Det gode liv med demens

Et ældre ægtepar får overrakt blomster på deres bryllupsdag. Med buketten i hånden udbryder manden: ”Hvornår har vi fri?”

På Dagmarsminde i Nordsjælland lever en gruppe ældre med svær demens i en selvudnævnt omsorgsoase. Plejehjemmets fællesrum er indrettet som en dagligstue med klaver, porcelæn og en huskat. Alting fremstår normalt, og det er en del af behandlingen.

Det er ikke slut endnu vises i biograferne 21. september på den internationale Alzheimerdag og i en forkortet version to dage senere på TV.

Dokumentaren indfanger den fredelige hverdag med demens og plejepersonalets utraditionelle metoder. Den fokuserer på en værdig alderdom, og den er både rørende og opløftende trods sit alvorlige emne.

Friplejehjemmet blev startet i trods, da sygeplejersken May Bjerre Eiby opsagde sit job ved hjemmeplejen. Forarget over forholdene gik hun selv i aktion med Dagmarsminde, der åbnede i 2016.

Instruktør Louise Detlefsen hørte om May Bjerre Eiby og hendes fornyende omsorgsmetode i radioen.

”Det fangede mig, at når ens personlighed går i opløsning, så forsvinder alt det, vi andre bygger vores liv på,” siger instruktøren.

”Vi strukturerer hele tiden indholdet i vores liv, og den evne har mennesker med demens ikke. Så det var mere filosofien om, at man kan skabe et godt liv, selv om mennesket er skrællet helt ned, end det var demens, der fangede mig.”

Fokus på detaljen
Ind i det trygge kollektiv kommer Torkil og Vibeke. Hendes sprog er udvisket af sygdommen. Torkil er kun med for at passe på sin kone, tror han selv. Men hans navn står også på dørskiltet.

Torkils tilpasning til livet på Dagmarsminde er den røde tråd i filmen, der springer mellem tolv beboeres tilværelse og personalets vagtstue.

Dagmarsminde og dets ildsjæl af en leder har tidligere været omdrejningspunkt i et afsnit i DR’s Indefra med Anders Agger. Men Louise Detlefsen ville tættere på end blot at vise hverdagen på stedet.

”Det smukke er, at når meget går tabt, opdager man verden på ny. Vi andre tager bare et jordbær, men de demente nærstuderer det. I filmen har vi fokus på detaljen. På hænderne og kroppen. Vi prøver at imitere den måde, de ser verden på,” fortæller hun.

Sanserne er også i højsædet, når et kram med et træ, månens lys eller bålets varme vækker de ældre til live.

”Vi andre har så svært ved bare at sanse og være til stede i nuet, der ofte opfattes som hemmeligheden bag det gode liv. Men det er de demente tvunget til det,” forklarer instruktøren.

Må man grine?
Louise Detlefsen har gjort sig mange tanker om ikke at udstille beboerne. Det kræver fingerspidsfornemmelse, da der på grund af sygdommen er rigeligt komisk materiale i beboernes impulsive opførsel.

For instruktøren handler det om, hvordan de ”unormale” handlinger forløses.

”Jeg synes ikke, der er noget i menneskelivet, som man behøves skamme sig over, hvis det fremstilles ordentligt.”

”Må man godt grine ad mennesker, der ikke selv er klar over, at de er sjove? Det er den slags spørgsmål, vi har drøftet i klippeprocessen. Hvis de havde boet på et frygteligt plejehjem, var det ikke i orden. Jeg har lavet en kontrakt med publikum. Vi må grine ad dem, fordi vi ved, at nogen passer på dem.”

Louise Detlefsen er selv tilfreds med filmens livfulde tone.

”I lyset af at vi har med en svær tilstand at gøre, er der både livsglæde og håb i filmen. Det er jeg gladest for. Det er blevet en hyldest til beboerne,” fortæller instruktøren.

Hun har dog ikke vist filmen for beboerne på plejehjemmet. Dagmarsmindes leder har nemlig vurderet, at det er uhensigtsmæssigt med en fælles visning.

”Hvis man ikke selv har erkendt, at man er dement, er det ekstremt konfronterende at se sig fremstillet. For at føle sig normal, bliver man behandlet, som om man er det,” forklarer instruktøren.

Derfor er det op til de pårørende til beboerne at afgøre, hvorvidt de medvirkende skal se filmen. De pårørende har løbende set optagelser og givet samtykke til, at der måtte filmes.

”Det var meget følsomt at have de pårørende inde én ad gangen og se filmen. De har reageret stærkt. Jeg synes, det er modigt, at de turde sige: ’Lad verden se den version af vores mor eller far, fordi det er et billede på sygdommen!’”

Menneskesynet
Selv om Louise Detlefsen ikke har ønsket at lave en debatfilm, håber hun, at Det er ikke slut endnu vil rejse en debat.

En debat om, hvordan vi vil behandles som ældre – og hvordan, vores tillid til velfærdssamfundet ikke må tages for givet.

”Vi skal have en værdisnak, om vi kan ændre vores menneskesyn inde i ældreplejen,” siger hun.

”Det kræver selvfølgelig, at man har en leder på plejehjemmene, der tror på metoden. Personalet på Dagmarsminde er sat fri til at løse problemer efter deres egen intuition. Der er ikke noget på Dagmarsminde, som man ikke kan gøre andre steder.”

Debatten angår ifølge hende ikke kun de ældre, men alle i samfundet. Det drejer sig om, hvordan vi ønsker at indrette samfundet.

”Hvis den grundlæggende tillid forsvinder, er der noget helt fundamentalt på spil. For hvis man kan se frem til at sidde i sit eget tis og blive talt grimt til som gammel, hvorfor skulle man så gide betale skat?”

Døden er hverdag
På Dagmarsminde flages der ofte på halvt.

Men det tunge er ikke døden, der kommer og går i den hyggelige fællesstue og synges ud med et glas portvin. Den er helt naturlig. Straks værre er det med mismodet, og når plejerne kæmper for at vurdere, om de har gjort nok for en døende.

De diskuterer det indgående.

Hvornår hjælper man til? Hvornår hjælper man på vej? Det er en hårfin balance. Plejerne vil ikke hjælpe beboerne med at dø, men sørge for, at de har det godt, mens de tager afsked med livet.

”En jordemor tager imod livet, mens plejerne gør det modsatte,” siger Louise Detlefsen.

En skrantende beboer holder op med at drikke vand. De stiller et glas foran hende, hvor det plejer at stå. Drikker hun det, er det hendes eget valg. Lader hun glasset stå, må det tolkes, som om hun ikke vil mere.

Den jordnære tilgang til dødeligheden blev en inspiration til instruktøren.

”For os andre er døden langt væk. Det er noget, der slår ned i vores liv med meget lange mellemrum. På Dagmarsminde er døden hverdag, og derfor blev den en naturlig del af min fortælling om stedet,” siger hun.

For Louise Detlefsen blev mødet med døden en omvæltning.

”Jeg lærte noget, som jeg aldrig havde tænkt på. Den måde, vi behandler døende på, kan være lidt af et overgreb. Vi skal have en større respekt for, når et menneske signalerer, at han eller hun er mæt af dage.”