”Ghostbusters-kritik er rendyrket sexisme”

Vi står i en kælder. Godt nok under det luksuriøse Hotel Arts ved Barcelonas sandstrand, men alligevel er her mørkt. Paul Feig kigger rundt i lokalet, og hans blik ender ved den personlige assistent, som er så overengageret, at man næsten får ondt i øjnene af hendes selvlysende smil.

”Det sætter spøgelsesstemningen godt i scene, ik’?” oversmiler hun.

”Det er i hvert fald lige så mørkt og uhyggeligt, som reaktionerne på vores første Ghostbusters-trailer,” konstaterer Feig tørt, og så er vi ligesom i gang.

Den 53-årige instruktør er klædt, som om han enten skal til modeshow eller karneval. Ternet jakkesæt med matchende vest. Dertilhørende orange slips, skjorteklud og strømper.

Paul Feig ser simpelthen morsom ud, og dermed passer han til tonen i sine egne film. Især efter at han fandt professionelt sammen med komikeren Melissa McCarthy, som han har lavet blandt andet Bridesmaids, Spy og nu Ghostbusters med.

Alle tre film er fyldt med grovkornet humor, men denne gang har der været en slagside allerede inden premieren.

”Det har ærligt talt chokeret mig, hvordan Ghostbusters-fangrupperne har reageret på vores trailer,” siger Paul Feig, da vi sætter os ved et tungt mahognibord i midten af lokalet: ”Der har jo nærmest været en online-smædekampagne imod de fire kvinder. Ja, det har sådan set været rendyrket sexisme!”

Grin med det paranormale
Man skal da heller ikke google rundt i lang tid for at finde tilsvininger af den nye film om spøgelsesjægerne, der gennemtrawler New York for overnaturlige kræfter.

Al kritik er indtil videre baseret på filmens første trailer. Og Feig har ret: Hovedkritikken går på, at castet er kvindeligt frem for mandligt som i 1984, hvor Bill Murray, Dan Aykroyd og Sigourney Weaver fik deres store mainstreamgennembrud i Ghostbusters.

De oprindelige skuespillere gæsteoptræder denne gang, og det glæder Paul Feig:

”Jeg ved, at vi har gjort noget rigtigt, når en mand som Bill Murray takker ja med det samme efter at have læst manuskriptet. Murray er en skuespiller, der ikke har en agent, men en telefonsvarer, som han er notorisk kendt for ikke at vende tilbage på. Men han kendte Melissa McCarthy fra St. Vincent, og det hjalp helt sikkert med til at få ham hen til læselampen.”

Netop Melissa McCarthy har den mest fremtrædende rolle i Ghostbusters anno 2016. 32 år efter urpremieren skal New York således igen befries for spøgelser, og sammen med komiske genier som Kristen Wiig, Kate McKinnon og Leslie Jones har Feig og McCarthy skabt en komedie, som uden tvivl fokuserer mere på humor end på spøgelser.

”Komediedelen er meget fremtrædende, ja, men det er, fordi den oprindelige Ghostbusters på sin vis er meget sjovere, end man husker den,” siger Feig og ser sig om i kælderlokalet.

”Vores version er en rendyrket horror-komedie, fordi vi stiller vores roller over for en så stor fare – som spøgelser ville være, hvis de fandtes – men samtidig gør vi tykt grin med både den virkelige og paranormale verden. Komik er kun veleksekveret, hvis den skyder på alt og alle.”

Improviserede følelser
Og det må man sige, at kvinderne i Ghostbusters (og sådan set også i Bridesmaids og Spy) gør. Den ene grovkornede joke efter den anden sidder løst i de rapkæftede revolverløb og leveres som regel altid fra en yderposition.

For sådan er Feigs film nemlig også. De handler om outsidere, som pludselig bringer deres livssyn ind i den mere normale verden.

”Hvis noget skal være sjovt, må den samme type mennesker ikke angribe hinanden verbalt. De skal angribe noget, som de ikke forstår, men som de er interesserede i. Derfor er det heller ikke sjovt, hvis noget er for ekstremt, for så slår publikum det bare hen som platheder,” siger Paul Feig. 

”Den gode humor ligger i, at man improviserer på følelser, fordi man på den måde får ægte satire, hvis man altså har gode skuespillere. Ufattelig meget af min Ghostbusters-film er rendyrket improvisation, fordi disse kvinder selv er nogle nørder inden for humorgenren og derfor er møghamrende morsomme.”

Verden vendt på hovedet
Netop her ser Paul Feig denne solrige dag i den mørke kælder også en klar parallel til Ghostbusters-universet, hvad angår kvindernes funktion.

”I filmen tror ingen på disse spøgelsesjægere, men ved hjælp af videnskab får man vished for, at spøgelser rent faktisk findes. Verden er fuld af mennesker, der intet kan, men som hyldes som helte. Bare se på reality-stjerner,” siger Paul Feig og fortsætter: 

”Ghostbusters handler derimod om nørder, der kan noget, og selvom jeg heller ikke tror på spøgelser, er det vigtigt, at vi igennem humoren forstår, at man sommetider må hylde skæve eksistenser. For ellers bliver ingen af os jo klogere.”

Paul Feig læner sig tilbage i stolen og ser igen rundt i lokalet. Så ryster han på hovedet.

