Det fjerde fly

Oversattelse: Annemarie Hørsman

Vælger man at lave en film om de begivenheder, der fandt sted om morgenen den 11. september 2001, må man også acceptere en række skrappe begrænsninger. Det er som at begive sig ind i helligt land, hvor der venter én et frygtindgydende ansvar — over for de faktiske hændelser, følelserne hos de efterladte, den amerikanske sindsstemning og en national selvfølelse, som stadig er præget af eftervirkningerne. 

Det er svært at forestille sig mange filmmagere, der ville være i stand til at præstere denne linedans uden at falde for fristelserne for pompøst mytemageri, men enhver, der tilbage i 2001 så dokudramaet Bloody Sunday om den engelske massakre i Irland i 1972 , vil også vide, at den engelske instruktør Paul Greengrass tilhører den lille skare af udvalgte, som ville kunne magte opgaven.

Den biografaktuelle United 93 er en overvældende filmoplevelse, kras og knugende. Den er skudt i en cinema vérité-stil, der bliver mere og mere fragmenteret i takt med, at handlingen tager fart. 

Filmen består af to sammenvævede dele. Første del forsøger især at vise, hvad der gik galt på jorden, og giver et minutiøst indblik i sammenbruddet af luftforsvarets kommandolinje og i forfærdelsen og hjælpeløsheden hos dem, der sad ved roret i flyveledelsen den dag og styrede lufttrafikken på østkysten. 

Anden del fortæller indgående og uden effektjageri om kapringen af United Airlines flight 93 begået af fem muslimske terrorister — og om passagerernes efterfølgende kamp for at generobre flyet. Greengrass' version af, hvad der skete ombord på Boeing 757'eren, er skabt ud fra adfærdsprofiler af hver af passagererne samt de øjenvidneberetninger, som blev givet af nogle af passagererne selv, da de ringede hjem på deres mobiltelefoner eller på flyets passager-telefoner. 

Denne del af historien bygger på grundige og nøgterne overvejelser, selv om ingen reelt ved, hvad der faktisk skete ombord. Derimod er begivenhederne nede på jorden en historisk rekonstruktion, hvor en række deltagere spiller sig selv fra dengang, hvoraf den mest bemærkelsesværdige er den øverste ansvarlige flyve-leder, Ben Sliney, der befandt sig i orkanens øje den 11. september.

På et meget konkret niveau har Greengrass ikke blot accepteret de begrænsninger, som var en uundgåelig del af opgaven. Han har taget dem til sig og endda begrænset sig selv endnu mere ved at etablere nogle formelle retningslinjer som æstetisk modstykke til det moralske ansvar, der i forvejen er bygget ind i emnet. 

Den 91-minutter lange flyvetur er filmet i realtid, og bortset fra nogle få korte indledningsscener er filmens udsyn snævret ind til blot en håndfuld kulisser: fem kontrolrum uden vinduer samt det indre af passagerflyet. Filmen foregår udelukkende indendørs, i totalt kontrollerede omgivelser, men hvor enhver kontrol uigenkaldeligt er forsvundet. Bortset fra et natligt fugle-perspektiv over Manhattan i filmens åbningssekvens har Greengrass kun givet sig selv lov til at filme fra kameravinkler, der kan begrundes logisk i tilstedeværelsen af en iagttager — vi ser aldrig ydersiden af flyet, efter at det er kommet i luften, og de altomfattende ødelæggelser af tvillingetårnene er set udelukkende på afstand fra kontroltårnet i lufthavnen i Newark og på fjernsynsskærmene fra de forskellige kontrolrum.

Filmen præsenterer selve begivenhederne den 11. september udelukkende som en serie abstraktioner, der udfolder sig i flyveledelsens kontroltårne — via radarskærme og overvågningssystemer og i den hektiske snak hos mandskabet. På den måde får filmen karakter af en dyster, kompromisløs anti-forestilling. 

