Max Kestner: Dét kan vi lære af Too-ticki

Der har været krig på Den Danske Filmskole.

Først en flere år lang og næsten usynlig krig. På den ene side er mennesker faldet på stribe, mens man på den anden side gik rundt og smilede afvæbnende. Til sidst det åbenlyse drab, som gjorde det klart for alle.

Der var krig!

Nu er krigen på en måde forbi, men så alligevel ikke. For fronterne findes stadig. Og nu er det, som om der er ved at opstå uklarhed om, hvem der skal forhandle freden.

Gennem de sidste par år har nogle udmærket sig ved at forstå situationen. Andre har udmærket sig ved ikke at forstå den.

Eleverne forstod. Oplysningsgruppen (nuværende og tidligere elever samt filmfolk, red.) og branchefolk forstod. Dokumentarinstruktørernes fagleder, Arne Bro, forstod. Og mange andre forstod, heldigvis.

Måske forstod Aftagerpanelet og Skolerådet. Men i så fald fik de ikke lige sagt, hvad de forstod. Blandt dem, der virkede, som om de ikke helt forstod, var Danske Filminstruktører – desværre.

Absurd teater
Det kunne egentlig være ligegyldigt, hvis det ikke var, fordi der stadig skal svares på det væsentlige spørgsmål om, hvem der skal være med til at udstikke retningen for genetableringen af de kvaliteter, der nær var gået tabt.

Her havde det under andre omstændigheder været naturligt og kærkomment, at Aftagerpanelet og Danske Filminstruktører fik en central placering. Men de har begge haft uld i munden, når der skulle handles resolut.

I Aftagerpanelets eneste udmelding under elevernes besættelse af skolen udtrykte man sin ængstelse over, at eleverne mistede undervisning i de dage, de besatte skolen.

Det må have føltes som absurd teater for eleverne, der jo netop havde besat skolen, fordi de ville have deres undervisning tilbage. Er det ikke Aftagerpanelets opgave at holde øje med, om skolen uddanner ordentligt?

Danske Filminstruktører var der ikke, da studieplanen udkom. Og det på trods af at man havde været med til at udforme de retningslinjer, der på ingen måde var forfulgt i studieplanen.

Da eleverne viste sig at være de voksne og tog ansvar for situationen, foreslog Danske Filminstruktører en dialog, som eleverne og Oplysningsgruppen forgæves havde efterspurgt i årevis. Det var påfaldende, at man ikke kunne bakke entydigt op om eleverne og deres rimelige krav til undervisningen og en ny ledelse.

Samtidigt beklagede man, at det ikke var lykkedes ledelsen at gøre visionen forståelig for elever og branche. Dét var provokerende. For vi havde faktisk forstået visionen. Vi brød os bare ikke om den!

På samme tid er det bemærkelsesværdigt, at Oplysningsgruppen, der sammen med eleverne er en af de direkte årsager til, at vi overhovedet kan håbe på, at vi igen vil få en god filmskole i fremtiden, ikke synes at have en naturlig plads ved forhandlingsbordet.

De er ikke blandt de kræfter, der nævnes, når de filmfaglige foreninger henvender sig til ministeren og peger på, hvem der bør sidde med i processen.

Rektors retorik
Seneste besynderlige udmelding fra Danske Filminstruktører kom i fredags i Dagbladet Information.

Christina Rosendahl er en virkelig god forkvinde. Hun gør et stort og imponerende arbejde, og for øvrigt står jeg personligt i faglig gæld til hende, fordi hun omsorgsfuldt og uegennyttigt har hjulpet mig.

Derfor er det lidt pinsomt, at vi nu åbenbart ser så forskelligt på den her sag, som er vigtig for mig. Jeg oplever, at Filmskolen er et centralt omdrejningspunkt for vores branche. Så når Rosendahls tanker om Filmskolen bliver trykt i avisen som udtryk for min fagforenings holdning, bliver jeg nødt til at svare (også selv om ingen har spurgt).

I artiklen udtaler Rosendahl, at ”en øget akademisering ikke er et problem, så længe det sker med fokus på den enkeltes kunstneriske udvikling”.