”Det her sted er slet ikke spøgelsesagtigt, vel?” spørger han, men taler så videre i en ny retning, inden jeg når at indvende, at Den Hvide Enke måske står ovre i hjørnet.

”Egentlig hader jeg ordet ’skævt’. For hvad skal det overhovedet betyde? Da jeg fik tilbudt at lave det her reboot, var min første idé, at det skulle være med kvinder, og det syntes producenterne var ’vovet’ og ’skævt’. Skævt? Come on, det er da ikke originalt, det er bare en god idé!”

”Jeg griner personligt oftere over kvinders joke end over mænds, fordi kvinder præsenterer et andet syn på verden. Jeg kan ikke skrive en god replik om at drikke kaffe og sludre i fem timer om stort set hvad som helst, for det har jeg aldrig prøvet. Men hvis joken er veleksekveret, så kan jeg pludselig forstå, hvorfor det er interessant. Joken har vendt mit verdensbillede på hovedet i nogle få sekunder.” 

Spøgelser og splat
Noget andet, som humor også kan, er at ændre ikke bare verdensbilledet, men selve verden, hvis man skal tro Paul Feig.

”Jeg bliver så træt, når jeg hører, at komedieinstruktører bare gerne vil gøre folk glade. For selvfølgelig vil man det. Ellers lavede man jo ikke en glad film, men for mig handler komedier også om at engagere mennesker.”

”Der er så mange biografgængere, der står af, hvis de får at vide, at de skal se en ’tung film’. Når man laver komedier, kan man bringe mange tunge emner op, hvis man twister dem i en morsom retning. Det er selve komediens kunst at kunne gøre netop det.”

– Det lyder som det fortærskede filmmantra om, at humor er tragedie plus tid …

”Åh, nej, jeg vil ikke sige noget fortærsket,” griner Feig, men retter sig så op:

”Man kan ikke lave en ligning med humor. Det tror jeg simpelthen ikke på. Men jeg tror på, at man skal bruge de sjoveste mennesker på denne her planet, hvis det skal lykkes at lave en film, der er sjov hele vejen igennem.”

”Derfor brugte jeg også lang tid på at overbevise producenterne om, at det skulle være lige netop de fire kvinder, jeg skulle have med i Ghostbusters. Producenterne kendte nærmest kun Melissa McCarthy og ville selvfølgelig have nogle mere kendte ansigter rundt om hende, så de kunne sælge flere billetter, men jeg insisterede. Hvis ikke den morsomme kemi konstant syder og bobler, så kan man godt pakke sammen.”

I genindspilningen af Ghostbusters gøres der tykt grin med den oprindelige film (så Feig skal nok forberede sig på mere fangruppebrok), men som sådan er fortællingen om spøgelsesjægerne helt frisk.

”Jeg synes ikke, at det gav mening at lave en fortsættelse her 30 år senere. Det ville være underligt, hvis alle i den nye film havde set spøgelserne for tre årtier siden og så ikke troede på de fire kvinder, der mener at spøgelser eksisterer. Det ville være direkte åndssvagt, og derfor måtte vi lave en helt ny film,” siger Feig, men tilføjer så:

”Okay, selvfølgelig blev vi nødt til at være tro mod selve grundfortællingen. Der er mere fokus på komediedelen denne gang, men samtidig har vi ikke skruet ned for spøgelser og splat. Man skal kunne mærke, at det her er Ghostbusters, og hvis man ikke kan det, så kunne vi jo lige så godt have lavet en anden film – som folk så ville have beskyldt for at være planket direkte fra Ghostbusters fra 1984.”

Melissa-effekten
Der er noget, som Feig virkelig kredser om, når det kommer til comedy: Melissa McCarthy-effekten. En effekt, som tydeligvis har ramt ham selv og hans film. Den kvindelige, brovtende og sjofle skuespiller har nemlig været med i samtlige af instruktørens film de seneste fem år, og det er der en ualmindelig god grund til.

”Jeg ved efterhånden ikke, om jeg kan lave film uden Melissa,” griner instruktøren på en måde, der afslører, at han joker og er alvorlig på samme tid.

”Melissa er en utrolig komisk begavelse, og vi klikker simpelthen bare rigtig godt. Samtidig har hun en tendens til at kunne sige de mest grovkornede ting, og så elsker publikum hende alligevel. Hun er altid den, der træder ind på filmlærredet og siger noget upassende, og så griner folk, imens de puster ud.” 

”Lige præcis dét har kun været meget få komikere forundt igennem tiden, men Melissa McCarthy har bare den evne. Kan man overhovedet nævne en nulevende mandlig komiker, der kan det samme?”

Feig læner sig tilbage i stolen og retter på sit orange slips. Han smiler lidt ad sin egen tanke.

”Det var også derfor, at jeg var så chokeret over, at folks reaktion på traileren var, at de ikke ville have kvinder i hovedrollerne. Jeg kunne forstå det, hvis de var skuffede over, at vi ikke lavede en opfølger til den første film, men at deres kritik var, at kvinder ikke er sjove nok til at spille en hel Ghostbusters-film igennem, var en forfærdelig og nærmest absurd oplevelse.”

”Jeg har bygget min karriere op på samarbejder med sjove kvinder, så jeg ved om nogen, hvor langt komisk timing fra det modsatte køn kan bringe én.”