Det har taget mig tyve år at nå hertil

”Rollin’-rollin’-rollin’! WE. ARE. ROLLIIING!!” vræler en firskåren kvinde fra filmholdet, imens hun har begge hænder formet som en tragt foran munden.

Der bliver helt stille et øjeblik.

”Aaand ACTION, please!” råber Niels Arden Oplev.

Vi er med på location i USA. Vi følger instruktøren, imens han prøver kræfter med den amerikanske filmbranche. Og det er en helt anden snak, end sidste gang vi mødtes på en afslappet københavnsk sidegaderestaurant. Denne gang har Ekko brugt uger på bare at få interviewet. Helt til sidste time er vi ved at blive smidt af settet. Og da vi endelig kommer ind, skal vi underskrive en ”World Wide Embargo”, der betyder, at vi kan blive sagsøgt herfra og ind i helvede, hvis vi siger for meget om filmen. Vi skriver under – og forsøger over de næste to dage at klemme et interview ud af instruktøren. Det lykkes. Som små brudstykker, mini-samtaler, trætte møder klokken fem om morgenen på bagsædet af en van, der smadrer over motorvejselementernes dunken under New Jerseys forurenede nattehimmel.

Da Niels Arden Oplevs kæmpemæssige, grå amerikaner-varevogn med tonede ruder ruller ind til kantstenen og samler mig op foran et stort hotel, ligner scenen noget fra en dårlig amerikansk film.

– Hvor skal vi egentlig hen?

”Vi filmer rigtig mange scener i Philadelphia, fordi der er en hel masse ting her, som ligner New York City. Men det er nemmere, der er mindre bureaukrati, og det er, i dollar og cent, præcis ti gange billigere. Og så er der jo den ordning i Pennsylvania, at for hver dollar, vi bruger her, får vi 25 cent igen. Det svarer sådan set lidt til Film Fyn,” forklarer Niels Arden Oplev.

Et par timer senere står jeg i instruktørens camper. Den lille husvogn med fjernsyn, dvd-afspiller, køleskab, mikrobølgeovn, aircon og propel i loftet og en instruktørstol foran et stort spejl er hans hjem, mens han er on location.

Hollywood eller hvad?
– Sidste gang, vi interviewede dig, sagde du: ”Jeg er ikke en skid på vej til Hollywood.” Er du stadigvæk ikke en skid på vej til Hollywood?

”Det er et godt spørgsmål. Sandheden er vel både-og. Forleden hang jeg ude i torvene og lignede Muhammed Ali i syvende omgang i The Rumble in the Jungle. Så fik vi puslespillet i action-sekvensen til at gå op i går aftes, hvor vi skulle være færdige. Og så bliver man lidt høj. På en god dag vil jeg sige ’ja’. Måske er jeg på vej til Hollywood. Og jeg er jo i bogstaveligste forstand på vej til L.A. Jeg skal derover og klippe filmen om fem dage,” siger den lyse nordjyde, som passer forbavsende godt ind i USA.

Men inden klipningen skal de sidste scener i kassen. Niels Arden Oplev har belejret en mindre del af et villakvarter i udkanten af Philadelphia. Cirka otte veje er mere eller mindre ufremkommelige på grund af parkerede eighteen wheeler trucks, larmende generatorer, kabler og diverse materiel. Selv efter amerikanske forhold er filmsettet en større operation.

I den rolige forstad sidder en familie med far, mor og to børn ude på verandaen i aftensolen på 905 Kelly Avenue og følger med i filmholdets arbejde. De sidder under et skilt med det amerikanske flag, hvor der står ”Love, Peace & Liberty”. Det er snart 4. juli – USA’s uafhængighedsdag. Niels Arden Oplev har selv måttet kæmpe for sin uafhængighed.

”Det har været en meget stor udfordring for mig selv at følge op på Mænd der hader kvinder. Der var folk, som ville have mig til at lave Wrath of the Titans og X-Men Origins: Wolverine, men når man læser demanuskripter, er der ikke noget som helst i dem – der er ikke nogen karakterer at arbejde med. Men så kom det her manuskript, Dead Man Down, skrevet af Joel Howard Wyman – måske efter jeg havde læst 250 manuskripter.”

– Er det en større film end Mænd der hader kvinder, du laver nu?

”Ja, er du sindssyg! Et dansk filmhold er jo en tredjedel af det her. Vi er over 100 mand! Og du har jo selv set de dér lastbiler, generatorer, busser og trailere ... Hele det dér tog af lort, de slæber med ind til New York, når man skal filme dér. Men det er jo også derfor, jeg for eksempel har fået lov at lave de vildeste action-scener. Det her er en ambitiøs film.”