Det er, som om hendes argumentation tager over, hvor den afgående rektors slap. Det er, som om hun bærer på en række fejlagtige oplysninger. Og det ville være ærgerligt, hvis misforståelser skal stå i vejen i den kommende proces.

Simpelt er kedeligt
Den afsatte rektor har igen og igen ladet forstå, at elever og lærere på Filmskolen er bange for viden.

Jeg har undervist derude i mange forløb gennem de sidste tyve år og har stadig til gode at møde én, der er modstander af at vide noget. Så når Rosendahl overtager den antagelse, at ”der mangler refleksion på Filmskolen”, tror jeg, at hun taler mod bedre vidende. Altså min.

Vi bruger dagevis på at evaluere (læs: reflektere) egne og andres værker. Faktisk så meget, at det til tider har været noget, man spøgte lidt med i branchen.

Men måske handler det om, at der findes forskellige slags viden. Jeg tror, man skal passe på med at forveksle skråsikkerhed og dogmer med viden. Ligesom man skal passe på med at forveksle tvivl og åbenhed med dumhed.

Er det ikke sådan, at viden – ligesom historier – kun er rigtigt spændende, når den er kompleks og måske ligefrem selvmodsigende?

Er det ikke sådan, at det simple er kedeligt, og at det simple er farligt, fordi det aldrig kan indeholde en egentlig sandhed? Eller i hvert fald aldrig indeholder muligheden for, at det modsatte kunne være lige så sandt. Og det, ved vi jo, er farligt.

Mumrikken sagde engang: ”Enhver dyb sandhed har også en dyb sandhed i sin modsætning.” Eller også var det Niels Bohr. En af dem sagde det i hvert fald. Og den viden, man møder hos en kunstner i arbejde, ligner måske nogle gange tvivl og forvirring – og kan måske derfor indeholde modsatrettede sandheder på samme tid.

Den viden, som eleverne ophober gennem den praksisbasserede undervisning, er en viden, der sidder i deres krop.

Den er ikke en akademisk viden, som de har overtaget fra andre, men en individuel viden, som de selv har opnået, fundet, skabt. Den er vokset ud af personlige erfaringer med egne værker. Og ud af de behov for viden, som arbejdet har tilskyndet eleverne til at opsøge for at have noget at spejle deres værker i.

Det er naturligvis en form for viden, der er svær at måle, fordi den ligger inde i deres krop.

Fremtid med angst
Når Christina Rosendahl siger, at hun håber, alle på Filmskolen kan blive enig om at ville ”bevæge sig ind i fremtiden”, så giver det jo kun mening, hvis der er nogen på Filmskolen, som er modstander af at bevæge sig ind i fremtiden.

På mig virker det som et billigt, retorisk trick, opfundet af den afgående rektor, der skulle få folk til at tænke: ”Det er fint, at hun fører de frygtsomme og mindre fremsynede mennesker sikkert ind i fremtiden, når de nu ikke selv tør.”

Også Rosendahls udsagn i Information om, at fremtidens udgivelsesplatforme og finansieringsformer kræver en akademisk undervisning af fremtidens kunstnere, er mærkværdig.

Det er igen et argument, som blev skabt til at bane vejen for en akademisering, af en rektor, der nu er afsat – indirekte fordi hun tilranede sig en skole, pressede lærere til at sige op, forhindrede dem, der blev tilbage, i at tale med hinanden, bortviste dem, der udtrykte uenighed med hende, og lod dem følge til døren som forbrydere, udskammede.

Opfundet til at gøre folk frygtsomme for fremtiden og tænke, at det var godt, at de havde en stærk leder, der kunne se den så klart og beskytte dem mod de farer, som den forvirrende fremtid bringer.

Samlet branche?
Når Rosendahl så siger, at hun er helt enig med den afgående rektor og branchen i, at Filmskolen skal udvikle sig, får hun det til at lyde, som om der står en samlet branche og efterlyser en modernisering, som filmskolen modsætter sig.

Jeg undrer mig, fordi jeg ikke har oplevet en samlet branche, der stod for det synspunkt. Har der ikke netop været en stor del af branchen, der aktivt har meldt ud, at de støtter elevernes synspunkter? Jeg tænker, at nogen må føle sig taget til indtægt for meninger, de ikke har.

