Det forbudte begær

Dobbelt begær – premiere på torsdag 8. februar – starter med en række henvisninger til andre film.

Først en kort scene, hvor hovedrollen Chloé (Marine Vacth) får en drenget frisure, der minder meget om den, Mia Farrow har i Rosemary’s baby.

Derefter får publikum fornøjelsen af en voldsom billedassociation. Indersiden af en vagina, udvidet af et speculum, er et tidligt forvarsel om, at vi er på vej ind i livmoder-centrisk body horror-territorium, som David Cronenberg populariserede med Dead Ringers.

Men vagina-indstillingen fader over i en grædende kvindes øje som en slags hyldest til Psycho på Viagra og Poppers.

Det match fik faktisk klapsalver ved pressevisningen på Cannes-festivalen i 2017. Resten af filmen er kun mere saftig med trekanter, ”twincest”, strap-on-dildoer og heteroseksuel sex så langt øjet rækker.

Sex med terapeuten
Dobbelt begær handler om den skrøbelige, unge kvinde Chloé, der går til psykoanalytikeren Paul (Jérémie Renier) for at få hjælp med sine ”hysteriske” mavesmerter.

Da han øjensynligt har helbredt hende, eller i hvert fald overtalt hende til at droppe deres arbejdsforhold, starter de et romantisk forhold.

Men da Chloé en dag ser Paul et sted, hvor han ikke burde være, begynder hun en efterforskning af hans fortid. Den fører hende til hans tvillingebror Louis, som også er psykoanalytiker, men en meget anderledes af slagsen.

Han insisterer på, at hendes ”terapi” med ham kræver, at de dyrker energisk sex, hvilket hun stadig skal betale for – enhver, der har været i terapi, vil grine af den detalje.

Lidt efter lidt begynder det at gå op for publikum og Chloé, at ikke alt er, som det ser ud.

Da hun har en trekant med begge brødre og begynder at dele sig i to som en siamesisk tvilling, tænker man, at det nok foregår i hendes hoved.

Til sidst står det klart, at filmen utvivlsomt hører til blandt Ozons mest polymorft perverse – for at låne et udtryk af Freud, der mente, at den menneskelige seksualitet grundlæggende er åben. Og det siger noget, når vi har at gøre med en instruktør, hvis debutspillefilm Sitcom fra 1998 har scener med mor/søn-incest og bøsseorgier.

Enfant terrible
François Ozon startede karrieren som noget af en filmisk enfant terrible, der skubbede til grænserne for eksplicit sex på film. Men i nogen tid lod det til, at han var faldet til ro.

Han lavede pænere og mindre sexdrevne film, ofte med rødder i det litterære.

Som hans første engelsksprogede, Angel fra 2007, der er baseret på en bog af forfatteren Elizabeth Taylor.

Instruktørens forrige film, Frantz, er en historie løst baseret på Maurice Rostands stykke fra 1930, der blev til Ernst Lubitsch’ Broken Lullaby fra 1932.

Dobbelt begær er ligeledes en løs adaption af den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates’ Lives of the Twins. Der er selvfølgelig også den kontroversielle skildring af en prostitueret teenager i Ung & smuk fra 2013, men mellem den finder man de langt blidere og spøgefulde komedier Selv i de bedste hjem og Min nye veninde.

Minder om Almodòvar
Den nulevende instruktør, som 50-årige François Ozon oftest bliver sammenlignet med, er den atten år ældre Pedro Almodóvar.

Den spanske filmskaber har også kastet sig mere over litterære adaptioner, efterhånden som han er blevet mere respektabel med alderen. Begge mænd er åbent homoseksuelle og har aldrig været bange for at udforske køn, identitet og seksualitet. Men de er faktisk bedst, når de fortæller historier om heteroseksuelle kvinder.

Filmakademikere med en særlig interesse for psykoanalyse vil uden tvivl have det sjovt med at analysere det følelses-æstetiske sprog i deres film. Især når begreber som ”identifikation” og ”begær” og forholdet mellem dem, som står udenfor i et dominerende patriarkat, kommer på banen.

Dobbelt begær er meget åben over for den slags analyser, hvor man kan trække på folk som psykoanalytikeren Jacques Lacan, filmteoretikeren Laura Mulvey og den feministiske filosof Luce Irigaray.

Jeg vil også vædde et helt års terapi på, at Ozon – hvis far var akademiker og mor var lærer, og hvis søn gik på den førende franske filmskole La Fémis – kender deres værker og nyder at lægge spor af psykoseksuelle brødkrummer ud for at lokke til begavet debat.

På afstand af sig selv
For lige så meget som Dobbelt begær, det klaustrofobiske drama Swimming Pool, ægteskabshistorien 5x2 og Ung & smuk handler om kødets lyst, er der også noget afmålt intellektuelt over Ozons film.

De holder sig gennemgående på en følelsesmæssig afstand af de kopulerende kroppe.

I starten af Ung & smuk fantaserer den unge Isabelle, der også spilles af Marine Vacth, at en kopi af hende står lidt væk og ser på, mens hun mister mødommen på en strand.

Som en spejling af det allerede spejlede billede ser Vacths Chloé også i Dobbelt begær sig selv have sex, som om der var to af hende. Den ene ligger i sengen, mens den anden står på balkonen og slår på ruden for at komme ind. Da hun smadrer ruden, slutter filmen.

