvanligt komisk flair takkede han også sin dårlige barndom og sin advokat for at få ham ud af fængslet.

Se talen her

Emma Stones svære grimasse

De fleste havde spået, at Lily Gladstone ville blive den første indførte amerikaner til at vinde en Oscar for sin hovedrolle i Scorseses Killers of the Flower Moon.

Men skæbnen ville, at Emma Stone vandt sin anden Oscar for den ekstreme og fysiske kraftpræstation i Poor Things.

Det havde skuespilleren tydeligvis ikke regnet med. Hun havde først svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, som om hun var lidt flov over at have frarøvet Gladstone og salen et historisk øjeblik.

På scenen fik hun dog grådkvalt fortalt, at hendes kjole var gået i stykker under Ryan Goslings humørbombe af en live-performance af Barbie-sangen I’m Just Ken, hvor Stone undervejs fik mikrofonen.

Hun fik også øjenkontakt med Lily Gladstone, der var en af de første til at rejse sig og klappe, da hun hørte, at Stone havde vundet.

”Jeg deler prisen med dig,” sagde Stone og fik charmeret sig ud af den akavede situation med et af showets mest spontane og bedste taler.

Se talen her

Vink til nøgen mand

Det er 50 år siden, at en nøgen demonstrant løb på Oscar-scenen i bedste sendetid. For at fejre jubilæet tvang Jimmy Kimmel wrestling-ikonet John Cena til at gøre kunsten efter.

Da prisen for bedste kostumedesign skulle overrækkes, stod John Cena uden en trævl på kroppen ud over et par udtrådte birkenstock-sandaler og en lille guldkonvolut.

Det kræver sin mand at overlade så lidt til fantasien. Og det var tydeligt, at der faktisk var noget på spil. For mens skuespilleren stod på scenen, begyndte en rødmen langsomt at sprede sig helt nede fra hans tæer.

Se indslaget her

Hun stjal billedet

Sandra Hüller spiller hovedrollen i de to film – britiske The Zone of Interest og franske Frit fald – der i sommer strøg til tops på Cannes-festivalen.

Absurd nok fik hun ikke selv nogen pris, fordi festivalens reglement har bestemt, at de øverste film på skamlen ikke må få andre priser.

I Dolby Theatre blev hun heller ikke belønnet, selv om The Zone of Interest vandt Oscar’en for bedste lyd og internationale film, mens Frit fald snuppede prisen for bedste originale manuskript.

Men selv nede fra stolerækkerne var Sandra Hüller, der slog igennem med Min far Toni Erdmann, i stand til at stjæle opmærksomheden ved bare at være sig selv.

Tårerne trillede ned ad hendes kinder, da Jonathan Glazer holdt takketalen for prisen til The Zone of Interest. Hüller spiller Hedwig Höss, som i 1940’erne insisterede på at være lykkelig klos op ad koncentrationslejren Auschwitz.

Hende vil de helst glemme i Tyskland, men det ønske trodsede Hüller. Og da Glazer på scenen sagde, at filmen ikke peger fingre ad fortidens synder, men har et budskab til nutiden, var forløsningen komplet for skuespilleren.

Se talen her

Da’vine fandt sig selv

”Gud er så god,” sagde den amerikanske skuespiller, da hun modtog sin pris for birollen som Mary i Alexander Paynes 70’er-drama The Holdovers.

Tydeligt rørt, men med ophøjet kontrol over stemmen fortsatte hun sin tale om at have kæmpet sig frem til det sted, hvor hun er i dag.

”I lang tid ønskede jeg at være anderledes, og nu forstår jeg, at jeg bare skal være mig selv,” sagde hun med en ægte skuespillers dramatiske sans, hvorefter hun modtog et kærligt bifald fra salen.

Se talen her

Donald Trump skal i seng

Ikke alle var tilfredse med aftenens show, og kort før uddelingens afslutning valgte Jimmy Kimmel at oplæse en særligt sur anmeldelse, der på mediet Truth Social kritiserede hans værtskab.

Svineren sluttede med sloganet ”Make America Great Again”, og Kimmel afslørede, at selveste ekspræsident Donald Trump stod bag teksten. Det fik salens Hollywood-stjerner til at bryde ud i høj latter.

”Er det ikke over din sengetid i fængslet?” spurgte Kimmel fra scenen med henvisning til, at Trump er sigtet for 91 forbrydelser.

Dog har grinet en udløbsdato, hvis Trump vinder præsidentvalget til november.

Se indslaget her

Derfor laver vi film

Noget af det værste ved Oscar-showet er patetiske taler af stenrige og verdensfjerne stjerner, der benytter lejligheden til at vise, hvor empatiske og idealistiske de er – eller gerne vil virke.

I år kom de alvorlige taler for en gangs skyld fra de rette personer.

Den ukrainske instruktør Mstyslav Chernov holdt aftenens bedste takketale, da hans uafrystelige dokumentar 20 dage i Mariupol fortjent blev belønnet med en Oscar.

Krigen i Ukraine, der for amerikanerne kan føles ganske fjern, blev pludselig meget nærværende, da Chernov trådte op på scenen.

”Jeg er beæret, men jeg må også være den første på scenen til at sige, at jeg ville ønske, jeg ikke havde lavet filmen,” sagde han på et perfekt engelsk.

”Jeg ville glædeligt bytte prisen for, at Rusland aldrig havde angrebet Ukraine og aldrig besat vores byer.”

Men i stedet for at blive i mørket sluttede han af med et håb. ”Film former minder, og minder former historien,” sagde han og leverede dermed det stærkeste argument for filmkunsten.

Se talen her

Årets Oscar-øjeblik

Oscar er en hyldest til filmens magi, men når det drejer sig om et live-show, må selv den mest indædte cineast erkende, at musik er en overlegen kunstart.

Badet i pink-projektørlys og blide strygere sang Billie Eilish What Was I Made For? fra Barbie, mens broren Finneas nænsomt akkompagnerede hende på klaver.

Rundt om i hjemmene blev en pakke kleenex fundet frem, og selv om kameraerne holdt fokus på Eilish, var man ikke i tvivl om, at Dolby Theatre var tryllebundet.

Den magi, som Oscar-uddelingen i de senere år har manglet, blev med ét bragt tilbage af søskendeparrets hypnotisk følsomme og intime live-udgave, som var endnu bedre end studieversionen.

Blidheden i Billies stemme blev en lille oase midt i en verden på randen af katastrofe, og man forstod godt, at den 22-årige sanger – og nu dobbelte Oscar-vinder – selv blev lidt overvældet af sin egen sang og det overdøvende bifald, hun modtog.

Se indslaget her

Al Pacino som anti-presenter

Der var lagt op til aftenens klimaks, da det 83-årige skuespil-ikon Al Pacino trådte på scenen til musikken fra Godfather.

Alle i salen rejste sig op og gav ham en stående applaus, hvorefter han mumlede noget om at spille Shakespeare for hurtigt at konstatere, at det ville han ikke gøre.

”Ti vidunderlige film var nomineret, men kun én film vil få prisen for bedste film,” sagde Pacino uden at nævne filmene. Han åbnede kuverten. ”Mine øjne ser Oppenheimer,” lød det henkastet fra den aldrende stjerne, som også droppede den ikoniske sætning ”And the Oscar goes to …”

Udnævnelsen af showets store vinder skulle have været aftenens klimaks, men i stedet fes det ud i almindelig forvirring om, hvad der egentlig foregik.

Men i et strømlinet show var det også et befriende menneskeligt øjeblik af kaos.

Se indslaget her