Nyhed
11. sep. 2010 | 18:58

Det erotiske menneske møder publikum

”Udnyttelse!” brød en enkelt stemme igennem på pressekonferencen i Toronto. ”Nonsens,” svarede Jørgen Leth.
Af Thure Munkholm

Det var en fyldt sal, der i går mødte Jørgen Leth, da Det erotiske menneske efter ti lange produktionsår endelig havde sin officielle verdenspremiere på Toronto International Film Festival.

Her indgår filmen i sideserien Masters, der præsenterer aktuelle værker af de mest indflydelsesrige nulevende instruktører — blandt andre britiske Ken Loach, franske Jean-Luc Godard, japanske Takashi Miike og årets thailandske Cannes-vinder Apichatpong Weerasethakul.

”Filmens historie er dens proces,” forklarede Jørgen Leth roligt det fremmødte publikum, da de første klapsalver havde lagt sig.

Det erotiske menneske var blevet godt modtaget, og den 73-årige instruktør trådte frem på scenen sammen med festivalens programlægger Steve Gravestock, der havde inviteret ham her til aften.

Entydig i sin optik
”Fortællingen er, hvordan man laver en film om erotik,” fortsatte Leth levende og forklarede, at han i forlængelse af blandt andre af Det gode og det onde (1975), Notater om kærligheden (1989) og Jeg er levende (1999) betragter Det erotiske menneske som sit eget forsøg på at strippe filmsproget ned til det helt basale.

I Det erotiske menneske skildrer Leth sin egen rejse i erotikkens fodspor. I diverse sydlige storbyer – fra Haiti til Laos, fra Sao Paolo til Manila – leder han efter kvinder, der vil være med i en film om erotikkens væsen. Imens han reflekterer over den erotiske oplevelse, ligesom han funderer over, om det overhovedet er muligt at fremstille oplevelsen på film.

”Er du ikke bange for, at filmen bliver for entydig i sin mandlige optik,” ville en mandlig tilskuer høre og italesatte dermed den oplevelse, som enkelte – især kvindelige – publikummer havde.    

”Nej,” lød Leths hurtige svar tilbage.

”Det er ikke en demokratisk film”
Svaret kommer ikke som en overraskelse for os danskere, der kender Leths metode og desuden har fulgt med i den nypuritanske diskussion, der fulgte oven på udgivelsen af selvbiografien Det uperfekte menneske.

Men den baggrund var det internationale publikum i Toronto lykkeligt uvidende om. Tilskuerne kendt intet til fadæsen om kokkens datter – og dermed heller ikke de konsekvenser, den har haft for instruktøren.

Der blev derfor lyttet grundigt, da Leth svarede på spørgsmålet.

”Det er en film fortalt fra et mands synspunkt,” forklarede han. ”Den er baseret på min sensitivitet. Det er ikke en demokratisk film. Den er meget egocentrisk.”

Tøjet af kvinder
”Udnyttelse!” brød en enkelt stemme fra publikum igennem, tilsyneladende utilfreds med Leths intellektuelle svar på spørgsmålet.  

”Nonsens,” svarede Leth hurtigt, men inden han nåede at sige mere, faldt opfølgningen prompte fra en ansigtsløs stemme på en af de forreste rækker. I et selvsikkert forsøg på at forsikre resten af salen om, at kejseren ikke har noget tøj, sagde vedkommende:

”Det er jo bare en måde at få kvinder til at tage tøjet af for dig!”

”Hvorfor skulle de dog ikke det,” svarede Leth og tilføjede, at hans film er en hyldest til kvinder, og at han havde været meget ærlig.

Så faldt der igen ro over salen. Publikum lyttede interesseret, mens Leth fortalte om filmens lange tilblivelse og Lars von Triers uvurderlige hjælp, da han selv tvivlede mest på projektet.

Det erotiske menneske har premiere i Danmark den 3. november, hvor filmen åbner Cph:Dox-festivalen. Samtidig vil biografer i det landsomspændende initiativ Dox:Bio give filmen premiere simultant.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko