Debat: Det danske retssystem har svigtet

Først en cadeau til Ekko for at bryde mediernes modvilje mod at kritisere advokat Johan Schlüters adfærd i videobranchen og tillade en anmeldelse af min bog Den skjulte korruption, der kan læses gratis her.

Også en anerkendelse til anmelderen og juristen Asger Thylstrup for at tage handsken op og åbne for debat.

Det er nu 34 år siden, jeg sendte artiklen Videobranchen monopoliseres af trusler og terror til samtlige landets aviser uden at få en eneste reaktion. Og de landsdækkende aviser har siden ignoreret fire bøger om de store økonomiske forbrydelser: videobranchens udlejningsmonopol og frihandelsforbuddet.

Begge dele har haft store negative kulturelle og økonomiske konsekvenser for danskerne. Begge er indført uden politikernes ønske. Ingen af dem behandlet i medierne!

Da låget nu er taget af Pandoras æske, vil jeg kort fortælle, hvordan historien begyndte med overfaldet på videoudlejer Erik Viuff Christiansen, og hvordan domstolene lagde låg på sagen.

Det sidste er et demokratisk problem og en væsentlig årsag til, at jeg har skrevet bogen.

Advokater snorksov
I 1981 organiserede de danske distributører sig i Foreningen af Danske Videodistributører (FDV). Som led i den legitime kamp mod videopirater etablerede de et autorisationssystem, så man ikke kunne få leveret film fra noget selskab, hvis man blev taget i at fremstille piratkopier.

Kampen mod piraterne var en succes, men den førte til så høje priser hos FDV, at mange udlejere begyndte at købe film i England, hvor de kun kostede en tredjedel.

En af dem var Erik Viuff Christiansen, og han blev udvalgt som offer i en slags prøvesag, der reelt afgjorde udlejningsmarkedets skæbne.

I 1984 trak Johan Schlüter Erik i fogedretten og krævede forbud nedlagt mod hans udlejning af en vhs-kassette, der var købt i England. Johan Schlüter havde haft succes med at jage pirater, men i ophavsretslovens § 25 skelnes mellem piratkopier og udgivne eksemplarer:

”Når værket er blevet udgivet, må de udgivne eksemplarer spredes videre.”

Johan Schlüter vildledte elegant ved at pege på en lignende bestemmelse i § 23, der imidlertid ikke vedrørte filmværker.

Jeg deler ikke Asger Thylstrups syn på advokater. De kan være uengagerede og sjuskede, og når de stod over for det ophavsretlige orakel, Johan Schlüter, var de uhyggeligt godtroende.

Jeg vil tilskrive Eriks tragiske skæbne hans håbløse advokater. De burde have sagt: ”Johan Schlüter har fat i den forkerte paragraf. Dette er et eksemplar af et udgivet værk, ikke en piratkopi. Ifølge § 25 må kassetten spredes, herunder udlejes.”

Eriks advokater snorksov, og de nævnte ikke § 25. Fogeden nedlagde forbud, fordi hun var enig med Johan Schlüter i, at § 23 ikke omfattede film.

Monopolet bliver til
I 1987 antog Erik Viuff Christiansen en ny advokat, som var specialist i EU-ret. Men han svigtede lige så fatalt, idet han ikke engang læste fogedrettens kendelse.

Han fik ganske vist sagen for EU-Domstolen, men her godkendte han Johan Schlüters bemærkelsesværdige nye beskrivelse af ophavsretsloven. Nu skulle der i ophavsretslovens § 23 være en særlig bestemmelse om udlejning af filmværker!

Påstanden om denne i virkeligheden ikke-eksisterende bestemmelse blev helt utroligt også støttet af den danske regering.

På den baggrund blev EU-Domstolen spurgt, om EU-retten er til hinder for en særlov, der gør det muligt at forbyde udlejning af et værk, efter at det er udgivet.

Domstolen svarede, at det er den ikke, hvis forbuddet anvendes på samme måde for indenlandske udgivelser som for importerede udgivelser. Således afværgede Johan Schlüter, at FDV’s særlige stilling på det danske marked blev bedømt efter konkurrencereglerne.

Schlüter i krig
I 1988 proklamerede Johan Schlüter frejdigt i Danmark, at EU-Domstolen havde grebet ind og forbudt Erik Viuff Christiansens udlejning.