”Amerikansk film er helt anderledes end dansk film, fordi det er de her tolvtimers dage. Det er intenst. Men der er til gengæld sindssygt meget spildtid. Colin Farrell er god til at møde til tiden, men der er jo eksempler herovre på stjerner, som kommer tre timer for sent.”

Ikke skortet på tilbud
”Det er meget større herovre, men det er lønningerne også,” fortsætter Oplev. ”Når man har betalt finance-fee, producerens honorar, når jeg har fået penge, og når stjernerne har fået deres løn – så er halvdelen af hele budgettet røget. Jeg kan måske kun lave en film hvert tredje år herovre. Men jeg tjener så også tre gange så meget, som jeg ville få i Danmark,” siger instruktøren, der efter få år i USA flyttede fra New Jersey til Florida.

Der holder en politibil fra Prospect Park Police på tværs og spærrer indgangen til gaden. Betjenten tygger tyggegummi og taler med nogle drenge.

”Nu er det tre et halvt år siden, at Mænd der hader kvinder åbnede hjemme i Danmark, så der er også gået noget tid. At lave en tv-pilot herovre er meget prestigiøst, så det gjorde jeg, da de spurgte, om jeg ville lave Unforgettable – det er jo ikke tilbud, jeg har manglet. Men jeg har ledt efter noget, der kunne følge op på den verdensomspændende succes. For det kan man vel godt sige, at det er?” siger den stolte fader til den første filmiske udgave af Lisbeth Salander spørgende.

”Det er nemmere at få lov til at lave noget lidt mere traditionelt, for eksempel som Daniel Espinosa, der lavede Snabba Cash hjemme i Skandinavien og nu har lavet Safe House. Den er faktisk større end min, rent budgetmæssigt, men en mere konventionel thriller,” siger Niels Arden Oplev, nærmest lidt alfaderligt.

Der er meget ventetid. På et tidspunkt kommer en mand hen til mig.

”Bor du her, eller arbejder du for os? For ellers ...”

Han får forklaret, at det er Danish Press, der skriver om Mr. Arden. ”Filmens instruktør,” bliver det for en sikkerheds skyld præciseret, da han ikke reagerer.

”Nå, er det dét, han er!” griner amerikaneren bredt.

Stemningen på settet er jovial, gemytlig. Næsten familiær.

– Hvad har du ellers lavet i al den tid?

”Hele det første år gik med at give cirka 650 interviews om Mænd der hader kvinder. Alene i USA har jeg lavet 76 interviews,” fortæller danskeren, da vi venter under en busk, imens nogle folk sætter kameraer op.

– Har du så været i David Letterman?

”Næ. Men jeg har været i Charlie Rose. Noomi har lige været i Letterman.”

Han siger det, som om det var Aftenshowet.

”Jeg kunne også bare have hvilet på laurbærrene og lavet en lille, god film hjemme i Danmark. Og det var måske det, jeg skulle have gjort!”

Niels Arden Oplev slår en høj satanisk latter op.

”Spøg til side. Det er faktisk sådan, jeg håber, at mit liv bliver i de næste mange år. Du ved, man kunne lave en kæmpe film herovre, og så lave en lille intens film derhjemme.”

Den slags har man folk til
”You sure picked a good one,” siger en barmfager frisøse med plastikopererede kysselæber, imens hun ryster opgivende på hovedet, febrilsk vifter luft i ansigtet med et filmmagasin og i det hele taget kaster sig fortvivlet rundt i den høje klapstol.

Jeg pruster og nikker. Varmen er grotesk. Senere får jeg at vide, at vi kom langt over 40 grader i nat. Folk er gennemblødte af sved, og det giver problemer med både skuespillernes hår, kostumer og make-up på settet.

– Men hvilken ”lille” dansk film kunne det være?

”Morten Kirkskov (skuespiller og direktør for Aalborg Teater, red.) og jeg sad og snakkede om at skrive en fortsættelse til Drømmen. Jeg ville gerne arbejde videre med den tid, sådan midt-1970’erne. Vi mødtes, og jeg sagde: ’Jeg har en ide om en dreng, der er i puberteten, og så mister han sin mor. Og så handler det om, hvordan drengen og faren overlever i den lille by.’ Morten blev helt bleg og sagde: ’Det er jo min historie.’ Og så begyndte han at fortælle sin egen livshistorie, om hvordan han mistede sin mor som trettenårig.”

