Skarsgård: Det er Triers pik, ikke min!

Hele filmverdenen diskuterer og dissekerer de mange grafiske sex-scener i Lars von Triers Nymphomaniac. Men Stellan Skarsgård, der spiller en af hovedrollerne som den ensomme, intellektuelle Seligman, tager det hele oppefra og ned.

Han virker faktisk til at være den, der er mindst berørt af al sex-snakken, og de eksplicitte sex-billeder i Nymphomaniac kan ikke hidse ham op – hverken på den ene eller anden måde.

”Da jeg voksede op, var mine forældre nøgne hele tiden, og jeg vidste før mine skolekammerater, hvordan babyer blev til. Så jeg har et meget afslappet forhold til mine kønsdele. Den seksuelle side af filmen er ikke kontroversiel for mig,” siger han, da vi møder ham i København forud for premieren på Triers film.

”Når man i den lange, ucensurerede version ser en ny penis i en vagina, bliver det lige så naturligt som at se spise cornflakes til morgenmad. Det er naturligt. Vi har nogle perverterede ideer om seksualitet, som stammer fra kultur og religion og puritanisme.”

Amerikansk frygt for sex
I det nyeste Ekko skriver Trier-ekspert Peter Schepelern, at seksualiteten er for vigtig til at overlade det til pornofilmene at beskrive den.

Men hvis sexscenerne ikke er kontroversielle, hvad mener svenskeren så, at Nymphomaniac bidrager med?

”Det er et godt citat, for pornoindustrien skildrer ikke vores seksualitet, den prøver bare at ophidse os. Og den her film fungerer ikke som en pornofilm. Men det er nok den mest seksuelt eksplicitte, alvorlige film, der nogensinde er lavet. Og på den måde er den banebrydende.”

– Den puritanisme, du nævnte, hvordan oplever du den i Skandinavien?

”I Sverige har vi de mest frigjorte kvinder i verden, selvom det stadig ikke er perfekt. Men de feminister, der i 60’erne smed deres bh’er væk og forbeholdt sig retten til at knalde, hvem de havde lyst til, er nu blevet influeret af amerikansk feminisme.”

”Det er en feminisme, som er baseret på amerikanske værdier og en fundamental frygt for sex. Det er en kedelig udvikling.”

Tæt forhold til Trier
Stellan Skarsgård er en af de få skuespillere, som ikke bare lægger krop og ansigt til Lars von Triers diabolske påfund på lærredet. Han har også et tæt privat forhold til instruktøren.

Under optagelserne spiser de ofte sammen, og siden han spillede den ulykkesramte Jan i Breaking the Waves, har han været med i de fleste af Triers film – med undtagelse af Manderlay og Direktøren for det hele.

”Lars behøver ikke give mig manuskriptet, før jeg siger ja. Han spørger, om jeg kan møde den 14., og så gør jeg det.”

Selvom Trier har ry for at være en excentrisk og uregerlig kunstner, beskriver de fleste skuespillere ham som en rar og tålmodig instruktør.

Det er åbenbart sjældent, tingene går i hårdknude som i den famøse konflikt med Björk under optagelserne af Dancer in the Dark. Divaerne kan Trier have svært ved at acceptere, og det forlyder, at også Paul Bettany – der havde den største mandlige hovedrolle i Dogville – var lovlig selvtilfreds efter instruktørens smag.

Trier holder derfor også fast i de skandinaviske skuespillere, der kender og kan lide den drillende tone, der hersker under optagelserne: Jesper Christensen, Jens Albinus og altså først og fremmest Stellan Skarsgård.

Den sure svensker
Ifølge den 62-årige svensker holder Trier og ham så meget af hinanden, at de sjældent siger noget pænt i den andens påhør.

”’Din sure svensker,’ kalder han mig. Det startede, fordi han ikke syntes, jeg smilede nok, da vi lavede Breaking the Waves. Jeg svarede, at det var hans fucking måde at filme på, der gjorde det. Hvis han nu kom lidt tættere på med kameraet, ville han se, at mine øjne smilede!” griner Stellan Skarsgård.

For år tilbage brokkede Trier sig over, at den flotte svensker fik alle pigerne. Og Skarsgård mener da også, at rollen i Nymphomaniac er en personlig hævn over ham.

