Det fatale klip

I en radiodiskussion fastslog tv-dokumentaristen Thomas Stokholm, at "tv-dokumentarprogrammer skal ses med maven". Han har selvfølgelig ret. Tiden er ikke til kedeligt og belærende fjernsyn. Fjernsynets fornemste genre — dokumentaren — kan selvfølgelig ikke overleve, hvis den er belærende, knastør og alt for kompliceret.
 
Men bag udtalelsen ligger der mere end blot det, at dokumentaren skal kunne føles.
 
Der ligger også den kendsgerning, at dokumentarprogrammer i dag er lige så velplanlagte som en drama-produktion. Alle tilrettelæggere har været på kursus og lært de grundlæggende dramaturgiske kneb. De kan berettermodellen forfra og bagfra, og de dygtigste af dem kan spille lige så virtuost på aktanterne, som Michala Petri på sin blokfløjte. De ved, at virkeligheden alene ikke gør det i en dokumentar. Den skal have hovedpersoner, bipersoner, hjælpere og modstandere. Der skal være præmis, konfliktoptrapning, set-up og pay-off.
 
Låner fra Hollywood
Fra at være et lidt overset pligtområde er tv-dokumentaren blevet et afgørende konkurrence-parameter. Der er mange seere i virkeligheds-fjernsyn, hvis det vel at mærke er spændende, medrivende og personfikseret. Vi skal som seere kunne identificere os med succeser og tragedier på en fascinerende måde: "Bare det var mig ..." eller "godt, det ikke er mig!"
 
Beretningen om virkeligheden skal være lige så godt filmisk fortalt som Rejseholdet, Taxa eller Advokaterne.
 
Sommetider kan det være svært at se, og mærke, forskel. Mens den danske tv-dramatik har lånt dele af sit formsprog fra den journalistiske reportage, har tv-journalistikken omvendt lånt den omhyggeligt opbyggede dramaturgi og dele af billedformen fra tv-dramaet. De låner begge fra Hollywood, ligesom Hollywood har lånt fra dem. Og de låner alle sammen fra reklamefilmens æstetik.
 
Vi mangler forskning og viden om, hvad disse elementer gør ved den oplevede troværdighed: rekonstruktionerne, brugen af statister, den veludviklede og effektive brug af musik, lyd-effekter og dramaturgisk klippeteknik.
 
Den moderne tv-dokumentar er langt mere effektiv, flytter måske flere grænser, skaber mere debat og mere presseomtale end tidligere. For de to public service-stationer i Danmark slår den effektive dokumentar to fluer med et smæk. Den skaffer seere og er i sit udgangspunkt en uangribelig del af public service-forpligtelsen.

DR1-chefen Lars Grarup har de sidste par år opprioriteret dokumentaren og øget antallet af forskellige typer dokumentarudsendelser — fra den store, dyre, gennemarbejdede, undersøgende og afslørende til helt enkle og langt billigere dokumentariske reportageprogrammer eller -serier.
 
Flere programmer — flere penge
Udviklingen inden for landets suverænt største producent på området, DR-Dokumentar, taler sit eget sprog om udviklingen, både hvad angår emnevalg, typevalg og volumen.
 
I 1980'erne var DR-Dokumentar en forholdsvis lille, velfinansieret enhed med stor uafhængighed. I den periode, hvor grunden blev lagt til den undersøgende, afslørende og dramaturgisk opbyggede dokumentar (Trigon-sagen og Pedal-Ove) produceredes der fire-fem programmer om året, og dertil kom enkelte programmer fra andre afdelinger (Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen fra TV-Avisen for eksempel).
 
I 1994 udsendte DR-Dokumentar tolv programmer, hvorefter antallet svingede op og ned med en opadgående tendens.  I 2002 og 2003 lavede man 22 DR-dokumentarer, og i første kvartal af 2004 er man allerede oppe på otte. Altså en femdobling på godt 20 år. Hvis man dertil lægger alle de tv-dokumentarprogrammer, som TV 2 har udsendt, er antallet af det, man kan kalde "rene" dokumentarprogrammer på dansk tv, formentlig syvdoblet. Man kan spørge sig selv, om ressourcerne er øget i samme omfang. Næppe.
 
Oplysningerne fra DR-Dokumentars hjemmeside for perioden 1994-2004 (april) giver et fingerpeg om udviklingen. Der er lavet 174 programmer. En grovsortering i fire hovedtyper giver følgende fordeling:
 
- 74 "politiske" afsløringer: os/dem mod systemet 
- 62 socialrealisme: "godt, det ikke er mig..."
- 22 reportageprogrammer     
- 16 portrætter 
 
Selv om statistikken er uvidenskabelig, fortæller den, hvad der sælger.
 
