Det er ikke et sted, men en følelse

En dræbt pige skyller op på stranden. Gennem hendes øjne ser vi den verden, hun har forladt. På en gang grimmere, grummere og smukkere end noget andet sted, seerne kunne erindre, at fjernsynet havde taget dem hen.

Ved at opsamle tv-seriens klichéer og konventioner, og dyrke dem med lige dele brutalitet og nænsomhed, fandt Twin Peaks i 1990 mere i mediet, end det nogensinde havde rummet. På et tidspunkt, hvor USA endnu kun havde fire betydningsfulde tv-kanaler, blev det bredeste af medier genopfundet af den smalleste af Hollywood-instruktører.

Twin Peaks opfyldte ambitioner, som ingen havde kunnet formulere.

Forklædt noir
Fra 1981 til 1987 satte Steven Bochco guldstandarden for tv-dramatik med Hill Street Blues, mens egentlig hverdagsrealisme – almindelige menneskers moderne liv – forblev sjælden. Krimiserien var dominerende, og i 1984 skabte Michael Mann endnu én: Miami Vice (baseret på en tv-chefs note i to ord: ”MTV Cops”).

Men serien forfulgte både en dramatisk og en æstetisk vision med uset kompromisløshed, der for en gangs skyld bragte mainstream-tv foran resten af popkulturen. Og på trods af sin kunstighed kunne Miami Vice sige noget nyt og sandt om USA.

I den forstand var Miami Vice forløber for Twin Peaks. Den tillod sig absurde excesser. Narkobetjenten Crockett kører i en Ferrari, bor på en yacht bevogtet af en alligator og gifter sig med popsangeren Sheena Easton! Alle andre end teenagedrenge burde afvise begge serier for deres grad af kunstighed, reproduktion af klichéer (herunder kønsroller) og æstetisering af brutal vold.

Men Miami Vice og Twin Peaks er forklædt noir. De abonnerer på krimigenrens grundopfattelse, der spejler Amerikas puritanske arv: Menneskets natur vil skuffe dig. Hvis ikke godheden belønnes (det gør den ikke), må vi som minimum forvente, at ondskaben straffes.

Råddent hjerte
I Twin Peaks er alle ægteskaber itu og enhver derfor alene i længslen efter kærlighed. Ægteskaberne er en serie af store og små løgne: The Palmers, Hornes, Packards, Shelly og Leo, Norma og Hank, Ed og Nadine, til sidst endda den pæne lægefamilie Hayward. Laura har efterladt en række knuste tilbedere: James, Bobby, Jacoby, Harold.

Finder du kærligheden, vil den blive overskygget af frygten for at miste. Se bare Norma og Ed, Shelly og Bobby, Donna og James, Harry og Josie. Selvfølgelig hedder Nadines foretrukne sæbeopera ”Invitation to Love”: Der er ingen, som andre særheder til trods, ikke går rundt med et knust hjerte i lommen.

Twin Peaks er også en ægte sæbeopera i den forstand, at serien helt som Dallas, Dollars og Melrose Place opstiller et varieret galleri af smukke kvinder og mænd. Men i persontegningen tilføres en sjælden dybde og præcision.

Og under skønheden banker et råddent hjerte. Laura blev myrdet og seksuelt misbrugt – af sin far – og prostitueret af sin arbejdsgiver, byens matador Benjamin Horne, der også gik i seng med hende. Som detaljerne oprulles, må hendes klassekammerater indse, at ungdommens uskyld ikke er noget, de selv kasserer. Den bliver dem frarøvet. Samtidig længes de voksne i galskab tilbage til ungdommen. Som når Nadine indskriver sig på gymnasiet, og Ben via sin barndoms smalfilm forsvinder i borgerkrigen.

Politifamilien
Hvor er noget i balance? Kun på politistationen, hvor kammeratskabet holder til hvad som helst. Hver gang ondskaben tester sherif Truman og hans håndgangne mænd, overlever deres tro på retfærdigheden, og dermed bekræftes vores tillid til dem.

I starten tror vi, at Dale Cooper er vores rationelle guide på ekspeditionen ind i byens mørke mysterier, men det går begge veje. Truman er vores holdepunkt, når vi prøver at forstå Cooper. Deres venskab og politigården som en sammenbragt, men fungerende familie, er seriens helt store kærlighedshistorie.

Twin Peaks er en fejring af USA som moralsk autoritet – på det tidspunkt, hvor landet til sin egen overraskelse vandt Den Kolde Krig og dermed blev guldlandet ved foden af ”the end of history”. For enden af det tyvende århundrede ventede: en forbandet god kop kaffe.