— Ser du filmen som en dramatisering, en genfortolkning eller en historisk rekonstruktion?

"Det er alle de ting på én gang, under samlebetegnelsen film. Det er en kartarsis, det er en genoplevelse, det er en rekonstruktion. Det er en hypotese." 

— Er den tænkt som underholdning?

"Nej."

— Hvordan tackler du det, at filmen præsenteres i et underholdningsmiljø?

"Det har jeg ikke noget problem med overhovedet. Jeg tror, at Hollywood — hvis man kan bruge det udtryk, fordi det er en generalisering — har mange målsætninger og altid har haft det. Det er klart, at deres primære målsætning er underholdning og eskapisme. Men Hollywood har altid set sig selv med en ambition om at lave film om verden, som den er — en ambition, som de også af og til har opfyldt."

— Men denne film forkaster det basale princip, der ligger til grund for de fleste film i den tradition: brugen af identifikation med en karakters synsvinkel.

"Den vigtigste grund til det var, at jeg ville lave en film, som føltes kollektiv. Den skulle være fyldt med alle de mange stemmer, som var blevet opslugt af denne begivenhed, der opstod så pludseligt, og som ingen havde kunnet forestillet sig. Det er ikke sådan, at man ikke kommer til at lære nogle karakterer at kende. Men du har ret i, at den ikke er struktureret eller fortalt efter en konventionel karaktermodel, fordi jeg ville have, at den skulle føles ægte." 

— Hvad betød det for den måde, du har filmet på?

"Jeg tror, at det for mig i sidste ende har handlet om at være iagttager. Hvis man forsøger at lave en film, som skal give en fornemmelse af, at den er præcist iagttaget, så må man være meget omhyggelig med at fastholde den synsvinkel i filmen. At den er objektiv. Den dømmer ikke." 

"Nu lyder det jo som et paradoks, for jeg mener selvfølgelig, at filmen er fuldstændig klar med hensyn til det afskyelige ved disse begivenheder. Men det er ikke det, den fortæller dig. Den viser tingene frem, så man betragter karaktererne udefra. Det er ikke gennem dialogen, at man lærer personerne at kende. Og det i sig selv skaber en høj grad af indlevelse, hvis ellers skuespilpræstationerne er helt igennem troværdige."

"Det gør samtidig, at man skal træffe en masse valg for at fjerne overflødige kunstgreb. For eksempel viser vi ikke den anden ende af nogen af telefonsamtalerne ombord på flyet, fordi det er et kunstgreb. Det kan kun lade sig gøre at vise det, hvis man som alvidende fortæller på forhånd vidste, at samtalerne ville finde sted. Hvis man derimod holder fast i iagttagerens logik om, at 'hvis jeg nu befandt mig ombord og bare betragtede, hvad ville jeg så se?' og følger den logik til punkt og prikke hele vejen igennem, så kan man opnå en stor grad af indlevelse. Umiddelbart er det nok sværere end som så. Det, man opnår, er, at karaktererne bliver tegnet op helt skarpt."

— De bliver defineret gennem det, de gør.

"Ja netop, gennem det de gør, ikke gennem hvem de er. Man finder ud af, hvem de er, gennem det, de gør."

— Da du begyndte at ridse op for dig selv, hvad der ville ske i filmen, vidste du da allerede, at Burnett [Christian Clemenson] ville blive passagerernes leder?

"Det springende punkt her var at samle sig som en gruppe og sige: 'Hvad kunne være sket? Det her er, hvad vi ved med sikkerhed, og det her er, hvad der synes at være en rimelig antagelse. Lad os så tage de to elementer og dernæst samle så mange oplysninger sammen om karaktererne fra de respektive familier, og så kan vi sætte os i et øvelokale i et par uger og forsøge at 'spille' os frem til noget, der ligner en troværdig sandhed.'" 

