Dag 4: Det gør ondt helt ind i hjertet

Ethvert tab af et ungt menneske er en tragedie. Men når dette menneske besidder en af historiens største stemmer, er det nærmest ubærligt.

Amy Winehouses stemme var larger than life, men det gjaldt desværre ikke hendes krop.

Som kritiker bliver man hærdet. Asif Kapadias dokumentarfilm om Amy Winehouse gør dog ondt helt ind i hjertet. Måske fordi instruktøren peger fingeren ud mod os – publikum – og gør os medansvarlige for hendes skæbne.

Det var tydeligt for enhver, at hun var et menneske i frit faldt, men der var ingen, som greb hende. I stedet gik vi ind på Youtube for at blive hyggeskræmt af hendes sammenbrud på scenen i Beograd i 2011. Syv millioner mennesker har set freakshowet.

Lyrikken på lærredet
Amy starter med en amatøroptagelse, hvor en meget ung Amy med veninderne synger Happy Birthday. De er glade og troskyldige teenagere, og der er intet tegn på, at én af dem om få år vil lægge verden ned. Men pludselig tager Amy over og synger sangen færdig alene, så det løber koldt ned ad ryggen.

Hun er bare fjorten og har en voksen stemme, der lyder, som om den er formet af et langt liv. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Ella Fitzgerald.

Asif Kapadia, der slog igennem med racerkører-dokumentaren Senna, peger nok fingeren på os, men Amy er overhovedet ikke belærende. Filmen kan bedst beskrives som en elegi – en blid, vemodig hyldest til sangerinden – og som instruktør holder Kapadia ekstremt lav profil. Historien om Amy berettes kronologisk med fotos, interviews, koncerter og private optagelser. Undervejs fortæller hendes venner, kærester, familie og samarbejdspartnere, men vi ser aldrig disse interviews – vi hører kun stemmerne.

Amy er altså en talking heads uden heads, og det er overraskende vellykket. Det betyder nemlig, at vi kan koncentrere os om Amy Winehouse, som ”ejer” de levende billeder og levendegøres for øjnene af os uden forstyrrende nyoptagelser.

Vi hører naturligvis også Winehouses sange, og det er et scoop, at instruktøren har valgt at skrive lyrikken på lærredet. De viser hende som en begavet kvinde, og de stærkt personlige tekster fungerer igennem filmen som Winehouses kommentarer til sit eget liv.

Det er fars skyld
Nedturen med spiritus, stoffer og sensationspressen er hjerteskærende, fordi Asif Kapadia via sammenklipningen af materialet viser, at det kunne være gået anderledes. Amy var nok en vildbasse, men hun faldt også for usunde mænd, og hun manglede en familiebase, der kunne holde hende på jorden og være et helle i mediehurlumhejet.

Faren Mitch Winehouse har på forhånd taget afstand fra dokumentarfilmen. Det forstår man godt. Han fremstår ikke bare som en uansvarlig far, men også som en medieliderlig mand, der bruger sin datter til selv at komme i rampelyset. Da hun har det allerdårligst, giver han hende således en skideballe, fordi hun ikke har videre lyst til at blive fotograferet af et par fans sammen med faren.

Årsagen til hendes desperate søgen efter kærlighed er ifølge Amy Winehouse selv, at faren forlod moren for en anden kvinde, da hun var ni. Det er så banalt, at man tror på hende.

I den mest rørende scene kort før hendes død i 2011 laver hun en version af Body and Soul med sit idol, Tony Bennett. Parret er i studiet, men Amy går i stå, fordi hun har præstationsangst. Bennett beroliger hende kærligt, og det er ekstremt rørende, fordi han – som en anmelder har bemærket – ubevidst træder i karakter som den far, hun aldrig har haft.

”Sæt tempoet ned. Hvis du bare holder dig i live, skal livet nok lære dig at leve,” var det råd, Bennett ville ønske, at han kunne have givet til hende.

