”Det iranske folk er klar til revolution”
Zar Amir Ebrahimi har haft noget af et år.
På forårets Cannes-festival vandt hun en af filmverdens mest eftertragtede priser for sin præstation i Holy Spider.
Hun spiller journalisten Rahimi, der på egen hånd forsøger at stoppe en seriemorder. Han dræber kvindelige sexarbejdere i den hellige iranske by Mashhad, mens myndighederne er relativt passive.
Siden er der i kølvandet på en ung kvindes død i Iran opstået protester, hvor folk går på gaden og demonstrerer mod undertrykkelse.
Nu får Holy Spider langt om længe premiere i danske biografer den 13. oktober.
I den anledning har Zar Amir Ebrahimi taget turen fra sit hjem i Paris og rundt i Europa for at promovere filmen.
Frygten er forsvundet
Skuespilleren har det svært med at tale om filmkunst, mens hendes hjemland brænder. Men hun er kommet frem til, at hun bedst hjælper ved at skabe opmærksomhed om frihedskampen.
”Det er fantastisk at se, at frygten er forsvundet fra det iranske samfund. Jeg er vokset op i et totalitært diktatur fuld af kontrol, men nu ser jeg mine venner gå totalt frygtløse på gaden – det virker som en revolution!”
”Det føles underligt at tale om de mennesker, der ofrer deres liv. Men jeg har et ansvar for at skabe opmærksomhed i medierne, så folk kan høre deres stemme. Filmen har givet os den mulighed,” siger Zar Amir Ebrahimi.
”Folk siger til mig, at jeg kan komme tilbage næste år, men lad os nu se. Vi har aldrig mistet håbet, men mine forældre og bedsteforældre havde også i deres tid en tro på, at det ville blive bedre,” fortsætter skuespilleren.
”Denne gang føles det dog anderledes, fordi der ikke er nogen frygt. Der er ikke nogen vej tilbage nu, og man kan ikke tvinge tørklædet tilbage på kvinders hoveder.”
”Folket er klar til revolutionen og vil have et regimeskift. Der er kommet et hul i muren, og nu skal den brydes helt ned.”
Virkelighed overgår filmen
I sommernummeret Ekko #91 tegnede vi et portræt af Zar Amir Ebrahimi, der i 2006 forlod hjemlandet og tog til Frankrig, da en privat sexvideo blev lækket i Iran.
Det umuliggjorde en tilværelse i Iran. Og skuespilleren er den dag i dag stadig sikker på, at hun vil blive anholdt i lufthavnen, hvis hun prøver at rejse hjem.
Til gengæld har hun rejst rundt i verden for at deltage i visninger af Holy Spider. Den seneste tid, efter demonstrationerne i Iran brød ud, har hun lagt mærke til, at publikum forholder sig anderledes til filmen.
”I starten fangede mange pointen med det samme, men nogle har brokket sig over volden og brutaliteten i filmen. Det gør de ikke mere,” fortæller 41-årige Zar Amir Ebrahimi.
”Jeg ser også anderledes på min egen figur i filmen. Før optagelserne behandlede jeg hende som en fiktiv karakter, hvis motivation og drivkraft jeg skulle finde ind til. Er det journalistisk etos, der får hende til at tage chancer?” spørger skuespilleren sig selv.
”Jeg kunne ikke sætte ord på det dengang, men når jeg i dag ser alle de kvinder, som kæmper for både deres egne og alle andres rettigheder i Iran, har jeg fået en ny forståelse af Rahimi. Nu står det klart for mig, at hun ikke kun kæmper for retfærdighed for de døde sexarbejdere. Hun kæmper også for friheden.”
”Folk snakker ikke længere om filmens brutalitet, for det, der sker i Irans gader i denne tid, er langt værre.”
I spil til Oscar
Holy Spider blev for nylig valgt som det danske Oscar-bud, der skal kæmpe om at få en nominering ved verdens førende prisuddeling.
Imens bliver Zar Amir Ebrahimi i det førende branchemedie Variety nævnt som kandidat til at blive nomineret for bedste kvindelige skuespiller.
Det er meget sjældent, at skuespillere i ikke-amerikanske film bliver nomineret ved Oscar-uddelingen.
Det ville i så fald være et kæmpe karriereboost for Zar Amir Ebrahimi. Men hun har lidt svært ved at finde ud af, hvordan hun skal håndtere den store ære.
”Det er jo paradoksalt. Folk dør i Iran, så skal jeg bruge energi på at deltage i et Oscar-ræs? Det er absurd, og jeg tænkte over det i en uges tid,” siger Zar Amir Ebrahimi.
”På den anden side giver det mig mulighed for at tale om det iranske folk. Jeg er en kvinde fra det samfund, og nu har jeg magten til at sende et budskab om, at vi aldrig giver op. Det betyder noget for de kvinder og mænd, der kæmper i Iran.”
Trailer: Holy Spider
Zar Amir Ebrahimi
Født 1981 i Teheran, Iran.
Har studeret drama på det iranske universitet Azad.
Debuterede som attenårig som skuespiller og fik senere en rolle i den populære tv-serie Narges.
Rejste i 2006 fra Iran til Frankrig, da en privat sexvideo blev lækket i Iran.
Arbejder også som fotograf og har haft forskellige job i kunstens verden.
Vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller på Cannes-festivalen for Holy Spider.
Portræt af Zar i Ekko
Stort portræt af Zar Amir Ebrahimi i Ekko #91.
Vi fortæller historien om, hvordan en lækket sexvideo kunne have kostet skuespilleren piskestraf, hvis hun ikke havde forladt sit hjemland.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Bestil #91 og få det tilsendt.
Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.
Kommentarer