Den afslørende og dybdeborende tv-dokumentar, hvor den fjerde statsmagt for alvor træder i karakter, er på en klar førsteplads. De fascinerende og oplevelsesfyldte fortællinger fra samfundets bund, der også afslører vigtige sider af samfundet, er på andenpladsen (Lars Engels-serierne Dømt til behandling, Piger i Vestre Fængsel og Scener fra en politistation indgår med 19 programmer). Mens de klassiske genrer — reportagen (Dronningen kommer eller Grand prix for millioner) og portrættet — rangerer længere nede. 
 
Tv og tabloid-aviser
Tv-dokumentaren er — når den er bedst — et af de mest slagkraftige journalistiske våben overhovedet. Den har mere eller mindre overtaget rollen som den fjerde statsmagt — en rolle, der for et halvt eller trekvart århundrede siden tilhørte journalister og skribenter ved aviserne, som afslørede fattige børns kummerlige forhold, korruption og organiseret kriminalitet i Edderkoppesagen, bolighajer og skrankepaver.
 
Med tv-dokumentarens eksplosive udvikling efter tv-monopolbruddet i 1988 er journalisterne i de trykte medier kommet mere i baggrunden. Det var tv, der fik frikendt Pedal-Ove. Tv, der afslørede Bonelock-skandalen. Tv, der fik os til at opleve dybe modsætninger mellem statsministeren og udenrigsministeren, og tv, der afdækkede pædofili-miljøet i Danmark.
 
Men i konkurrencen om opmærksomhed skal der stærkere og stærkere midler til. Alle medier har en tendens til at ignorere de andre mediers afsløringer og nyheder, medmindre de er så store, at man ikke kan undgå dem. En af løsningerne på det problem er at samarbejde med de trykte medier. TV 2 og Ekstra Bladet har i flere tilfælde samarbejdet omkring afslørende journalistik — både i Dan Lynge-sagen om politiets brug af agenter/meddelere i rockermiljøet og i ISS/Slagteri-historien, hvor der tilsyneladende blev afsløret sundhedsfarligt sjusk med rengøringen på slagterierne. En sag, som nu er indbragt for retten af ISS, der hævder, at TV 2 og Ekstra Bladet har manipuleret med billedmaterialet.
 
Det er ikke tilfældigt, at TV 2 har valgt at samarbejde med Ekstra Bladet. Tabloid-journalistikken og tv-journalistikken har meget til fælles. Det skal være kort, det skal fænge umiddelbart, og det skal først og fremmest handle om mennesker. Helst enkeltpersoner. Det er der ikke noget galt i. Det stiller bare ekstra store krav til research, balance og troværdighed.
 
Intern konkurrence
Bag konkurrencen mellem tv-stationerne ligger der en helt anden konkurrence, nemlig den om at komme til orde, om at få lov til at lave de eftertragtede dokumentarprogrammer. De skal sælges. Uanset om det drejer sig om en uafhængig producent, en freelance-tilrettelægger eller en produktionsafdeling i DR eller TV 2, hvis fortsatte bevillinger kan være afhængige af, om man får solgt projekter til en redaktør, en direktør eller en chefredaktion. Risikoen er, at det bliver prisen og ideen, der vinder,  hvor sælgerens dokumentar-erfaring ikke er et afgørende parameter. Som det skete i DR's famøse Mors-sag, der ikke var produceret af veteranerne fra DR-Dokumentar.
 
Journalist på TV-Avisen Mogens Rubinstein, som også er medarbejdervalgt medlem af DR's bestyrelse, har for nylig i DR-bladet Dråben peget på den interne konkurrence i Danmarks Radio som en uheldig faktor.
 
Når Rubinstein går ud offentligt med det synspunkt — og når diskussionen om tv-dokumentarens udvikling er blusset op — skyldes det et enkelt klip i en enkelt udsendelse, Det tager børn da ikke skade af. Det lille klip med den store virkning. Det klip, der "dokumenterede", at en udliciteret, privat dagplejemor på Mors slog et barn.
 
Få sekunders billedmanipulation blev forskellen mellem en sandhed og en løgn. Hun havde ikke slået barnet. Og hun blev dermed et håndfast offer. Nationen hånede hende, politiet indledte en efterforskning. 
 
