Det ekstreme liv giver ekstrem kunst

Hollywood har lige siden filmbyens grundlæggelse haft en uimodståelig tiltrækning på mennesker fra hele verden.

Nogle har nøjedes med at se de film og serier, som er blevet produceret i den særligt filminteresserede del af Los Angeles på den solbeskinnede vestkyst.

Andre er rejst dertil med en drøm om selv at blive en del af det glamourøse underholdningscirkus.

Den svenske kunstner Tova Mozard har de seneste tyve år løbende rejst til USA. Hun har fulgt statisten Russ, der har levet i udkanten af Hollywood.

Det har nu resulteret i udstillingen ILoveRuss, der vises på Nikolaj Kunsthal indtil 31. juli. Her udforsker kunstneren gennem film og fotografier spændingsfeltet mellem virkelighed og fiktion på det sted, hvor de to støder hårdest sammen.

”Jeg kan godt lide Hollywood, fordi det er både grimt og smukt, klamt og skønt, racistisk og åbenhjertigt,” siger Tova Mozard, da vi møder hende hos Nikolaj Kunsthal.

”Det hele er samlet på ét sted. Og Los Angeles er så opdelt mellem dem, der arbejder i filmbranchen, og de andre, som er pissel igeglade med branchen.”

Tova Mozard nævner, at Californien med skovbrænde og naturkatastrofer, våben og stoffer, er mere dramatisk end den svenske og danske virkelighed.

”Livet er mere ekstremt derovre, så det kan kunsten også tillade sig at være. Der sker simpelthen mere. Der går jo flere seriemordere frit rundt i Los Angeles, mens vi sidder her og snakker,” fortsætter kunstneren.

”Da jeg var der sidste sommer, stod jeg og filmede på gaden. Pludselig fangede mit kamera en sort mand, der stod og onanerede. Det var fantastisk, og min perverse side får virkelig tilført energi, når jeg er i USA.”

Bag kulisserne
44-årige Tova Mozard er opvokset i Sverige med to forældre, der begge var kunstnere. Ligesom de fleste andre så hun amerikanske tv-serier i fjernsynet.

Og selv om Elvis døde, året inden Mozard blev født, havde hun i sin ungdom en stor interesse for den karismatiske sanger.Hun så ham som en slags menneskelig dukke, resten af verden kunne tjene penge på.

”Jeg tror, at jeg var draget af ham og andre amerikanske personligheder, fordi de fremstod som karakterer fulde af klichéer. Elvis var nærmest uvirkelig og en slags helt, larger than life,” fortæller Tova Mozard.

”Da jeg var tretten år gammel, kom Twin Peaks og Agent Cooper ind i mit liv. Han var noget helt særligt for mig. Og der var noget over, hvordan David Lynch viste det civiliserede samfunds perversitet, der lurer lige under overfladen.”

Hun begyndte efter endt uddannelse på Malmø Art Academy at rejse til USA, hvor hun både fik be- og afkræftet nogle af de tanker, hun havde gjort sig om Hollywood.

”Jeg fik jo at se, at der var en enormt barsk verden bag det polerede ydre. Jeg besøgte Universal Studios og så på kulisserne, der i almindeligt dagslys så temmelig billige ud,” siger Tova Mozard.

”Men da solen stod rigtigt, kunne jeg tage et billede af huset fra Psycho. Så forstod jeg, hvordan noget, der næsten ligner pap, kan blive magisk og stærkt med den rigtige linse og vinkel.”

Filmet venskab
Mens Tova Mozard som ung studerede fotografi på UCLA i Los Angeles, var hun åben over for alt det, som filmbyen kunne byde på.

Lærerens kone var med til at lave en indiefilm, som manglede statister. Det sprang Mozard på, og under optagelserne mødte hun den ældre fyr Russ.

De startede et venskab, som tyve år senere er blevet til udstillingen ILoveRuss.

Han er den røde tråd i værket, som også indeholder billeder med andre personer og steder. Tilsammen stiller kunstneren skarpt på det at være menneske i en ofte karikeret kulisseverden, som dog ikke er mindre ægte af den grund.

”Russ ville meget gerne have mig til at filme ham, mens han gjorde forskellige ting. For mig var det både morsomt, rørende og spændende at hænge ud med en person, der var så interesseret i at være foran kameraet,” fortæller Tova Mozard.

”Vi fik begge noget ud af det, for det var skønt at tilfredsstille hans behov for at blive set. Jeg kan godt lide at være den, der kigger.”

Forbandet maskine
ILoveRuss er på den måde en hyldest til hovedpersonen, der aldrig har opnået den stjernestatus, som de fleste i Hollywood forgæves kæmper et helt liv for at nå frem til.

Tova Mozard ser til gengæld noget smukt i hans lettere retningsløse måde at gå til statistrollen på.

For Russ er der ikke noget, der hedder karriereplaner og delmål. Kunstneren har forsøgt at finde ud af, hvad der egentlig driver ham og andre mennesker, som befinder sig i udkanten af underholdningsindustrien.

”Hollywood er jo så forbandet stor en maskine, men på en måde har Russ fundet ud af at benytte sig af maskineriet, så han selv kan bestemme. Det synes jeg er meget inspirerende,” siger Tova Mozard.

Hun er dog ikke blind for bagsiden af medaljen.

For Russ og de mange som ham er livet lige uden for spotlyset også en besættelse, der umuliggør det ”almindelige” liv, som de fleste af os har.

”Det bliver på bekostning af et rigtigt liv, hvordan man end vender og drejer det. Fiktionen æder jo det ægte liv.”