Jeg har læst om Rosendahls tanker om fremtidens vilkår for filmarbejdere. De er efter min mening skarpe og fremsynede. Men de begrunder ikke, at man skal undervise fremtidens filmarbejdere mere akademisk. Måske tværtimod.

For hvad er det, fremtiden har brug for? Er det ikke det samme, som fortiden havde brug for? Er det ikke kunstnere, der stiller deres blik til rådighed for andre? Hvilke formater, vi arbejder med, tager Elgiganten sig vel af. Og hvilke platforme, vi udkommer på, tager udbyderne sig vel af.

Ikke en købmandsskole
Christina Rosendahl synes også godt om den afsatte rektors tanker om entreprenørskab, som efter sigende skulle blive et vigtigt omdrejningspunkt for kunsten i fremtiden.

Men der findes vel heller ikke en fremtid, hvor kunstneren har mere brug for at betragte sit værk fra en entreprenant vinkel, end der gjorde i fortiden? Hvor kommer den tanke fra? Fra en købmandsskole?

Film har da altid skullet finansieres, og de har altid skulle udkomme. Og kunstnere har altid skulle have et mål af entreprenør i sig for at lykkes med at møde et publikum. Eller også har de måttet læne sig op ad én, der har det.

Noget kunst har et kommercielt potentiale, andet har det ikke. Der er brug for begge slags, både det, der er grundforskning, og det, der ved et tilfælde – eller med vilje – udkommer som et salgbart produkt.

Er det for øvrigt ikke nærmere fagforeningerne og politikkerne, der skal sørge for de vilkår, vi arbejder under – og ikke den enkelte kunstner?

Filmskolen er en filmskole, ikke en købmandsskole.

Tomme beholdere
Måske er det her et sted i nærheden af tankerne omkring entreprenørskabet, at misforståelserne har deres udspring.

For at kunne finde argumenter for ”Projekt Akademisering”, måtte den afgående rektor opfinde en ny måde at anskue selve arbejdet med at uddanne elever på. Ellers kunne projektet ikke gennemføres. Det giver sig selv.

Facit havde rektoren: en femårig bachelor/kandidat-uddannelse.

Derfor skulle hun af med den undervisning, der baserede sig på en kunstnerisk praksis. For at komme af med den kunstneriske praksis måtte hun af med kunstneren. Og for at komme af med kunstneren måtte hun af med kunstværket.

I stedet for kunstværket kunne man så indsætte et filmprodukt.

Og baglæns: Hvis man ser på filmene som produkter og ikke som værker, behøvede man heller ikke at se på eleverne som kunstnere. Og hvis eleverne ikke var kunstnere, var det uproblematisk at fjerne den kunstneriske praksis fra undervisningen, og så var der intet, som stod i vejen for facit.

Når eleverne alligevel ikke længere var kunstnere, kunne de betragtes som tomme beholdere, der skulle fyldes op med viden om diverse løsrevne tematikker som ”entreprenørskab” og ”æstetik”.

Pludselig passede eleverne, der ikke længere var mærkelige kunstnere, ind i enhver studieordning, man måtte fremlægge.

Da eleverne sagde fra
Men man fik til gengæld et nyt problem: eleverne. For eleverne viste sig ikke at være tomme beholdere, der ventede på at blive fyldt op med guldkorn.

De viste sig at være stærke, skrøbelige, mærkelige, selvstændige, kommercielle og ikke-kommercielle kunstnere i det øjeblik, de var trådt ind ad døren.

De kendte allerede de forskellige formater og platforme og teknologier. For den viden er frit tilgængelig. De var kommet for noget andet – for at finde deres egen personlige måde at indtage formaterne, platforme og teknologierne på.

De var kommet for at arbejde med deres kunst, så de kunne blive, hvad de nu ønsker at blive. Og det var det, de på smukkeste vis gjorde lysende klart, da de nedlagde den skole, der ikke ville lade dem arbejde i praksis.

Men nu synes min forkvindes mund at have overtaget den afgående rektors mærkværdige fejlslutninger. Og det er trist, fordi den skole, som den afgående rektor var i færd med at skabe, var ikke en moderne skole, sådan som hun forsøgte at sælge den.

