Det er ikke en anmeldelse, man læser

Jakob Stegelmanns anmeldelse på Ekkos hjemmeside af Tintin: Enhjørningens hemmelighed er særdeles lunken over for filmen, og der kvitteres med tre stjerner.

Den primært negative vurdering af filmen er intet problem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert i den sammenhæng. Der er ingen formel for, om en film er god eller dårlig.

Det problematiske er argumenterne, som leveres i Stegelmanns vurdering af filmen om Tintin.

I anmeldelsen kan vi læse, at filmen ”dropper dermed helt den rigtige Haddock”. Der er altså en rigtig Haddock. Den fra Hergés tegneserie. Anmeldelsen af en tegneserie-filmatisering er således bundet op på, om filmen i et 1:1-forhold ligner anmelderens oplevelse af tegneserien. Vi bliver ikke klogere på, om Haddock fungerer som filmisk karakter — hvordan fungerer den filmiske Haddock i filmens univers?

Hvordan er filmen?
Stegelmann argumenterer videre for, at ”Simon Peggs Dupont & Dupond gør figurerne mere latterlige, end de nogensinde var”. Igen er Dupont & Dupond ikke, som de optræder i tegneserien, hvorfor filmen er dårlig. Og endelig slutter anmeldelsen med at sætte trumf på ved at konstatere:

”Hans tegninger er så markant originale, at hans figurer næppe kan få ægte liv andre steder end på papiret.”

Men hvordan er filmen? Kan filmen ikke være vellykket uden at være en tro kopi af tegneserien? Det burde være centralt at holde sig for øje, at det skrevne og det visuelle medie er to forskellige udtryksformer, som kan noget forskelligt på helt forskellige præmisser.

Mere film, tak
Faktisk skrives der i anmeldelsen også konkret om filmen: ”Han skruer tempoet i vejret, han er visuelt elegant og opfindsom, indrammer historien i fabelagtige kompositioner og instruerer skuespillerne, så motion capture-teknikken stråler. Det er en vellykket illusion, og man skal være meget sur for at hade det, mens det står på.”

Denne meget positive beskrivelse af filmen er kendetegnet ved faktisk at handle om filmen, men det kan ikke bruges til noget, for, som Stegelmann konstaterer, så ”bliver man klar over, at det ikke er Tintin, man ser”.

Vi kan altså konstatere, at en (muligvis) god film faktisk slet ikke er god alligevel, fordi den ikke er en tro kopi af forlægget. Stegelmanns tekst er fantastisk at blive klog af, hvis man ønsker en komparativ analyse af tegneserie og film. Som filmanmeldelse kunne man godt ønske sig lidt mere, ja, film.

Morten Vejlgaard Just er redaktør af Filmnoter på Den2radio.