”Det er min mest romantiske film”

Man kan sige meget om Yorgos Lanthimos’ forskellige film, men kedelige er de i hvert fald ikke. Idéerne og de underlige universer stritter på en måde, som normalt hører litteraturens verden til.

Forfattere som George Orwell og Franz Kafka, Svend Aage Madsen og Kaspar Colling Nielsen, har skrevet fremtidsvisioner, der i virkeligheden er en kommentar til nutiden.

Yorgos Lanthimos’ film er på samme vis fremtidsunderlige. I Dogtooth (2009) holdes tre teenagere indespærret i deres barndomshjem, som de aldrig har været udenfor, og i Alperne (2011) starter en gruppe mennesker en højst besynderlig virksomhed, der hjælper folk gennem tabet af en elsket.

Kærlighedsdyret
Med The Lobster går Lanthimos endnu længere end tidligere. I en nær fremtid skal mennesker finde sig en kæreste inden for 45 dage, for ellers bliver de transformeret om til dyr og sendt ud i skoven.

Gudskelov får de da i det mindste lov til selv at bestemme, hvilket dyr de gerne vil omdannes til, hvis de ikke finder kærligheden. Filmens arkitekt-hovedperson (Colin Farrell) vælger en hummer, fordi den kan svømme og lever ualmindeligt længe.

”Hummeren er et romantisk valg, ikke sandt!” siger Yorgos Lanthimos og læner sig tilbage i den hårde plaststol, mens han skuler lidt rundt i det store lokale, vi er blevet placeret i. Ved et andet bord er Colin Farrell i gang med at give sit femte interview på få timer.

”Filmen er romantisk, ja, det er den mest romantiske film, jeg nogensinde har lavet, vil jeg faktisk mene,” siger Yorgos Lanthimos.

Komik om singler og par
”Filmen handler om singler og par, der forsøger at få tingene til at fungere. Selvfølgelig er det bedst, hvis de finder kærligheden, men det behøver de egentlig ikke, så længe de bare finder hinanden og kan overbevise alle andre om, at de er forelskede.”

”Nogen vil helt sikkert kalde dette for et kynisk syn på kærlighed, men for mig handler filmen netop om kærlighedens væsen og om, hvordan vi ser på singler,” siger Yorgos Lanthimos og begynder lige så stille at banke sin finger let ned i håndfladen, mens hans siger:

”Vi ser jo ofte med undren og distance på dem, der vælger at være alene, og derfor måtte filmens billeder også være distancerede. På den måde kan man se komisk på både singler og par. Jeg vælger ikke side med denne film. Jeg sætter bare kærlighedsbegrebet på spidsen.”

Andet blik på kærligheden
The Lobster er en film, som Yorgos Lanthimos har gået og skrevet på længe uden helt af vide, hvad det skulle ende med.

Emnet kærlighed er jo stort set blevet behandlet konstant i alle kunstarter gennem verdenshistorien, og det var netop det, der fik Lanthimos til at ville lave filmen.

”Det er det tema, som flest mennesker interesserer sig for, men det underlige er, at alle interesserer sig for den på samme måde.”

”Derfor var der brug for en historie, som kunne sætte tingene i perspektiv. Det var mit mål med filmen. Alle læser selvfølgelig alt muligt ind i filmen, men mit mål var ganske enkelt at se på kærligheden med et andet blik,” siger Lanthimos.

Farvel til græsk film
Kærligheden til græsk film er imidlertid til at overse for den græske instruktør, som med The Lobster har lavet sin første engelsksprogede film.

”Jeg vender ikke tilbage til græsk film lige foreløbigt, hvis jeg kan blive ved på engelsk,” siger Lanthimos og knapper sin skjorte op til halsen.

”Der er positive og negative ting ved at lave film på engelsk, men denne film ville formentlig ikke kunne blive til noget i Grækenland, fordi man ingen økonomisk støtte får.”

”For mig er historien det vigtige, men selvfølgelig er det populariteten og stjerneskuespillerne, der betyder mest for pengemændene,” tilføjer instruktøren, der for et par år siden forlod Grækenland til fordel for London.

Ikke spor mærkeligt
Lanthimos mener dog ikke, at hans films udtryk ville have været anderledes, hvis han havde lavet den på græsk. For instruktøren går først og fremmest op i historien, og så må det filmiske følge med.

”Folk kalder ofte mine film for mærkelige, fordi man er vant til en bestemt type film, der går fra a til b,” siger instruktøren.

”Og ja, det er da normalt at gå fra a til b, men hvorfor er det det? Hvorfor skal man kaldes mærkelig, når man forsøger at gå en anden vej end hovedparten af verdens filminstruktører?”

”Jeg synes ikke, det er mærkeligt at skabe et samfund, hvor mennesker har 45 dage til at finde en kæreste, og hvis de ikke klarer den bliver de til dyr og sendt ud i skoven. Det er ikke mærkeligt, det er bare sjovt.”

Åbne slutninger er bedst
Ligesom Yorgos Lanthimos’ fortællinger er anderledes, er hans tilgang til skuespillerne utraditionel.

”Jeg instruerer ikke rigtigt. Skuespillerne ved, at der skal være en distance, og derfor sørger jeg for at bevare mystikken imellem os. Jeg lader dem spille scenen og ved faktisk ikke helt, hvad de kan finde på, men samtidig aner de heller ikke, hvad jeg kan finde på. Det skaber den rette energi i billedet,” siger instruktøren.

Han mener, at metoden skyldes den måde, han anskuer film på.

”Jeg ved altid, hvad jeg ikke vil have. Men den vision, jeg har for en film, kommer først stille og roligt med tiden, når vi filmer. Jeg har selvfølgelig historien på forhånd, men selve filmens udtryk får jeg først styr på i løbet af processen.”

Yorgos Lanthimos vælger derfor også helst åbne slutninger. Når man først under optagelserne finder ud af, hvad det hele handler, er det svært at drage konklusioner.

”En åben slutning er efter min mening afgørende for en god film. Hvis folk selv tolker, betyder det, at filmen har gjort et indtryk,” siger Yorgos Lanthimos, hvis næste film bliver en periodefilm fra tiden under Queen Anne, Englands dronning i begyndelsen af 1700-tallet.