Det normløse Underdanmark

Der er historier, som er så stærke, at de skal fortælles uden dramaturgiske dikkedarer og filmiske fiksfakserier.

Der er historier, som er så vigtige, at de skal fortælles, uanset hvor ondt det gør på dem, som er involveret.

Historien om Lisbeth Zornig Andersen opfylder begge kriterier. Og instruktør Mette Korsgaard gør det eneste rigtige: lader sin hovedperson lægge barndommens brikker én for én – nøgternt og hudløst ærligt.

Bliver der knebet en tåre undervejs, bemærker man det knap nok. Som en klog mand engang sagde: ”Det er ikke personerne på lærredet, der skal græde. Det er publikum i salen.”

Og vi græder.

Ikke over ondskaben, som bare gør os målløse. Men over det mirakel, at en lille pige, der svigtes så groft af sin mor og misbruges endnu mere groft af sin stedfar, vokser op og bliver et prægtigt menneske.

Rejse på ophavet
44-årige Lisbeth Zornig Andersen er cand.polit., IT-konsulent, formand for Børnerådet og mor til fem velfungerende børn.

Det kom derfor som en overraskelse for mange, da hun sidste år – som en af hendes bekendte udtrykte det – sprang ud som seksuelt misbrugt i bogen Zornig – vrede er mit mellemnavn.

Mens Lisbeth skriver bogen og laver research, følger Mette Korsgaard hende med et kamera. Lisbeth opsøger centrale personer fra barndommen for at udfylde hullerne i sin hukommelse, og det bliver til en knugende rejse på ophavet.

Bogen er blevet rost.

Men én ting er at læse om uhyrlighederne. Noget andet er at se Lisbeth stå ansigt til ansigt med stedfaren, der har begået uhyrlighederne, og se hende konfrontere moren, som har vendt det fordrukne øre til. Dét er grænseoverskridende – og filmens berettigelse.

Ødelagte liv
Da Lisbeth er tre år, forlader faren hjemmet. Moren finder via en kontaktannonce en ny mand og tager Lisbeth og hendes tre brødre med til Lolland. Og så går det galt.

Stedfaren viser sig nemlig at være en voldelig tyran, der systematisk gennemtæver børnene og deres mor. Han indfører strenge regler, såsom at der ikke må tales ved bordet, og da Lisbeths ene bror beder om vand, efter at han er blevet lagt i seng, bliver han – med sine søskende som ufrivillige tilskuere – trukket ud i køkkenet og tvunget til at drikke vand, indtil han brækker sig.

Den sociale arv er tung.

Lisbeths bror René begik for nogle år siden selvmord. Michael har fået otte børn, men magter ikke at være far. Tre af hans børn er anbragte. Og Tonny er mærket af mange års stofmisbrug. Han har aids i udbrud.

Vi møder dem i deres hjem, og de giver deres bidrag til optrevlingen af det frygtelige. Men billederne taler for sig selv. Det her er ødelagte liv. Og deres mor forsøger at fortrænge fortiden vel vidende, at hun aldrig vil kunne gøre skaden god igen.

Adfærdsregulering
Mange mennesker har svigtet.

En af dem er Lisbeths far. Han fornemmede, at børnene vantrivedes på Lolland, men opgav at gøre noget og lod børnene i stikken. Han havde stiftet en ny familie, som han valgte at prioritere.

Lisbeth opsøger også pædagogen fra børnehjemmet i Nakskov, hvor hun på et tidspunkt blev anbragt. Her havde man travlt med at ”adfærdsregulere” den viltre teenager, men spurgte aldrig, hvad der var årsag til hendes opførsel.

”Det er aldrig for sent at komme ind og finde det gode menneske frem i barnet,” siger Lisbeth, mens pædagogen nikker skyldbetynget.

The kindness of strangers
Det er en skræmmende historie om et Underdanmark, der får lov til at sejle sin egen sø. Men det er ikke en historie uden helte, det vil sige the kindness of strangers, som ethvert misbrugt barn er afhængig af.

Der er gymnastiklæreren Grethe, som tog Lisbeth i pleje, indtil moren hentede hende tilbage, fordi man havde brug for børnepengene til alkohol. Og der er Karen på behandlingshjemmet, som fik den lyse ide at optage Lisbeth på video, så hun selv kunne se, hvordan hun virkede på andre.

”Du ligner én, der har båret alt for tunge byrder på dine skuldre,” sagde Karen indtrængende til den unge pige, som endelig brød sammen og begyndte at fortælle om sin barndom i helvede. Og så var vejen banet til det gode menneske i barnet.

Mørkets hjerte
Filmens hovedscene er besøget hos stedfaren. Han bor i et lille, faldefærdigt hus ved en landevej i Lollands udørk. Det er mørkets hjerte.

Stedfaren inviterer Lisbeth og Mette Korsgaard med kameraet indenfor. At anledningen til besøget kan være overgrebene, skænker han tydeligvis ikke en tanke. De drikker kaffe og berører hans håndfaste opdragelsesmetoder, men selv om Lisbeth i dag er den stærke og stedfaren den svage, tør hun ikke konfrontere ham med hans seksuelle overgreb, da det kommer til stykket.

Så nærværende er barndommens overgreb, at magtforholdet ikke har ændret sig i hendes bevidsthed.

”Det miljø mangler værdier. Og når de ikke har noget at navigere efter, så synes de heller ikke, at de gør noget galt,” konstaterer Lisbeth på vej tilbage til civilisationen.

Oprigtig nysgerrighed
Min barndom i helvede, der varer 58 minutter, kunne være blevet et personligt hævntogt. Men den intelligente Lisbeth Zornig Andersen vinder straks vores sympati, fordi hun er drevet af en oprigtig nysgerrighed: Hvordan kunne det ske, og hvorfor handler mennesker, som de gør?

Hun er forståelig nok også vred og indigneret, men man fornemmer hele tiden, at hendes projekt er båret af tilgivelse og et større budskab, der vedrører os alle.

Overgreb mod børn finder sted i alle sociale lag, og kunsten forsømmer sjældent nogen lejlighed til at fortælle om ”borgerskabets diskrete charme”. Tænk bare på Thomas Vinterbergs Festen.

Men når vi taler om de sager, der fylder medierne i disse år, fra Brønderslev til Tønder, er Zornig Andersens historie mere repræsentativ.

Vi er ikke født med normer. Det er noget, som vi skal lære. Og der er ingen nemme løsninger, når et socialt mønster skal brydes. Men det kan lade sig gøre med (ud)dannelse, som er det bedste våben mod misrøgt og overgreb i familier.

Det er Lisbeth Zornig Andersen selv et hjertegribende eksempel på, og derfor er den barske og sørgelige Min barndom i helvede i sidste instans en livsbekræftende film.

Filmen vises på mandag den 7. maj kl. 17 i Park Bio i København. Billetbestilling på 3538 3362. Den er også planlagt til visning på DR1 torsdag den 10. maj kl. 20, men det er i skrivende stund uvist, om det bliver i den version, som instruktøren ønsker.