Anbefaling
20. okt. 2022 | 13:49

Det bedste på dansk queer-festival

Foto | Carlos Vasquez
Arabiske mænd udforsker hinandens kroppe i Shall I Compare You to a Summer’s Day?, der låner sin titel fra en af William Shakespeares mest kendte sonetter.

Ekko guider til store oplevelser under årets udgave af lgbtq-filmfestivalen MIX Copenhagen med en håndfuld anbefalinger.

Af Kim Sidsel Minuva

MIX Copenhagen blev grundlagt i 1986 og er en af verdens ældste lgbtq-filmfestivaler.

Hvert år kuraterer de frivillige arrangører af den danske festival op mod 30 unikke queer filmoplevelser, der er pivmoderne og tager igangværende debatter op til diskussion.

I år løber festivalen fra 21. til 30. oktober, hvor der er et hav af spændende film og arrangementer at dykke ned i.

Med så massivt et program, som man kan granske på festivalens hjemmeside, kan det være svært at beslutte, hvad man skal kaste sig over.

Her er derfor seks anbefalinger af forskellig karakter, så du med garanti kan få en fabelagtig og udfordrende festival.

Nordiske kortfilm

Kortfilmprogrammet Nordic Lights er altid noget af det mest medrivende under MIX Copenhagen. De fineste kortfilm fra nordiske lande er fast inventar hvert år.

Efter festivalen rejser MIX Copenhagen videre ud i verden med programmet på andre festivaler, så nordiske lgbtq-kortfilm modtager den opmærksomhed, de fortjener.

I år indeholder programmet film fra Færøerne, Sverige og Grønland.

Man kan opleve queerpersoner rejse til Nordsverige for at udføre et lesbisk ritual i Sugar Oil Pine Water eller nyde den mere jordbundne fortælling i Maria Winther Olsens færøske Bliv, hvor et homoseksuelt par slår op i deres fælles hjem i slowmotion.

Og så fortæller den grønlandske Ekko Shortlist Awards-vinder Aka Hansen (STG) i Du klarer dig en historie om en enlig mor, der i Nuuk møder en fremmed og spændende mand.

Vises 22. oktober kl. 19.00 i Cinemateket.

 

Finsk teenageforvirring

Mimmi og Rönkkö er ikke rigtigt voksne, men heller ikke rigtigt børn. I den finske spillefilm Girl Picture går de gennem den forvirrende alder hånd i hånd og udforsker sammen forhold og spirende seksualitet.

Dramaet vandt en publikumspris ved årets Sundance-festival for sin intime og dybtgående skildring af teenagekærlighed og intense følelser.

Instruktør Alli Haapasalo kredser i sine to tidligere film ligeledes om kvinder, som finder deres stemme i historier, der er forankret i køn og seksualitet.

Vises 26. oktober kl. 19.30 i Empire Bio og 29. oktober kl. 14.00 i Cinemateket.

 

Shakespeare gennemsyret af arabisk kultur

Det fanger øjeblikkeligt opmærksomheden at trække på en af Shakespeares mest kendte sonetter. Men for Shall I Compare You to a Summer’s Day? er det ikke blot blikfang.

Videokunstneren Mohammad Shawky Hassan har skabt en eksperimentel fortolkning af sonetten, som i hans udgave er gennemsyret af arabisk kultur.

Der er alt fra arabisk folklore til egyptisk popmusik i den kunstneriske udforskning af moderne, arabiske lgbtq-forhold. Og det er en fortælling, der i høj grad er et nødvendigt indspark i den igangværende debat om det progressive Mellemøsten.

Vises 27. oktober kl. 21.15 i Cinemateket.

 

Afrofuturistisk sci-fi-musical

Den romantiske sci-fi-musical Neptune Frost er afrofuturisme på højeste, mest bizarre og eksperimentelle klinge. Filmen foregår i en by i Rwanda, der er lavet af computerdele.

Her starter interkønnede Neptune og minearbejderen Matalusa et hackerkollektiv – et virtuelt vidunder skabt af deres kærlighedssammensmeltning. På den måde foregår fortællingen et sted mellem drøm og virkelighed, fortid og nutid.

Som om det ikke var fascinerende nok, har instruktør og musiker Saul Williams tidligere arbejdet sammen med musikere som Janelle Monáe, Nine Inch Nails og Erykah Badu. Det kan kun være en berusende bizar filmoplevelse.

Vises 28. oktober kl. 19.00 i Cinemateket.

 

Rå kærlighed på hesteryg

Der er benhård realisme i Pure Grit, som blander ekstremsport og en kærlighedsfortælling i en opfindsom cocktail.

Den pulserende dokumentar foregår i et miljø med udøvere af bareback-hesteløb, hvor man rider uden saddel.

Ridestilen har altid været tradition i indfødt amerikansk kultur, og netop indfødt er også dokumentarens hovedperson Sharmaine.

Instruktør Kim Bartley har fulgt Sharmaine i tre år, mens hun kæmper for at genvinde sin mestertitel. Hun er fast besluttet på at ride og vinde, selv om hendes egen søster led en grum skade på ridebanen.

Samtidig er der knas i forholdet mellem Sharmaine og kæresten Savannah. Men en sejr kan måske bane vejen for at starte på en frisk. En rå kærlighedsfortælling, der er fyldt med håb.

Vises 29. oktober kl. 18.45 i Cinemateket.

 

Gakket gys med glimt i øjet

MIX Copenhagen foregår i oktober med Halloween lige rundt om hjørnet, og det udnytter festivalen. Arrangementet A Night with Monsters indeholder både et gyser-kortfilmprogram, komedieslasheren Sissy og karaoke placeret imellem de to programpunkter.

Kortfilmprogrammet Scream (Dancing) Queens er spækket med skrig, blod og dans. Man kan møde en teenage-alien, der finder sig selv i Out of this World, og en brud, der bliver suget ind i en anden dimension på sin bryllupsdag i White Wedding.

Der er altså lagt i kakkelovnen til gakket gys med et glimt i øjet.

Efter karaoke runder aftenen af med Sissy. Cecilia og Emma var bedste veninder som tweens og støder som voksne pludselig ind i hinanden.

Cecilia er nu en succesrig influencer, der straks bliver inviteret med til Emmas polterabend. Festen foregår i en hytte i bjergene, hvor en nærmest nuttet skurk kan boltre sig.

Vises 26. oktober kl. 19.00 i Cinemateket.

Kommentarer

MIX Copenhagen

Grundlagt i 1986 og en af verdens ældste LGBTQ+-filmfestivaler.

Kører i år 21. – 30. oktober.

Læs mere.

© Filmmagasinet Ekko