Sundance: Historien om en tabt generation

True crime-dramaet American Animals er en af de mest feterede film på Sundance i år, og den er allerede solgt til biografdistribution.

Filmen bygger på en autentisk, sensationel historie.

I 2003 besluttede bedstevennerne Spencer Reinhard og Warren Lipka sig for at stjæle de mest værdifulde førsteudgaver fra deres skolebibliotek på Transylvania University i Kentucky – deriblandt Darwins On the Origin of Species og bøger med tryk af fuglemalerier af den berømmede ornitolog John James Audubon.

De havde ingen anelse om hvordan, men de to studerende, som var i 20’erne, var sikre på, at de ville kunne tjene millioner på at sælge dem videre.

Filmens engelske instruktør, Bart Layton, spillefilmdebuterer efter en karriere som dokumentarist. Til en Q&A efter en visning af filmen på Sundance fortalte han om inspirationen bag projektet.

”Det, der tiltrak mig, var: Hvorfor ville de her forholdsvis veluddannede, velopdragne børn begå sådan en forbrydelse? Troede de bare ét sekund, at de kunne slippe afsted med det?”

Det kunne de ikke, selvfølgelig.

Angerens tyngde
Bart Layton var på Sundance for fem år siden med dokumentaren The Imposter, om en ung fransk fyr, der får en texansk familie overbevist om, at han er deres forsvundne søn. En sensationel historie, der udfoldes som en neglebidende intens thriller.

I den dokumentar brugte Layton rekonstruktioner i visse nøglescener. I fiktionsfilmen American Animals går han den modsatte vej og klipper interviewoptagelser med de virkelige Spencer og Warren ind i filmen.

”Det var altid en del af manuskriptet,” siger Layton. ”Jeg fik adgang til breve og telefonsamtaler fra deres tid i fængslet, som jeg brugte til at skrive ud fra.”

”Men da de kom ud, og vi fik lov at interviewe dem, havde de forandret sig meget. Der er ting, man kan sige i breve, som det er meget sværere at sige til et kamera. Så da vi lavede vores interviews, kom der noget meget anderledes frem: tyngden af deres handlinger, og den anger, de stadig føler i dag.”

”Så jeg var faktisk nødt til at sætte produktionen på pause for at gå tilbage og skrive manuskriptet om for at få det med.”

Visuelt overvældende
American Animals tematiserer hukommelse og skyld, og måden fortiden kan forfølge én hele livet.

Det er emner, som Bart Layton dyrker på forskellig vis.

I én scene stopper Spencer og Warren ved en tankstation. Da Spencer har forladt bilen, dukker den virkelige Warren Lipka op i passagersædet. ”Er det sådan her, du husker det?” spørger fiktionens Warren sit virkelige ophav.

”Nej. Men hvis Spencer mener, at det skete sådan her, så lad os bare sige det.”

Filmen har tårnhøj produktionsværdi med skiftende visuelle udtryk efter stemningen i filmen. Nogle gange er den mørk og dyster som en Michael Mann-thriller, andre gange kækt indbydende som Ocean’s Eleven.

Ikke mindst i en gennemkoreograferet fantasisekvens, hvor drengene forestiller sig at gennemføre røveriet med en danseagtigt elegant stil til tonerne af Elvis-hittet A Little Less Conversation.

”Jeg skrev et meget langt manuskript, fordi jeg havde så mange noter til billederne,” forklarer Layton. ”Det er uvurderligt at have storyboardet sin film. På et tidspunkt prøvede jeg at snyde mine producere ved at ændre margenen for at gøre det kortere.”

”Det opdagede vi,” siger produceren Katherine Butler, der er med på scenen. ”Med det samme!”

En sorgfuld røverifilm
Man kan se, hvor tungt røveriet vejer på interviewpersonerne i dag. Og det giver filmen en stemning af lurende tragedie, som man ville ønske, at man kunne afværge.

Flere gange i løbet af filmen er der indklip med de mest drabelige af Audobons fuglemalerier. Rovfugle, der suser ned fra oven og borer kløerne i mus og småfugle, så blodet driver.

Drengene ser kuppet som deres redning fra et konformt liv, en måde at gøre noget ekstraordinært på. Men hvor meget de end ville ønske det, er de ikke rovfugle.

”I brevene fra fængslet skrev Spencer meget ærligt om, at han ønskede at blive en kunstner, men at han ikke havde nogen særlig livserfaring – og næppe heller ville få det. Han er en hovedperson, hvis største karakterbrist er, at han ikke har en brist. Så han skaffer sig én.”

”Da jeg mødte dem første gang, var de lige kommet ud af fængslet. De fortalte mig, at de to første år, hvor de havde været i stærkt bevogtet forvaring sammen med narkobander og karteller, havde været de bedste år af deres liv.”

”Da jeg spurgte hvorfor, svarede de: ’På en måde var vi frie. Vi havde befriet os selv fra andres forventninger om, hvad vi skulle gøre.’”

”Warren talte meget om et behov for at føle sig som noget særligt. Unge mennesker er under sådan et enormt forventningspres om at være interessante. Det føltes som en historie om en fortabt generation.”