"Hos de involverede familier var der gennemgående en meget stærk oplevelse af, at hele dette forløb havde været en kollektiv proces. Og en af de ting, som frustrerede dem ved tidligere versioner af historien, var, at det hver gang var blevet fortalt som en fortælling om en lille gruppe på tre eller fire heroiske mænd, mens alle andre var blevet glemt." 

"Og for mig virkede deres frustration ret troværdig. Af to grunde. For det første, fordi de fortalte mig det igen og igen, uafhængigt af hinanden — 'Min søn, min mand, min kone, ville ikke bare have siddet dér, de ville have sagt noget, gjort noget.' For det andet, med udgangspunkt i min egen opfattelse af den menneskelige natur, så kunne det umuligt have foregået sådan, at alle passagererne sad fanget bagest i flyet, og at der så pludselig var tre eller fire fyre, der uden videre besluttede sig for at gøre noget. Det er ikke sådan, det foregår. Der bliver nødt til at være en kompleks intern påvirkning i gruppen, før der i sådan en situation kan blive tale om et oprør." 

"Når det er sagt, så tror jeg også, at mennesker har forskellige reaktioner, og når nogen går forrest og tager lederrollen, skal det vinde genklang i gruppen."

"Hvis man nu skulle stille sig selv spørgsmålet: 'Hvordan ville et oprør starte i teorien? Og hvordan ville det starte på lige præcis det fly?' Vi havde masser af den slags diskussioner, mens vi sad i flyet på de dér sidste ni rækker, så vi kunne få en konkret fornemmelse af situationen — som om den var lige for næsen af os. Jamen, det er jo klart: Det ville starte i nærheden af nogle unge mænd, der sad sammen, fordi det ville være nødvendigt med den dér gnist — det, som ofte sker, når mænd er sammen. Vi er jo dyr, og i en kampsituation eller under stress eller ved direkte fysisk fare vil en mand se på en anden mand på en helt særlig måde. Det er bygget ind i vores psyke. Hvis man er en stor mand, ville man selvfølgelig se sig om efter en anden stor mand, og ubevidst ville der ske en udveksling mellem dem, i stil med: 'Skal vi gøre det? Kan vi, vil vi? Yeah, nu gør vi det.'" 

"Hvad finder man så ud af, når man følger den ide? Man opdager, at Burnett sad ved siden af Bingham [Cheyenne Jackson] på netop det fly, og de to var begge vældig handlekraftige typer. Bingham havde sin egen forretning, han var i høj grad én, der i sin måde at leve på udstak sine egne regler. En sympatisk mand på alle måder, men som var en af den slags fyre, som, hvis nogen prøvede at bryde ind i hans bil, ville jagte vedkommende en halv kilometer ned ad gaden og lægge ham ned, sådan som han engang faktisk gjorde det — han blev meget nemt provokeret." 

"Hvis man så kiggede på gruppen ombord på flyet og spurgte: 'Hvem kunne være generalen?' — groft sagt, så har det noget at gøre med vedkommendes baggrund, psykologiske habitus og erfaring. Når det gælder den anden, Burnett, var han den helt rette til at give ordrer til de yngre mænd, men var også i stand til at lede de ældre. Han var ekstremt succesfuld som forretningsmand, ekstremt veltalende, ekstremt bydende. Han stod i spidsen for et ret stort firma, var vant til at give ordrer og vant til, at de blev fulgt. Vi følte alle, at det ville være én som Burnett, der ville træde til, når der i den konkrete situation blev brug for en lederskikkelse."

— Det er interessant, at du har lavet en film om kollektiv erfaring og i høj grad har lavet den kollektivt.

"Man kan sige, at det var et eksperiment. Det var et forsøg på at samle en specifik gruppe mennesker, som havde den samme opfattelse af, at det var på tide at begynde at forstå, hvad der var sket. Og som de første i gruppen var der familierne. Fordi de udgjorde fundamentet for det hele. Dernæst gik jeg i gang med at finde skuespillere, som ikke var kendte filmstjerner, fordi jeg ville have filmen til at give en følelse af, at det kunne have været dig og mig. Der var ikke noget usædvanligt ved nogen af dem, der sad i flyet, eller ved nogen af de andre involverede." 