”Så sagde jeg: ’Morten, vi stopper her, og så går du hjem og skriver den bog.’ Resultatet blev romanen Kapgang. Den blev skidegodt anmeldt. Og her i det sidste halve år har Bo hr. Hansen siddet og skrevet et manuskript, og den første gennemskrivning var virkelig god,” fortæller Niels Arden Oplev, der næsten virker mere begejstret for den kommende danske film end den amerikanske.

For Niels Arden Oplev er det ellers virkelig en amerikansk drøm, der bliver til virkelighed, at vi står sammen her og snakker, imens der bliver sat lyd og lys på en gammel, beskidt pickup-truck længere nede ad gaden. Mudderet på siden af vognen er lavet med vilje. Af et helt hold af bilregissører. Den slags har man folk til i USA.

”Jeg kan stadig huske, da jeg, under optagelserne til tv-piloten Unforgettable, stod på Columbus Avenue og pegede mit kamera ned mod Lincoln Center. Det var silende regn midt i marts. Det var ishamrende koldt. Og jeg havde det her hundedyre regntøj på, som min datter Anna havde tvunget mig til at tage på. Det var den første morgen på den første optagedag. Og filmholdet spurgte: ’Det pisøsregner, her er koldt ... Hvad fanden står du egentlig og smiler af?’”

”Jeg sagde: ’I fatter ikke noget som helst. Det har taget mig tyve år at nå hertil. Og nu står jeg her. Jeg har kæmpestore lastbiler, jeg har et 100 mand stort filmhold, jeg har det hele. Og mit kamera vender ned mod Columbus Avenue og Broadway. Endelig! Hvorfor skulle jeg ikke smile?’” siger instruktøren og laver en amerikansk gestus, der vist betyder noget i retning af: Why not?

Der er Noomi, nej vent ...
Længere nede ad gaden er der ved at ske noget. Noomi Rapace har tabt sig helt vildt. Hun virker i hvert fald mere benet. Eller også, nej vent …

Det viser sig slet ikke at være hende, der har sat sig ind i bilen. Det er hendes stand-in, som bare sidder dér, tavs, urokkelig, som en saltstøtte. Imens sætter folkene lys og indstiller kameraerne. Man kan se hendes forstenede, slanke krop i monitoren for Camera A. Lidt senere står hun bagved den og drikker en kold Coca Cola og stirrer nervøst på monitoren. Nu sidder Noomi Rapace på præcis samme plads.

”Jeg er omgivet af kreative folk, som jeg er der for at servicere,” fortæller Rapaces stand-in Laura Stabilini, der egentlig er filmproducer, men kæreste med én på settet – og så ligner hun rent kropsmæssigt Noomi Rapace en del.

”Faktisk er jeg ti centimeter højere end Noomi. Men hun går ingen steder uden høje stiletter. Så det passer præcis,” siger Stabilini med en tyk, italiensk accent.

Filmen, Niels Arden Oplev er ved at lave, er stadig tophemmelig. Her er det kun tilladt at afsløre, at det er ”en amerikansk thriller med en fransk kærlighedshistorie” i midten. Men den heldige udsendte, der får detaljerne, spærrer øjnene op. Det lyder virkelig som en god historie. Med navne som Isabelle Huppert, Colin Farrell, Noomi Rapace, Terrence Howard og Dominic Cooper oppe på det store lærred. En af ideerne er, at filmen skal trække på associationer til en Hitchcock-klassiker, som foregår i en lejlighed med udsigt.

”Det er Rear Window med et twist, ja, og så med Isabelle Huppert i en bærende rolle,” fortæller Niels Arden Oplev.

Der er også drama i kulissen. Sidste gang vi mødte Niels Arden Oplev for snart fire år siden, var han ved at gå op i limningen over økonomiske problemer med sine bagmænd i forbindelse med Mænd der hader kvinder, som satte ham under finansielt pres. Denne gang er det om muligt værre.

”I den situation, jeg står i nu, har jeg ikke en gun oppe i hovedet. Det er et oversavet haglgevær. Jeg er ved at lave en fed film, men de truer med at droppe de sidste tyve procent af manuskriptets scener for at spare penge. Jeg har så få dage tilbage til at få skudt scenerne, at jeg ikke ved, om jeg kan få det her til at hænge sammen. Så du fanger mig i en dårlig uge. Det har været op- og nedture, men lige den her uge ...”

Et cirkus, mand!
Niels Arden Oplev ryster opgivende på hovedet. Han ligner lidt en lille, resigneret artist, der træt har sat sig ned på en domptørstol, midt i manegen. Og netop cirkusbilledet vender Niels Arden Oplev igen og igen tilbage til.