Ud af skærmen
Hvad kan Twin Peaks fortælle os om fremtiden for den igangværende udvikling i tv-dramatikken?

To ting: Den kan fortælle, hvad figurer betyder, og hvordan de forrådes. Seriens helt enestående succes er persongalleriet, der etableres i første sæson. For film og tv handler i virkeligheden kun om mennesker. I serier som M*A*S*H og Hill Street Blues havde den amerikanske tv-industri demonstreret evnen til at skabe figurer, som – midt i mediets pop, sjusk og samlebånd – var så overbevisende, at de kunne træde ud af skærmen.

I komediegenren bevæger de sig ind og ud af komikkens krav, og i krimien er de underlagt genrens skematiske forudsigelighed. Men Twin Peaks favner begge og åbner et nyt fortælleplan.

Vi mærker fra første sekund figurernes nærvær. Laura kommer til at betyde noget for os, fordi hun betyder noget for dem. Vi dvæler ved personerne i et tempo, der ligner livets. Også dét lyder som en sæbeopera, men den afgørende forskel er, at Dollars aldrig ser sine figurer som andet end brikker i en magtkamp.

I Twin Peaks får de lov at trække vejret. Der var alvor i M*A*S*H og humor hos Bochco, men Twin Peaks tilføjer nye niveauer, der ikke burde kunne bringes sammen: horror, mystik, farce, romantik. Ved at åbne disse genrer aktiverer serien vores nærvær.

Vi drømmer med. I opgøret med tv-mediets konventioner erobrer fortællingen et glimt af livets autenticitet. Og mister det igen. Seerne forsvandt, da der blev sat navn på Lauras morder. Måske er problemet bare tvseriens indbyggede svaghed: At ingen idé er så genial, at den fascinerer for evigt.

Maskefald
Eller måske er det mere subtilt. Med tiden må figurerne nødvendigvis begynde at reflektere over absurditeten i deres situationer

I første sæson besidder de, al syndighed til trods, en uskyld, der i de første afsnit hamres hjem i deres vantro dobbeltchok over Lauras brutale død og dobbeltliv. Byens indbyggere er samtidig noget mere forbløffede over deres egen hverdag, end de har ret til.

Hvorfor iagttager Ed – efter årtiers samliv – stadig Nadine med evig undren? Hvorfor bevæger Audrey sig rundt på The Great Northern, som om hun selv er gæst?

Dale Cooper sætter tonen fra sin første scene. Han drager til Twin Peaks med samme kække frejdighed som en victoriansk opdagelsesrejsende. Med hans første besked til den usynlige Diane viser Twin Peaks os sin egen sjæl. Den formidler simpelthen en umiddelbar, stor kærlighed – til figurerne, til mediet og til verden – som den forlegent camouflerer under corny jokes og gruopvækkende horror.

Men det, der starter truende og dragende, ender i anden sæson planløst. Her falder maskerne helt bogstaveligt, da Leland i spejlet mødes af Bobs grin. Nu forsøger figurerne at tage konsekvensen af de uhyrlige præmisser, som deres liv har stukket ud. Seriens mesterlighed opstod netop i spændingen mellem fantasien (David Lynch) og logikken (Mark Frost). Den pulveriseres, når hver kolonne i regnskabet pludselig skal gøres op.

På The Roadhouse sidder Cooper og en række af vores andre helte som hypnotiserede koncertgængere, mens Leland/Bob massakrerer Maddy (en klon af Laura) i den udpenslede voldsscene, seerne indtil da kun har kunnet se i deres mareridt. Selv Kæmpen står på scenen, som om også Coopers underbevidsthed nu indrømmer, at det hele er en makaber kabaret.

Serien er kommet til den uundgåelige skillevej: Kan den overleve uden sin mordgåde?

Det er her, der også er en mulighed for at blive mere som livet, mindre som tv. I krimien stopper historien med skurkens dom (Bob/Lelands selvmord) – i livet lever gerningsmænd og ofre videre, indimellem sammen.

Twin Peaks undersøger nysgerrigt denne idé. Leo sidder nu lammet i en rullestol, så Shelly og Bobby skal bruge deres liv på at made manden, der ville slå dem ihjel. Både Ed og Norma føler sig forpligtet over for Nadine, som Dale Cooper over for sin afdøde elskede Caroline.

Fortiden skygger for fremtiden, men det gælder desværre også for serien. I starten har den etableret to skurke, som den ikke er i stand til at overgå i ondskab: Leland/Bob og hans klient Ben. Mens Leland forsvinder ind i døden, gennemgår Ben hele to utroværdige personlighedsforandringer, der reducerer ham til en sympatisk klovn – en manøvre, som helt undergraver hans andel i Lauras skæbne og dermed forråder hendes død.