"Herefter var det et spørgsmål om at få inddraget nogle fagpersoner i gruppen, så vores beslutninger kunne blive så velunderbyggede som muligt. Det betød, at vi ikke ville have skuespillere til at spille piloter. Vi havde brug for rigtige piloter. J.J. Johnson, som spiller kaptajn Dahl, arbejder som pilot ved United Airlines. Og det samme med stewardesserne og flyvelederne, både de civile og de militære. En stor del af disse er fagfolk, som også var på arbejde de forskellige steder den dag. Alle gik vi sammen for i fællesskab at forsøge at forstå, hvad der var sket, rekonstruere det, gennemleve det, dramatisere det — og i sidste ende for at lave en film, som var resultatet af to måneders samtale med hinanden. Vi var ikke alle enige, men ideen med processen var at samle alle vores forskellige instinkter, vores viden, og genskabe en troværdig sandhed."

- Hvilke opdagelser gjorde I under prøverne?

"Vi havde et stort øverum, som i virkeligheden var to rum med et stort åbent område i midten. I et af rummene opsatte vi plastikstole, som om det var i et fly. I det andet rum arrangerede vi stolene, så de efterlignede de forskellige niveauer, som man bevæger sig igennem for at komme ombord på et fly — man går ind ad døren til lufthavnen, man checker ind, man går igennem sikkerhedskontrollen, man går fra kontrollen til gaten, og så går man ombord på flyet. Vi gjorde niveauerne håndgribelige, så man kunne bevæge sig gennem rækker af stole, hvor hver række repræsenterede ét niveau, én barriere, indtil man kom ombord på flyet i det andet rum." 

"Vi besluttede os for at gøre det sådan bare for at få en fornemmelse af, hvordan den rejse må have været. Og så var det ret utroligt, hvordan vi alle kunne se det med det samme — og det havde aldrig slået mig før: Man får en stærk følelse af at blive mentalt bearbejdet, så man falder ind i en psykologisk tilstand af lydighed."

"Vi står op om morgenen som almindeligt sansende individer. Vi går ind i en lufthavn, og straks bliver vi underlagt systemet. Når vi endelig kommer frem til vores flysæde, er vi på umærkelig vis blevet rettet ind psykologisk til at gøre nøjagtig, hvad der bliver sagt. Og det fortalte mig noget meget vigtigt, som jeg aldrig havde indset før: Vores moderne verden former os til at være lydige. For at vi kan opretholde vores fantastisk sofistikerede systemer — om det er flyvning eller hvad som helst — kræver det en høj grad af lydighed af os."

"Og det er præcis den kvalitet, som flykaprerne havde brug for den dag, fordi uden den kunne de aldrig have narret folk til at tro, at de havde en bombe. Det, der bliver tydeligt, når man rekonstruerer og gennemlever det, er, hvor utroligt svagt flykaprerne stod. Et par plastikknive, en smule ler, nogle få stumper ledning og et par batterier bundet sammen—  det var det hele. Og de havde i sinde at tage kontrollen over et helt fly med masser af stærke mænd. Det kunne kun lade sig gøre, fordi passagererne var blevet rettet ind til at være passive."

— Der er dette højt sofistikerede kommunikationssystem på jorden, og så denne meget simple, basale form for kommunikation på flyet.

"Og de ligner hinanden, ikke? Du har selvfølgelig ret i, at den ene form er menneskelig og meget intim, men det er i virkeligheden det samme. I sidste ende håber jeg vel egentlig, at filmen kan give en forståelse af sårbarheden i vores moderne verden, i vores demokratier, i vores teknologiske systemer" 

Interviewet er en redigeret version af "Mission: Statement", oprindelig bragt i Film Comment maj-juni 2006. United 93 går i biograferne.