Det var en gammeldags skole, som de fleste folkeskolelærere gjorde op med i starten af 70’erne. Den var for simpel. Og fordi den var simpel, var den kedelig, og fordi den var kedelig, var den farlig.

Den slags skoler får elever til at falde i søvn, fordi noget sandt inde i dem kan fornemme, at det er sundere for det mentale helbred at sove end at høre efter. Hvorfor skulle en vindrue dog lytte til en rosin?

Nordlyset
Jeg læser Rosendahls tilgang sådan her (correkt mi if Im wrong):

”Tidligere havde vi en skole med for lidt akademisk fokus. Så ankom der en studieplan, der havde for meget. Og nu skal vi bare lande den et sted midtimellem.”

Hvis det er Danske Filminstruktørers holdning, synes jeg, at vi skal omgøre den. Helt og aldeles. For akademisering er overhovedet ikke det, der er brug for. Hverken lidt eller meget.

Vi må betragte det fra et helt andet ståsted. Og nu må jeg hente hjælp i den tunge litteratur. For det er jo det, Too-ticki siger så præcist og så utydeligt, som det skal siges:

”Lige nu tænker jeg på nordlys. Man ved ikke, om det er til, eller om det bare er noget, man tror. Alt er meget usikkert, og det er netop det, der beroliger mig.”

Denne dybe og tvetydige sandhed forærede Too-ticki til Mumitrolden, der i sin fortvivlelse havde søgt selskab hos en fremmed. Tvetydigheden var et argument imod, at Mumitrolden skulle tro, at han burde forsøge – med fornuften alene – at forstå de store ting i livet. Måske ikke engang de små.

Det er et overrumplende argument mod at tro for meget på fornuften. I særdeleshed når det bliver fulgt af et blik op i nattehimlen og videre ud i universet. Og det gjorde Too-ticki.

Too-ticki er klog, hun har viden.

Men hendes viden er ikke akademisk eller fornuftig. Det er en anden slags viden, som måske indimellem kan være fornuften overlegen. Hun tillader det komplekse og affærdiger værdien af det simple. Ligesom Mumrikken eller Niels Bohr. Ligesom kunsten.

De skal skabe Filmskolen
Vi skal genskabe en skole i en ånd, som ikke foregiver at kende svarerne. Den må omfavne usikkerhed, tvivl, tøven, skrøbelighed og uforståelige indskydelser. Og ydmyghed over for det, der er større end os selv – og det, der er mindre.

Den skal styrke den enkelte kunstners sanselighed over for orden og rod, over for lys og mørke, lyd og stilhed, bevægelse og stilstand, vildskab og forsigtighed, smerte og fryd. Nogle gange med plot. Nogle gange med rytme. Nogle gange med noget, som ingen ved, hvad kaldes, fordi det endnu ikke har fået et navn.

Den skole kan i sin grundsubstans ikke være akademisk, men må derimod tage udgangspunkt i eleverne, fordi materialet kommer fra dem selv. Det bør være en skole, hvor man om morgenen (eller om aftenen) spørger eleverne – som jo er voksne mennesker og kommet ind på skolen, fordi de er uforudsigelige kunstnere – hvad de har tænkt sig at lave i dag (eller i nat).

Så, hvordan laver man en skole, der er så kompleks og moderne, at den kan indeholde alt det?

Man kigger velsagtens rundt for at se, om man kan få øje på mennesker, der enten har succesrige erfaringer med at bygge sådan en skole. Eller nogle, der har givet udtryk for, at de forstod de problemer, der viste sig under den akademiske skoleform, der fik Filmskolen til at bryde sammen, fordi den virkede meningsløs på vindruerne.

Der er helt sikkert mange gode kræfter at vælge imellem. Men nogle træder tydeligt frem. Eleverne er vel selvskrevne som skolens egentlige indehavere. Uden dem ingen skole.

Oplysningsgruppen forstod langt tidligere end de fleste af os andre de problemer, skolen var oppe imod. De har gennem de sidste par år opsamlet en viden og forståelse, som vil være værdifuld i den kommende proces.

Og så er der Arne Bro. Han er vigtig, fordi han – uden sammenligning – er den største erfaringsopsamling på netop det her område i vores del af verden (her bestemmer du selv, hvor stor din verden er). Så må vi håbe, han stadig gider!