”Det er sgu da skide voldeligt af mig”

På en gåtur i Berlins Kreuzberg-kvarter i 2012 stødte jeg tilfældigt på Stine Marie Jacobsen. Vi har fælles venner i København. Trods barske kuldegrader talte vi længe, ikke mindst om hendes igangværende kunstprojekt Direct Approach, der udspiller sig i selvsamme berlinske gader.

Her henvender Stine Marie Jacobsen sig til fremmede mennesker og spørger dem, hvilken filmscene der har skræmt dem mest.

Nogle tænker ”tosse” og går hastigt videre. Andre stopper op og finder ud af, at den unge, blonde kvinde er en dansk kunstner bosat i byen – og at hun er i gang med at dissekere, gennemspille og forstå tyskernes inderste frygt.

Direct Approach kombinerer video (se tre af dem nederst i artiklen!), filmplakater og publikationer. Stine Marie Jacobsen filmer fremmede mennesker i en genfortælling af en skræmmende filmscene, de selv har valgt. De fremmede er alle tyske, for kunstneren er især interesseret i netop tyskernes forhold til vold.

Vold er tabu
”Tyskerne skal leve med, at de har en voldelig fortid. Det er stadig et stort tabu,” siger Stine Marie Jacobsen over Skype halvandet år efter vores møde i Berlin. Hun er lige kommet hjem efter et arbejdsophold i Columbia, hvor nogle af hendes kollegaer var tyskere.

”De bliver bare bedømt på en anden måde end andre … Det gør de sgu!” siger hun, mens videoforbindelsen småhakker.

I arbejdet med sit projekt er hun blandt andet stødt på en kun fjortenårig tysk pige, Kira Bulik, der har svært ved at føle stolthed over sit hjemland.

Den scene, hun udpegede som sin mest uhyggelige, er meget sigende fra den tyske film Kriger, der havde dansk premiere i maj. Med Kira Bulik som skuespiller har Stine Marie Jacobsen genindspillet scenen, hvor nogle unge asiater ganske umotiveret bliver tæsket af skinheads.

Adlyder autoriteter
Når folk har indvilliget i at medvirke i Stine Marie Jacobsens projekt, mødes de til et langt interview. Gennem mindst tre timer spørger hun ind til deres valgte filmscene. Hendes spørgeteknik er blandt andet inspireret af Stanley Milgram-eksperimentet, der viste, at folk helt intuitivt adlyder autoritetsfigurer, selvom disse beder dem om at gøre grænseoversskridende ting.

”Når man bliver forhørt eller udspurgt om noget, er de fleste faktisk tilbøjelige til at sige noget. De føler sig forpligtiget til at svare,” forklarer Stine Marie Jacobsen.

Hun var interesseret i, om folk kom med afvigelser i forhold til den originale film og spurgte dem: ”Hvad skete der så?” selv om hun udmærket var klar over, at der ikke skete mere i den pågældende scene.

Afvigelserne var små, men langt fra usædvanlige. Kvinden Gita Ratzinger genkaldte sig en scene fra den hollandske film A Question of Silence, hvor en gruppe kvinder ud af det blå slår en mandlig tøjekspedient ihjel.

”Gita husker, at alle kvinderne spiser en is, efter at de har slået manden ihjel. Men i virkeligheden er det kun én af dem, der spiser en is. Det er ret absurd, selv om jeg egentlig havde håbet, at nogle af afvigelserne var endnu mere absurde.”

Metafor på nazismen
I genindspilningerne er Stine Marie Jacobsen så vidt mulig loyal over for den originale film i eksempelvis kameraføring, lyssætning og kameravinkler.

Det var imidlertid vanskeligt med en anden kvinde, Annika Schäfer, der blandede sin erindring om Vincenzo Natalis horror-film Cube sammen af flere scener – og tilmed huskede scenografien forkert.

”Jeg ville filme Annika, fordi hun beskrev cellerne i Cube som en ’dødsterning’. For hende blev Cube en metafor, et symbol på det, der skete med Tyskland under nazismen,” siger Stine Marie Jacobsen.