Italiens Woody Allen
Døden er også omdrejningspunktet i Nanni Morettis Mia Madre. Den handler om en instruktør, Margherita (Margherita Buy som Morettis kvindelige alter ego), som forsøger at være hos sin døende mor, samtidig med at hun skal tackle en filmindspilning med en excentrisk amerikansk filmstjerne (en veloplagt John Turturro) og få kontakt til sin indesluttede teenagedatter.

Nanni Moretti medvirker selv i filmen, hvor han spiller instruktørens bror. Han laver ofte meget personlige film, der kombinerer humor og alvor og refleksioner over livets mening. Ikke uden grund er han blevet kaldt Italiens Woody Allen.

I Mia Madre viser han sig fra sin bedste side. Filmen fortæller uendeligt blidt om en datters følelser ved tabet af sin mor, der har været et intellektuelt fyrtårn. Al den viden, der pludselig forsvinder.

Humoren finder vi primært i den del, der handler om filmbranchen, hvor Moretti får rig lejlighed til at excellere i sin selvironi. Som når Margherita belærer sine skuespillere om, at de skal ”stå ved siden af rollen”, men erkender, at hun ikke selv aner, hvad det egentlig vil sige.

Mia Madre er Nanni Morettis bedste film siden Guldpalmevinderen Sønnens værelse (2001). Den kan godt vinde en pris på søndag, men næppe Guldpalmen. Dertil er den trods alt for gammeldags.

En født klassiker
Gammeldags er også Todd Haynes’ Carol, men her er det med fuldt overlæg. Det er Haynes’ bedste film, bedre end Far From Heaven, som den minder mest om.

Kort sagt: En født klassiker.

Handlingen udspiller sig i 1950’ernes New York, hvor den pågående Carol (hypnotiserende spillet af Cate Blanchett) og den generte legetøjsekspedient Therese (en overbevisende Rooney Mara) tilfældigt mødes og øjeblikkeligt bliver tiltrukket af hinanden. Men forholdet bryder med tidens sociale normer, og det forstår Carols jaloux ægtemand kynisk at udnytte.

Todd Haynes har skabt filmen i den klassiske 50’er-Hollywood-stil, og han er i fuldstændig kontrol.

Tøjet, tapetet, bilerne, cigaretterne, ja, selv filmens tempo og skuespillernes bevægelser er 50’er-agtige. Farverne er dæmpede, og Haynes viser kvindernes indespærring ved at filme dem gennem vinduer og døråbninger. Det er overjordisk smukt på en elegant måde.

Det eneste, som ikke er 50’er-agtigt, er skildringen af erotikken, der aldrig ville være sluppet igennem Hollywoods selvcensur (selvom man ikke skal sætte næsen op efter Adéles liv-frivolitet). Det samme gælder filmens indignation over et samfund, der undertrykker ikke bare seksuelle mindretal, men også kvinder.

Guldpalmen?
Det er praktisk talt umuligt at finde en kritiker i Cannes, der ikke kan lide Carol. De fleste elsker den, og der er ingen film, som i den grad skaber konsensus på festivalen.

Så fortjener den vel at vinde Guldpalmen? Nej, ikke nødvendigvis. Der er tradition for, at Cannes-vinderen peger fremad og vinder nyt terræn for filmsproget. Det gør Carol ikke, og den er næsten for perfekt, hvis man kan tillade sig at kritisere en film for at være det.

Todd Haynes sætter ikke en fod forkert, og ingen ved sine fulde fem kan opponere mod budskabet om frisind, tolerance og hensyntagen til børn i skilsmisser. Men der er ingen sprække, der kunne åbne for nye erkendelser og gøre filmoplevelsen ekstraordinær.

Under alle omstændigheder er Carol en triumf, og efter en dag, hvor Amy Winehouses tragedie stadig sidder i kroppen, gør det bestemt ikke noget at slutte med en livsbekræftende film.