”Han ringede til mig og sagde: ’Stellan, min næste film bliver en pornofilm, og jeg vil have dig til at spille den mandlige hovedrolle.’ ’Det vil jeg glæde mig til,’ svarede jeg, hvorefter Lars sagde: ’Men du får ikke lov til at dyrke sex! Du får kun lov til at vise din pik, og den vil være meget slatten. Det er en personlig vendetta.”

Kontrolfreak
Men hvordan synes Stellan Skarsgård, at hans berømte og berygtede danske ven har forandret sig gennem årene?

”Han er blevet mere åben og afslappet som person. Og som filmskaber har han også ændret sig,” mener skuespilleren.

”Alle gode instruktører er jo på en eller anden måde kontrolfreaks, og med Europa lavede han en film, som er fantastisk vellavet, men også totalt kold og uden liv. Først i Riget og Breaking the Waves satte han skuespillerne fri og opdagede, at det kunne give noget, han ikke kunne opfinde fra skrivebordet.”

”Derfra barberede han mere og mere af sine virkemidler, indtil han med Dogville og Manderlay kun brugte det absolut mest nødvendige.”

”Men nu har han udviklet sin metode med skuespillerne så meget, at han kan genoplive nogle af sine gamle virkemidler. I den her film var der tracking shots, vi havde en tripod til kameraet, og jeg tror endda, jeg så en kran på et tidspunkt.”

Effektivt foder for skuespiller
Den del af Nymphomaniac, hvor Stellan Skarsgård medvirker, er dog relativt afskrællet.

Seligman er en belæst ældre herre, der bor alene i en asketisk, patineret lejlighed. Skarsgård formår at skabe en rørende figur, selvom han det meste af filmen blot sidder ved sengekanten og reagerer på Charlotte Gainsbourgs beretninger om hendes seksuelle udskejelser.

Hvordan arbejder man med en karakter, der på overfladen foretager sig så lidt?

”Når man arbejder med én anden skuespiller i et rum uden den store bevægelse, får man en fantastisk koncentration og energi, som ikke bliver forstyrret af noget. Det er meget effektiv foder for en skuespiller,” siger han.

”Men det her er den første rigtigt aseksuelle person, jeg har spillet. Det er også en person, der er ti år ældre end mig og har en meget mindre pik, end jeg har. Det var en udfordring. Men vi bruger jo stand-ins i alle sexscenerne, og jeg vil gerne have, at alle får at vide, at stand-in’en for min pik er Lars’ egen!”

Et bjerg af smerte
Stellan Skarsgård nyder tydeligvis at få journalisterne til at grine med vittigheder under bæltestedet. Men han har dog også et mere seriøst svar på spørgsmålet om, hvori hans største kamp som skuespiller ligger.

”Normalt er udfordringen ikke det, jeg specifikt skal gøre som karakteren, men at overkomme min egen angst, så jeg kommer til live foran kameraet og ikke blokerer mig selv.”

– Hvad er det for en angst?

”Hver gang jeg lige har sagt ja til en film, siger jeg: ’Åh nej, hvorfor gjorde jeg nu det …’ Jeg ser et bjerg af smerte og ængstelse for mig. Selvom jeg har lavet 90 film, bliver nervøsiteten før hver optagelse ikke mindre.”

Redder små budgetter
Ligesom skandinaviske kolleger som Peter Stormare (en af Skarsgårds bedste venner), Jesper Christensen og Mads Mikkelsen har Stellan Skarsgård i dag en bemærkelsesværdig karriere, hvor han veksler mellem artfilm på hjemmebanen og gigantiske Hollywood-produktioner.

Han blev et verdenskendt ansigt med Good Will Hunting i 1997, men med roller i David Finchers The Girl With the Dragon Tattoo og superhelte-filmene Thor og The Avengers er han kommet op i en ny liga. Og det er der visse fordele ved, fortæller han.

”Det gode ved at lave Hollywood-film er, at det narrer pengemændene til at tro, at jeg er bankable, at jeg kan sørge for, at filmene tjener penge.”

”For hvis jeg sætter mit navn på et lille independent-projekt, siger finansiererene: ’Aah, Skarsgård, hvor mange penge indspillede hans film sidste år? Tre milliarder dollars!’ griner han.

Stellan Skarsgård lader ikke nogen være i tvivl om, at han med sin alder, erfaring og rolige svenske mentalitet ikke lader sig påvirke for meget af Hollywood-hysteriet.

”På den måde tror de, jeg er bankable. Og det har reddet en del små budgetter!”