Etik under pres
Vi kender ikke de detaljerede omstændigheder omkring den produktionsproces, som resulterede i det katastrofale klip. To redaktører blev degraderet, generaldirektøren gav sig selv og programdirektøren Lars Vesterlykke en næse. Der blev undskyldt og undskyldt. 
 
Spørgsmålet er, om det lille klip med den — fortjent — store uheldige virkning var en enlig svale, eller om Mors-sagen ikke bør tjene som et meget kraftigt advarselssignal om den store journalistisk-etiske risiko, som den interne og eksterne konkurrence fører med sig.
 
Risikoen er ikke blevet mindre med den formmæssige "modernisering" af tv-dokumentaren. Snarere tværtimod. 
 
Naturligvis flytter grænser sig, naturligvis ændrer formsproget sig. Vi skriver jo heller ikke med krøllede bogstaver længere eller staver navneord med stort. Men i tv-dokumentaren har formsproget og emnevalget ændret sig betydeligt. Den journalistiske etik er kommet under voldsomt pres.
 
For hvad sker der, hvis den nøje planlagte vinkel, præmissen — den, som bærer programmets ide og dramaturgi og har solgt program-ideen — ikke holder vand? Eller endnu værre: Hvis redaktøren ved første gennemsyn kommer med den værste indvending i moderne tv: Det er kedeligt!
 
Vi har jo allerede tilpasset den gammeldags form (skæg for sig og snot for sig) til en mere moderne hybrid. Vi har som seere klart foretrukket og dermed måske accepteret fiktions- eller reklamefilmens formsprog. Det filmiske sprog efterlader os ikke mange valgmuligheder. Vores fascination er vakt i en sådan grad, at tilrettelæggeren ofte guider benhårdt hen imod en klar konklusion. Men det gør ikke noget, for vi er jo effektivt underholdt. Måske har vi både som journalister og tv-folk for mange gange gentaget mantraet om, at sagligt tv godt kan være underholdende tv, uden at sætte grænser for det. Uden at debattere det til bunds.
 
Gråzonen
For at blive i et emne, som har optaget flere tv-dokumentarister: Vi har måske accepteret "skattetænkning" (formmæssig manipulation af den mere tvivlsomme art), fordi det er lovligt, men selvfølgelig accepterer vi ikke "bedrageri" (som klippet i Mors-sagen), fordi det simpelthen er ulovligt. Det første handler om etik og moral, det andet om strafferet.
 
Men hvornår lokker det ene journalisten over i det andet? Han eller hun befinder sig i en gråzone, hvor man nemt kan blive fristet over evne. Det kan jo ske, når tv-dokumentaren skal opleves med maven og ikke nødvendigvis ses med øjnene.
 
I den sammenhæng er Mors-sagen nyttig. Den viste, hvor den formelle grænse går. Hvis vi er heldige, kan den også blive startskuddet til en nødvendig og omfattende debat. Ikke bare i DR, hvor man nu anser sagen for afsluttet, men i hele miljøet og også udenfor.
 
Den eksisterende bekymring gælder ikke kun faresignalerne omkring den journalistiske etik. Den handler også om balancen og udbuddet, om public service. Om balancen mellem fascination og identifikation på den ene side og information på den anden. Om balancen i dokumentar-udbuddet på de to kanaler, hvor man savner et lidt større vindue for den klassiske dokumentar og det utilslørede personlige dokument, hvor instruktøren er identificeret, til stede og spiller med åbne kort. Den klassiske reportage med det enkle Hemmingwayske formål at "skildre virkeligheden, som den er".
 
Markedet er en afgørende faktor i udviklingen. Den journalistiske etik i dagspressen er klart truet af tabloid-journalistikkens værste former. Men det afvejes af den kendsgerning, at der trods alt er et varieret udbud af andre typer aviser, som efterspørger det mere grundige, det eftertænksomme og det analyserende.
 
På dokumentar-området er markedet langt mere ensporet. Nok spiller de statslige støtteordninger en vigtig rolle, men tv-markedet får en større og større indflydelse, fordi det repræsenterer den massive, økonomiske magt. Dokumentarfilm, der ikke vises på tv, fortaber sig oftest i glemslen. De film, der bliver vist, må underlægge sig tv's krav. Og tv har ikke — måske med en lille, forsigtig undtagelse i DR2 — samme mulighed for en afvejning og en balance mellem formerne, sådan som de trykte medier har. 
 
Jo, for resten. De to public service-stationer har muligheden, men de har ikke benyttet sig af den i større omfang.