Eriks advokat, der intet havde undersøgt, meddelte Erik, at slaget var tabt. Herefter indgik Erik et forlig, der af Johan Schlüter blev udlagt, som om Østre Landsret havde givet ham ret.

Så gik Schlüter i krig mod alle de andre videoimportører – på nær mig, der åbenbart var den eneste, som havde læst ophavsretsloven.

Jeg udlejede LaserDiscs, og min advokat var klar til at forsvare et eventuelt angreb med § 25. Så skrev jeg artiklen, hvori jeg påpegede, at der ikke fandtes nogen særlov om udlejning af film, og at man bare kunne pege på § 25, hvis man blev angrebet af FDV.

Mit budskab blev ikke trykt i en eneste avis, men artiklen endte til sidst hos Kulturministeriet.

Stoppet af dommer
For Kulturministeriet var det i 1989 blevet et problem, at der ikke fandtes en sådan lov, som det havde kæmpet for ved EU-Domstolen.

Ministeriet foreslog en særlov med et tilsvarende indhold, men sagde til Folketinget, at det gik ud på at tillade at sælge videofilm, som om det var forbudt.

En særlov om udlejning af film blev derefter indført i § 23 uden debat, hvorefter § 23 af Johan Schlüter og domstolene blev fortolket sådan, at kun FDV’s film må udlejes i Danmark.

Denne opdeling af fællesskabsmarkedet for udlejning af film har EU-Domstolen aldrig forholdt sig til.

I 1988 opdagede jeg Johan Schlüters trick i fogedretten, men først i 1992 lærte jeg om løgnen ved EU-Domstolen og den præmis, der ignoreres. Og jeg skrev bogen Sådan tjener man 1 milliard kr.

Igen var den landsdækkende presse tavs, men Johan Schlüter læste bogen og stævnede mig for injurier. I 1995 fik jeg endelig chancen for at bevise, at FDV’s adfærd var ulovlig. Men kort inde i proceduren blev jeg standset.

Dommerne forbød mig at fortsætte med følgende begrundelse: ”Vi kan ikke sige til vores kolleger og de advokater, som er en del af systemet, og som har tilladt denne praksis igennem fjorten år, at de er dumme.”

Hellere bevare en ulovlig praksis end indrømme, at denne praksis aldrig burde være tilladt. Via den tankegang er domstolene blevet FDV’s og andre monopolers partners in crime, og de vender det blinde øje til diverse løgne ved EU-Domstolen og manipulationerne af Folketinget.

Kæmpe skandale
I Danmark har vi givet Schlüter så meget indflydelse, at han kunne få sit lands regering til at støtte en opdigtet lov i et indlæg til EU-Domstolen for at ramme en konkurrent. Og vi har ladet Kulturministeriet narre Folketinget for at få en lignende lov vedtaget i ubemærkethed.

Kronen på værket er et regulært frihandelsforbud, som vi har levet med i nu tyve år.

Et retssamfund?

For er par år siden fortalte jeg under private forhold historien til et medlem af Folketinget.

”Hvis det, du fortæller mig, er sandt, bliver det en kæmpe skandale, når det kommer frem,” svarede han.

Desværre drejer det sig ikke kun om Johan Schlüter.

Der er virkelig mange, som vil tage sig skidt ud, fordi de fulgte ham blindt. Som Obi-Wan Kenobi rammende spørger i Star Wars: ”Who is the more foolish? The fool or the fool who follows him?”

Der er forskel på at have ret og få ret, skriver Asger Thylstrup i sin Ekko-anmeldelse, men sådan bør det ikke være. Det bør være dommernes opgave at håndhæve loven, ikke at dække over ”dumme” kolleger.

Kujonagtige medier
Jeg er klar over, at jeg er i opposition til hele den juridiske verden, det vil sige dommere og advokater, også Asger Thylstrup, som heller ikke uden problemer kan sige til sine kolleger igennem nu 41 år, at de har været dumme.

Og hvor er medierne, som hele vejen igennem har lukket øjnene?

Jeg synes, at medierne – Ekko undtaget – er nogle krystere, når de prøver at tie bogen ihjel. Men en dag kommer en ny generation til, som ikke har noget i klemme, og som tør forholde sig til dokumentationen.

Den skjulte korruption er et testamente til disse fremtidens historikere.