Gentagelserne accelererer i en dobbeltgængerspiral, hvor figurerne møder variationer af sig selv.

Lucy sin søster, Norma sin mor, Hank sin gamle cellekammerat. Og da James som den eneste forlader Twin Peaks, brister illusionen om seriens overlegenhed. Han forføres af en voldsramt, men kynisk rigmandshustru i et helt over-flødigt subplot, der ikke rummer ét originalt sekund.

Vi er pludselig tilbage i noget, der mistænkeligt ligner tv.

Serien ville ikke alene erobre og undergrave seernes oprindelige forventninger, men også dem, de formede undervejs. Men med den åbenlyse skurke- og plotudskiftning ofres illusionen om, at der er en mytologi, hvor enhver kryptisk brik har sin plads. Og i forsøget på at tage seernes nye holdepunkter fra dem, ødelægger Twin Peaks sig selv. Den efterlader nemlig sine mest interessante figurer på perronen. Det er en fejl, der ikke kan tilgives.

Hvorfor ikke beholde FBI-agenten Denise? Og hvorfor er savmøllens skæbne mere interessant end major Briggs’ viden om liv i rummet? Tv har altid haft en forbløffende evne til ikke at ville blive bedre. Og spørgsmålet er: Er selv den bedste tv-serie dømt til at blive dårlig undervejs?

I streaming-æraen har hits som Stranger Things og Homeland insisteret på færre afsnit per sæson og forsøgt at genopfinde sig selv i pauserne.

Alligevel har ingen af dem kunnet fastholde deres topniveau. Watchmen, der sidste år var en af HBO’s største satsninger, vil instruktør Damon Lindelof slet ikke fortsætte. Den eneste løsning på at undgå kvalitetstabet er åbenbart: At holde op i tide.

En advarsel
I 1991 kæmpede Lynch og Frost indædt mod ABC’s lukning af serien, og i 2017 skabte de så en ”tredje sæson”. Men Twin Peaks: The Return er ikke så meget en fortsættelse som en anti-fortsættelse. Den foregreb Watchmen ved at beholde kølerfiguren (Cooper) og skifte resten af bilen ud.

Kunne seriens sjæl lade sig omplante til Las Vegas, South Carolina, New York? Er Twin Peaks – som James Hurley siger – ikke et sted, men en følelse? Vi fik aldrig svaret, fordi The Return slet ikke byggede videre på serien som fuldtonet føljeton, men fokuserede på Cooper, nu solo – som Captain America uden The Avengers.

I tonen er The Return tættere på Lynch’ spillefilm end på den serie, den påstod at være en del af. Og dog. En af inspirationskilderne til den oprindelige serie var de to skaberes skrinlagte film om Marilyn Monroe (der også lagde kimen til Mulholland Drive), der kredser om temaet ”kvinde i knibe”.

I Twin Peaks er der ikke én, men utallige: Laura, Audrey, Shelly, Annie. I The Return møder vi Janey-E, husmor i Las Vegas. Med portrættet af hende tegner serien et Amerika, der i sin surrealisme rammer virkeligheden med urovækkende klarhed. Et tomhedens og ensomhedens USA, hvor selv de tre medlemmer i husstanden lever på hver deres planet.

Janey-E genforelsker sig undrende i sin gangstertaber-mand Dougie, da agent Coopers sjæl flytter ind i hans krop. Dougie er altså blot en kulisse i et kulisselignende hus i den kulisselignende forstad til den kulisselignende storby, der ikke er ”hjem” for nogen eller noget. Før Dougie ved dette metafysiske mellemspil forvandles til en form for menneskelig sommerfuglelarve, der nu skal blive Cooper og derpå sikre, at retfærdigheden sker fyldest – med 25 års forsinkelse i den anden ende af landet. Prøv at pitche den idé til en tv-station, hvis du ikke hedder David Lynch!

I sin form er The Return den præcise modstilling til den oprindelige serie, hvor vi dårligt krydser bygrænsen, men forbliver i skovens dybe stille uro. Vi ender med Cooper, Diane og Laura på roadtrip i virkeligheden, men de ligner voksfigurer foran en fotostat.

For også i budskabet er den nye sæson sin forgængers modsætning. I Twin Peaks sejrer kammeratskabet på politistationen, i The Return er Cooper uhelbredeligt alene i en verden befolket af sine egne dobbeltgængere, ofre og genfærd.

Den oprindelige serie var David Lynch’ kærlighedserklæring til Amerika, fortalt med en samlers sludrende dedikation. Den nye serie er en advarsel, som ikke forventer at blive hørt.