Billedet med bogstavelig selvrefleksion, hvor Vacths karakterer ser sig selv have sex i begge film, kan fortolkes på mange måder. Den mest åbenlyse er som et visuelt udtryk for karakterens følelse af ikke rigtigt at være til stede – at være en voyeur af sine egne oplevelser. Derfra kan man også se det som en allegori over Ozons egen proces som kunstner.

Selvbiografisk?
Han har sagt i mange interviews, at der som regel er personlige og selvbiografiske elementer i alle de film, han har skrevet. Ikke bogstaveligt – så vidt vides har han aldrig myrdet nogen – men på skæve måder, som han sjældent snakker om.

I et interview med branchemagasinet Variety har han sagt, da han blev spurgt, hvilken film der er hans mest personlige: ”Jeg er overalt i mine film, men holder mig skjult. Under sandet (der handler om en kvinde, som benægter sin mands forsvinding og begynder at bryde sammen, red.) er for eksempel en historie, jeg selv gennemlevede.”

François Ozons figurer har et ret interessant forhold til magt. De er instruktørens håndlangere, som skaber de historier, der ofte viser sig ikke at være rigtige, men fantasier eller fortællinger.

Som i Swimming Pool fra 2003, hvor slutningen øjensynligt afslører, at det hele var fiktion skabt af Charlotte Ramplings hovedperson.

Men de er også instruktørens ofre, som lider under de prøvelser, han udsætter dem for. Ozons karakterer er både den voyeuristiske, grusomme og gudelignende maestro som Alfred Hitchcock og det lidende, betragtede og begærede objekt som Tippi Hedren.

De smukkeste lider mest
Det er sigende, at den klassisk smukke François Ozon, der arbejdede som model, da han var ung, først overvejede at blive skuespiller.

Det forklarer til dels, hvorfor han er så god til at trække stærke præstationer ud af både unge, uerfarne skuespillere og legendariske stjerner.

Rollelisten til hans 8 kvinder fra 2002 tæller Catherine Deneuve, Fanny Ardant, Isabelle Huppert, Emmanuelle Béart og Ludivine Sagnier. Da filmen kom ud, sagde Ozon i mange interviews, at han havde skræddersyet sin stil som instruktør til hver af stjernerne, fordi nogle var mere krævende end andre.

Den forståelse for kvinder skinner gang på gang igennem i hans film, men samtidig er der en ondsindet tendens til at lade de smukkeste lide mest.

Ludivine Sagnier, der også spiller hovedroller i instruktørens mørke sexfarce baseret på et manuskript af Rainer Werner Fassbinder, Dråber på hede sten, og Swimming Pool, fortalte mig i et interview for mange år siden, at hendes nære ven Ozon konstant kom med kommentarer om hendes vægt.

Med et grin forklarede hun, at hun endte med nærmest at sulte sig selv for at se så godt ud som muligt for ham.

Sagnier grinede af det dengang, men mon ikke den slags bemærkninger ville give bagslag for Ozon i dag?

Reaktionen på #MeToo-bevægelsen har været særligt kompleks i Frankrig, hvor kvinder er begyndt at stille spørgsmålstegn ved de rigide skønhedsidealer. Fedme er pludselig blevet et feministisk emne i Frankrig. Det gælder også samtykke, og hvordan magtstrukturer påvirker seksuelle forhold.

Det er interessant, at Catherine Deneuve, der også er en af Ozons bedste filmkvinder i Potiche: Trofæ-fruen (2010), står i spidsen for en modbevægelsen til #MeToo. I starten af 2018 bemærkede hun, at #MeToo havde en negativ effekt på flirt mellem mænd og kvinder.

Mere skandaløs nu
Reaktionen på Dobbelt begær bliver måske meget anderledes i år, end da filmen fik premiere på Cannes-festivalen sidste år.

Der blev den taget godt imod. Kritikerne grinte af de mange frække og grænseoverskridende elementer. Nu får den endelig premiere i Danmark, men i mange lande er den kun blevet vist på festivaler.

Det er lidt mærkeligt med tanke på Ozons omdømme og det faktum, at franske film fulde af sex normalt klarer sig godt i kunstfilm-biografer.

Kan det være tilfældet, at folks perspektiv har ændret sig så meget i løbet af de seneste måneder, at hvad der for et lille år siden var legende Hitchcock’sk og vovet i dag er voldsomt fornærmende?

Sidste år vakte det lidt kritik, at hovedpersonerne i Dobbelt begær indleder et seksuelt forhold, efter at have været terapeut og patient. Men nu virker det langt mere skandaløst, især fordi instruktøren ikke straffer sin mandlige hovedperson for det.

Skurke bliver ofre
Måske er det i sidste ende derfor, at Ozons film er så udfordrende: De nægter at tilpasse sig sociale normer og vender tingene på hovedet, så skurke bliver ofre og tilbage igen.

I en af hans første film, den dristigt umoralske Les amants criminels (1999), bliver to unge mordere fanger hos en endnu større psykopat. Ikke kun seksualitet og identitet er flydende og foranderlige størrelser i Ozons film, men også etik og værdier.

Ligesom heltene Rainer Werner Fassbinder, Luis Buñuel og Alfred Hitchcock er François Ozon ud fra hans film at bedømme polymorf pervers i moralsk forstand, altså åben over for det meste.

Derfor bliver hans film de næste ti år kun mere interessante, når den formbarhed bliver konfronteret med en verden, hvor værdier er blevet langt mere sort-hvide.