”Det føles som at leve i en b-film”

”Nu er det andet år i træk, at premieren på min film undergår forandringer.” 

Jannik Splidsboel følger ordene op med latter over telefonen. Hans situation er nærmest ordbogens definition af tragikomisk.

Men støvlelandet er lige nu det hårdest ramte land i verden af coronavirus, der har dræbt næsten 7.000 mennesker.

Jannik Splidsboel har været fanget i Italien i lidt over en måned, men skulle have været hjemme til premieren på sin nye dokumentar Erikos verdener.

Den er udtaget til Cph:Dox, hvis fysiske udgave dog er blevet aflyst. 

Med en feberredning har den danske filmfestival dog fået stablet et digitalt program på benene. Instruktøren glæder sig over, at publikum på den måde kan se hans film om en japansk kunstner med eksistentiel tvivl. 

Imens forsøger Splidsboel at holde en hverdag i gang. Han er på immundæmpende medicin og derfor en af dem, som særligt skal undgå coronavirus,

”Jeg kan tage bilen og køre til en lille by for at handle, men nogle gange bestiller jeg også varerne via WhatsApp. Så kommer der en flink mand, som ligner noget fra en science fiction-film med maske, kedeldragt og handsker,” fortæller 56-årige Jannik Splidsboel. 

”Det føles, som om vi lever i en b-fim, og det må gerne snart stoppe!” 

Identitetspolitik underminerer film
I år sætter sygdommen med det officielle navn ”covid-19” en stopper for Jannik Splidsboels tilstedeværelse på en filmfestival.

Sidste år skete det af en helt anden grund.

Hans dokumentar Drømme fra ødemarken, som fortæller historien om aboriginernes kulturtab i Australien, blev afvist på en række filmfestivaler. De fandt det utilstedeligt, at han som en hvid mand skildrer en baggrund, som ikke er hans egen. 

”Det er en enormt svær diskussion, for jeg gider ikke lyde som en sur, gammel mand. Men det var mærkeligt. Hvor er vi så egentlig på vej hen?” spørger Jannik Splidsboel. 

”Skal man være tyk for at lave en dokumentarfilm om tykke mennesker? Må jeg kun lave film om hvide filminstruktører? Vi underminerer det at lave film!” mener instruktøren og kommer med en opsang til sine kolleger i branchen. 

”Folk turde ikke tage debatten op, fordi de frygtede at komme i miskredit hos de store festivaler. Men det gør mig harm, at festivalerne, som er sat i verden for at være åbne, bare blokerer. De opfatter det som et angreb på identitetspolitikken, men jeg og andre undersøger bare. De dømmer det færdige projekt for hurtigt.” 

Erikos profeti
Jannik Splidsboel kan dog godt se det værdifulde i at have en med-instruktør fra den kultur, man som filmskaber udforsker. Det er godt at skabe samarbejde på tværs alle mulige skel. 

”Men samtidig skal folk tænke over, hvad det egentlig vil sige at lave film. Der er tusind facetter at forholde sig til. Derfor er det også vanvittigt, når folk siger, at en skuespiller, som ikke er transkønnet, ikke må spille transkønnet. Det er at underkende instruktørens kunstneriske frihed,” siger Jannik Splidsboel. 

”Det er en trist udvikling, som er farlig for demokratiet og vores fælles forståelse.” 

For Jannik Splidsboel passer portrættet af pianisten Eriko Makimura i Erikos verdener perfekt ind i situationen lige nu, fordi filmen åbner en for de fleste ukendt verden. 

”Erikos verdener handler om et mennesker, der standser op og ændrer sit liv fra den ene dag til den anden. Filmen virker helt profetisk lige nu, og det synes jeg, vi alle skulle tænke over. Vi har tiden til det nu. Er du tilfreds med dit liv, eller vil du ændre det?” 

Naturen tager verden tilbage
Selv om verden er lukket ned, står tiden ikke stille hos Jannik Splidsboel.

Han skyper med en veninde i New York, og de planlægger at sende små film til hinanden. Samtidig arbejder han på sit næste store projekt om det danske rockband Dial Zero, der i 00’erne prøvede lykken i USA. 

Og så tænker han over verdens tilstand. 

”Sidste år var det klimaet og nu dette. Næste år nok noget andet. Vi er ikke udødelige, og vi må sørge for at hjælpe hinanden. Se, hvor hurtigt der kommer rent vand i Venedig med os mennesker ude af billedet. Naturen har taget verden tilbage,” filosoferer Jannik Splidsboel og kommer med sin egen version af coronatidens mantra: 

”Stay safe. Stay real. Stay the fuck home!”