Cph:Dox 2023
15. mar. 2023 | 12:45

Det bedste på Cph:Dox

Foto | Guldbrandsen Film

Der er dømt høj cigarføring, når den berømte og berygtede politiske rådgiver Roger Stone, kendt som løgnens mester, folder sig ud i Christoffer Guldbrandsens imødesete A Storm Foretold.

Et panel af internationale kritikere guider i Ekkos stjernebarometer til de stærkeste filmoplevelser på årets udgave af den danske dokumentarfestival.

Af Nicki Bruun

I dag starter en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. Og som om det ikke var spændende nok i sig selv, foregår Cph:Dox endda her til lands.

Frem til den 26. marts vises der både i København og resten af landet omkring 200 film, der er det fineste, som dokumentargenren lige nu har at byde på.

Vi har allerede anmeldt en del af de mest interessante film i vores store festivaldækning, som fortsætter den næste halvanden uge.

Vanen tro er vi også værter for et såkaldt stjernebarometer, hvor et internationalt kritikerpanel bedømmer alle de tretten film, der er udtaget til festivalens hovedkonkurrence Dox:Award.

Det er en god måde at få et overblik over, hvilke film du bare ikke må misse på årets udgave af Cph:Dox!

Førende medier er repræsenteret
Kritikerne giver i stjernebarometeret mellem én og fire stjerner til hver af filmene. De skriver også en mini-anmeldelse og peger undervejs på deres favorit til at vinde festivalens hovedpris.

Med i panelet er i år tre kvinder og tre mænd fra forskellige dele af verden.

Engelske Wendy Ide, der ofte skriver anmeldelser i Ekkos spalter, dækker festivalen for det britiske filmmedie Screen Daily. Newzealandske Carmen Gray er udsendt for Modern Times Review, mens amerikanske Lauren Wissot skriver hjem om festivalen til Filmmaker Magazine.

På herresiden dækker Nick Bradshaw festivalen for det anerkendte tidsskrift Sight & Sound, mens han også deltager i stjernebarometeret. Serbiske Vladan Petkovic er med for det førende branchemedie Cineuropa, og endelig er Ekkos chefredaktør Claus Christensen med i kritikerpanelet.

Stjernebarometeret bliver snart sparket i gang med vurderingen af hovedkonkurrencens åbningsfilm Motherland, der får verdenspremiere på Cph:Dox i morgen torsdag. Den viser de post-sovjetiske udfordringer, som stadig hærger det korruptionsplagede Belarus.

Efter festivalens mange visninger i biografer rundt omkring i det danske land vil man efterfølgende kunne se en stor del af filmene på streamingtjenesten Para:Dox.

Ventede verdenspremierer
Sidste år blev den nyslåede Oscar-vinder Navalny, om den russiske oppositionspolitiker, der er en sten i skoen for Vladimir Putin, vist i hovedkonkurrencen på Cph:Dox.

Panelets favorit var dog vulkankærlighedsdramaet Fire of Love, der ligeledes blev Oscar-nomineret. Så der er tradition for fantastisk gode dokumentarer på den danske festival.

I år tæller de med spænding imødesete film Christoffer Guldbrandsens længe ventede A Storm Foretold, der får verdenspremiere på Cph:Dox. Filmen følger Donald Trumps tidligere politiske rådgiver Roger Stone og er allerede verdensberømt, fordi optagelserne er blevet brugt i forbindelse med det retslige efterspil omkring Stormen på Kongressen i USA.

Hovedprogrammet har også en anden dansk film i form af Emil Langballe og polske Lukasz Konopas Theatre of Violence, som får fem stjerner af Ekkos anmelder. Den følger retssagen mod Dominic Ongwen, der blev kidnappet som niårig og hjernevasket til at blive morderisk krigsforbryder i Uganda. Er han offer, bøddel eller noget midt imellem?

Dokumentarerne foregår i hele verden. Det gælder blandt andet hovedkonkurrencefilmen After Work, der handler om synet på arbejde i forskellige samfund, og som vi allerede har anmeldt.

Følg med her på siden, hvor vi dagligt vil opdatere stjernebarometeret med vurderinger og korte, skriftlige begrundelser fra de forskellige kritikere.

Trailer: A Storm Foretold

Kommentarer

Cph:Dox 2023

Dansk dokumentarfilmfestival etableret i 2003.

Den største af slagsen i Nordeuropa.

Kører i år fra 15. – 26. marts.

Følg Ekkos stjernebarometer med vurdering af filmene i hovedkonkurrencen.

Læs mere om festivalen.

© Filmmagasinet Ekko