”It’s a circus, man!” siger han igen og igen.

Og han har ret. Settet er i hvert fald fuld af characters – altså foruden dem i filmen. Der er en stor fyr med solbriller og paisley-mønstret bandana. Der er en mandhaftig kvinde med hænderne i siden og en udtjent T-shirt fra 4 Stars Catering Service. Der er en arret, overtatoveret kloakrotte, der hele tiden slæber tunge ting og skruer på jern og metal. Der er wholesome American boys, som er blevet til midaldrende blonde mænd med løbesko, hvidtede tænder og brede hofter.

”Jeg er igen i den situation, at jeg spænder buen hårdere, end godt er,” siger Niels Arden Oplev.

– Hvordan det?

”Jamen, jeg blev nødt til at skære ting ud af manuskriptet fra day one, fordi de allerede dengang skar i mine optagedage, så vi gik fra 50 til 43. Set i bakspejlet, så burde jeg måske have sagt nej til at lave filmen, da dét stod klart. Men jeg havde jo hængt en forventet indtjening op på projektet, og vi stod og skulle til at filme,” siger instruktøren og himler med øjnene.

Der ankommer en stor, sort firehjulstrækker. Noomi Rapace træder ud af den. Hun er dækket af en stor, sort paraply, som en høj, bred mand med rastahår holder over hende. Der har tidligere været problemer med paparazzier på settet. Især da holdet indspillede i New York, midt på en afspærret gade.

Noomi Rapace spiller den første scene. Hun skal sidde og være ked af det. Men inden længe råber Oplev ”CUT!”, scenen går i stå, og alle omkring bilen, som Rapace og Farrell sidder i, går i krig med at arbejde, som myrer omkring en honningmad. Der er noget, der skal ændres, før kameraerne igen kan rulle.

”Den line-producer, jeg har på, ville lave det hele på én scene, fordi det ville gøre det billigere,” forklarer Niels Arden Oplev, da vi spørger, hvad der er gået galt.

”Ideen var sådan set okay, men jeg sagde til ham: ’Så skal settet også stå klar, når vi begynder at optage.’ Men da Isabelle Huppert var klar, var settet der ikke. Den elendige produktionsledelse har så skadet hele processen, og konsekvenserne har været meget større, end man lige tror. Vi har fået et underskud på en million dollars på den konto. Og dem mangler vi nu,” siger Niels Arden Oplev og ser ud, som om det i sidste ende ikke betyder det store.

– Er det dig, som bestemmer, hvilken endelig form filmen skal have?

”Nej, det er ekstremt svært at få final cut i USA. Men manuskriptforfatteren og produceren Joel Wyman har sagt til mig, at final cut er en del af hans kontrakt, og han og jeg er meget enige om filmens udtryk.”

Rytmisk åndedræt
Jeg har sat mig på Judi Dickersons karakteristiske ”instruktør-stol”, indtil den med ”Honored Guest” på ryggen bliver hentet frem. Dickerson er dialect coach. Det står der under hendes navn. Hun hjælper irske Colin Farrell og svenske Noomi Rapace med at lyde som ægte amerikanere. Farrell slår direkte over i lavsocialt engelsk med fed, irsk dialekt, så snart han ikke er på.

”Ya cææme all da wææ fram Scandinæævia, did ya,” spørger Farrell og rækker en stor, maskulin lab ud, imens der breder sig et smil bag cigaretten.

Han er klædt om til sin rolle som forbryder. Inden han går videre og i forbifarten giver high five til instruktøren, retter han på sin sweater, så der er bedre plads til pistolen i bukselinningen omme på ryggen. Han skal være klar til at trække pistolen, når det rigtige øjeblik er der.

Når man ikke er vant til det, kan det med stjernerne godt gøre én lidt svimmel. Men Niels Arden Oplev ser ikke sig selv som én, der er blevet finere.

”Jeg er ikke blevet en del af en eller anden klub. Jeg har jo haft den her drøm i årevis. Jeg rejste herover første gang med et eller andet åndssvagt filmmanuskript i 1984. Efter Portland prøvede jeg igen og holdt møde med James Cameron, der fortalte, at mit Portland-budget var hans catering-budget på Titanic. Så det er ligesom tredje forsøg,” siger instruktøren og tager sig til hovedet i den absurde, amerikanske hede.