Træ eller kvinde?
Når de medvirkende har fortalt om deres frygtscene, siger Stine Marie Jacobsen til dem, at de skal spille en karakter fra filmen, de selv vælger, for eksempel forbryderen eller offeret.

”Det er sgu da skide voldeligt af mig at kræve det af dem. For jeg kræver, at de definerer sig selv i nogle meget fastlåste rammer,” siger hun.

En politimand stod derfor i et dilemma, da han havde peget på en scene i Evil Dead. En kvinde bliver voldtaget af et træ. Hvad ville han spille – kvinde eller træ?

”Han sagde: ’Det er børnehaveagtigt at spille et træ,’” fortæller Stine Marie Jacobsen. ”Han ville heller ikke spille kvinde – det var han ’for meget mand’ til, sagde han. Så det endte med, at han kun medvirker anonymt på den plakat, jeg har lavet over hans scene.”

Spørger igen og igen
Titlen Direct Approach er taget fra en amerikansk forhørsteknik, hvor man går direkte til den forhørte med det udgangspunkt, at vedkommende er skyldig, og at man derfor ikke behøver lægge skjul på noget som helst.

”Jeg bliver ved med at spørge om scenen, igen og igen og igen, for jo mere jeg spørger, jo mere kommer der frem,” fortæller Stine Marie Jacobsen, der dog måtte indse, én af personerne ikke bed på krogen med denne interview-metode.

Efter at have fået kontakt til 20-25 personer på gaden blev kunstneren nemlig interesseret i at snakke med nogen, der arbejdede med vold til daglig. Hun kontaktede institutioner som politiet, sociale organisationer og STASI-fængslet Hohenschönhausen i Berlin.

Aldrig mere offer
I fængslet kom hun i kontakt med Edda Schönherz, en tv-personlighed fra DDR’s første tv-kanal, som Stine Marie Jacobsen faktisk genkendte fra sin egen opvækst i Sønderjylland.

”Frau Schönherz sad i fængslet i tre år (for forsøg på at forlade DDR ulovligt, red.). Da jeg interviewede hende, blev jeg klar over, at hun undveg konstant. Jeg kunne ikke udspørge hende om den samme scene. Den slags forhør har hun kæmpet imod i tre år,” fortæller kunstneren.

”Hun har hævn i sig, hun er rasende den dag i dag … Hun har aldrig rigtig fået hverken oprejsning eller erstatning. Hun valgte Misery, og hun valgte at være Kathy Bates, for hun skulle aldrig være offer igen.”

Edda Schönherz var dermed også den eneste, der valgte at være forbryder.

Kollektiv skyld
Edda Schönherz er det, man på tysk kalder et ”Zeitzeugin”: et tidsvidne. Det var derfor, Stine Marie Jacobsen syntes, at hun var en vigtig person at få med, selv om hun faktisk finder det meget mere interessant, når fremmede på gaden medvirker: ”For hvorfor er det, de siger ja?” spørger hun og kommer selv med et svar:

”Kollektiv skyld fylder meget i folks bevidsthed … men projektet tillader også den enkelte stemme at komme frem. Når folk får opmærksomhed på den her måde, har de en tendens til at stole på mig og åbne op. Mit projekt er at få dem til at definere sig selv etisk og moralsk, men ikke at få dem til at udlevere sig selv,” forklarer hun.

”Jeg skal derfor også beskytte dem. Hvis de fortæller mig om deres ubehagelige oplevelser, så fortæller jeg dem også om mine.”

Knivoverfald
Og hvad er så Stine Marie Jacobsens personlige mest skræmmende filmscene?

”Det er helt klart scenen i Saving Private Ryan, hvor en amerikansk soldat bliver overfaldet af en tysk soldat. Den tyske soldat sidder oven på ham, imens han langsomt skubber en kniv ind i hjertet på ham, lægger sit ansigt tæt til hans og siger: ’shhh …’,” gyser hun.

”Jeg blev utilpas i biografen, fordi det var så manipulativt et moment – at din forbryder rent faktisk beroliger dig! Det føles også så ubehageligt, fordi jeg selv er blevet overfaldet af en mand med en kniv.”