Filmoptagelserne fortsætter. Da jeg omsider får et head-set på – det hedder Public 9 / Prod. 7 – kan jeg høre hvert et ord i bilen med Colin Farrell og Noomi Rapace. Jeg kan høre Rapaces åndedrætsøvelser og hendes rytmiske gentagelse af et par af replikkerne, som hun varierer i det uendelige for at finde den helt rigtige udtale.

”Jeg var der ikke. Jeg var der ikke. Jeg var der ikke ...”

– Niels, hvad synes du helt personligt er bagsiden af medaljen herovre?

”Der kører alle mulige hemmelige agendaer i Hollywood. Der er så mange kalkulationer. Når man er i Danmark, så ved man sgu lidt, hvor man står. Herovre er det, som om man er med i en eller anden kæmpestor skolegård. Hvilken klike er du med i? Er du inde? Er du ude? Jeg er et lidt naivt menneske, for jeg tror jo det bedste om folk. Jeg kommer bare vadende med den dér himmerlandske åbenhed,” siger instruktøren og ser helt undskyldende ud.

Der kommer to store, sorte firehjulstrækkere rullende ind på settet. Rapace og Farrell skal køles ned, imellem scenerne. De har hver sin store sorte bil af mærket GMC. Det er standard i amerikanske skuespillerkontrakter. Vi andre bliver ude i heden.

Crazy drømmeprojekt
”LUNCH! Lunch, guys. Come on, pack it in. LUUUNCH!” Stemmen lyder igen. Klokken er præcis tolv. Altså om natten. Kvinden, der råber, så det gjalder ud over gaden, er ikke Niels Arden Oplevs assistant director. Det er heller ikke hans second assistant director. Det er hans second second assistant director. Der er en skarp rangorden på et filmset som det her, og på mange måder ligner det hele lidt en militær operation.

Senere er vi i The Navy Yard. Det er en tidligere marinebase, der nu ligger øde hen. I den nedlagte hangar er der bygget en nøjagtig kopi af en New York-facade. Der er også indmaden til et helt hus. Vi står og kigger i et gigantisk hul, midt i et hus, som i filmen er bandelederens hjem. Det ser ud, som om der er sprunget en bombe derinde. Og det er der. Nu skal de sidste dumme svin slås ihjel.

Vi har fået orange ørepropper af teknikeren Kenny, for ”jeres ører gror sgu ikke ud igen”, som han siger. De mere rå teknikere propper bare to fingre i ørerne. Der bliver skudt vildt i alle retninger med pistoler. En lille, fesen bombe går af. ”CUT!” råber Niels Arden Oplev.

– Hvad skal du lave bagefter, hvis den her bliver en kæmpesucces?

”Jeg skal lave en film, der hedder – og det her må jeg sige på engelsk – Wave.id, den skal koste omkring 180 millioner dollars, og den skal være sådan en psykologisk-science-fiction-thriller, og det bliver fuldkommen crazy stort action-thriller-mental-strange, men også et totalt verdenshit. Den udvikler jeg herinde, imens jeg ser ud, som om jeg tænker på noget andet,” siger han og dunker sig selv i tindingen.

”Rain test! TAKE COVER!!” råber en tekniker.

Få sekunder efter vælter vandet ned. Det skal forestille, at sprinklerne i hele huset er gået i gang. De to lydmænd og en fyr med en stor lampe har alle sammen skriggule regnfrakker på inde i entreen. De ligner noget fra en af de første scener i David Finchers Seven.

– Er du seriøs?

”Ja, jeg har faktisk en skitse kørende i mit hoved. Men jeg skal lige udrede logikken, for den foregår både i en fuldkommen vild verden, men samtidig udforsker den hjernen. Når jeg har femten-tyve sider på papir, så kan jeg fusionere med en supergod forfatter. Det bliver en gigafilm, der handler om homo sapiens’ oprindelse. Det er svaret, hvis du spørger, hvad det burde være, jeg skal lave næste gang,” siger Niels Arden Oplev.

– Men hvor stor skulle den så være?

”Jamen, det ville svare til det, Ridley Scott har lavet med Prometheus.”

– Det er den med ham, der prøver at stjæle ilden fra guderne, ikke?

”Jo.”

Inde på settet kaster Colin Farrell sig op ad trappen i silende regn. Han plaffer i alle retninger og rammer en masse bistert udseende mænd, der jamrende falder omkuld. Stuntmanden Luco falder, let buet, ned i sine papkasser med et hult drøn. Farrell er – for et øjeblik – enhver lille drengs drøm om en fandens karl med en kæmpestor skyder. Heldigvis er det bare løst krudt.

”Aaand CUT! ... That’s a WRAP!” råber Niels Arden Oplev.