Det oversete filmtalent

Der er ingen oversete filmtalenter i et lille land som Danmark.

For vi har en stor og sulten filmbranche, der finkæmmer enhver amatørmobiloptagelse for det mindste tegn på talent. Og skulle der endelig ryge en enkelt perle igennem netmaskerne, har vi verdens bedste filmstøttesystem, der nok skal sørge for, at retfærdigheden før eller siden sker fyldest.

Sådan lød min barnetro, og lad mig straks indrømme, at den også har været et bekvemt kritiker-alibi for, at jeg ikke har tid til at se alt og nå ud i alle hjørner.

Og forleden mistede jeg barnetroen.

Kongeboa og porno
Jeg havde fået en opgave, der netop tvang mig ud i alle hjørner. Jeg skulle gennemse 72 kortfilm produceret på den selvbestaltede filmuddannelse Super16. Uddannelsen blev startet i 1999 af tre instruktører, som ikke kom ind på Den Danske Filmskole, og min opgave bestod i at udvælge de ti bedste film til dvd'en Super 16: Best of.

Niveauet var overraskende højt. Flere film matchede eller overtrumfede sågar Den Danske Filmskoles afgangsfilm. Men det var, da jeg nåede ned i stakken til to film af en instruktør ved navn Kaspar Munk og produceret af Sonny Lahey, at jeg for alvor spærrede øjnene op.

En lille død, lød titlen på den første.

Det er en lille, elleve minutters film om tolvårige Christian (Phillip Varlev), der sammen med sin ven bliver inviteret hjem til den lidt ældre Janus. I kælderen præsenteres Christian for Janus' kongeboa, men også for hans pornoblade, der flyder på gulvet.

Mens Christian fascineret går på opdagelse i bladene, nærmer kongeboaen sig langsomt en intetanende mus på gulvet. Varmen i kælderen stiger sammen med spændingen, der kulminerer, da kongeboaen fortærer musen med hud og hår. Tydeligvis et barndomsminde, der formidles med en indsigt i barnets verden, som kan minde om Klaus Rifbjergs barndomsdigte eller Nils Malmros' film.

Det store i det små
Film nummer to, Forsvunden (2006), handler også om drifter og følelser, der starter teenagealderen, men som varer hele livet. Teenageren Christine (Marie Søderberg) har slået op med kæresten, og hun glider længere og længere væk fra de andre på lejrskolen. Christines forvirring omkring sin seksualitet og identitet spejles i den ældre lærerinde (Stine Stengade), hvis egen personlige krise man tydeligt fornemmer.

Begge film skildrer hverdagsagtige, men skelsættende oplevelser, som de fleste af os kan nikke genkendende til. De indfanger det uendeligt store i det uendeligt små.

Lyder det banalt? Tja, så lad mig minde om den gamle sandhed, at film skal ses og opleves.

Maler med følelser
Kaspar Munk har nemlig den sjældne gave, at han kan male filmlærredet med følelser. Han gør kameraet til hovedpersonens følehorn og behøver ikke ty til dialoger eller plots, som ellers er så typisk for dansk film. Han placerer os midt i den kogende teenagekælder, og vi bliver ét med Christines ensomhed og fremmedfølelse i de store, brede cinemascope-billeder.

Ethvert billede er et udtryk for hovedpersonens tanker og følelser. Det virker så enkelt, men det er den største kunst: at forvandle kameralinsens blotte virkelighedsgengivelse til mentale billeder — til følelser og tanker.

Kaspar Munk er i øvrigt ikke bange for at bruge symboler, vel at mærke uden at det virker tungt. Endelig er han i stand til at fortælle sine universelle historier med en åbenhed, så man som tilskuer indlever sig på et mere individuelt plan.

Production value
En lille død og Forsvunden er optaget på 35mm, som er det dyreste og mest sanselige filmformat. Det er rigtige film, ikke video, og Forsvunden må være en af de flotteste danske nobudget-film til dato. Med storslåede helikopter- og kranoptagelser, fremragende lydarbejde og et velvalgt soundtrack er der production value for alle, nej, ingen penge (i en normal filmproduktion ville den have kostet omkring to millioner kroner!). 

Men den egentlige bedrift er, at formen ikke tager over, men tværtimod lydefrit formidler den intime og dragende gådefulde historie, der vækker mindelser om Peter Weirs klassiker Picnic at Hanging Rock fra 1975. Det er et studie i filmisk understatement, som holder os pirrende hen og gør os nysgerrige om, hvor filmen er på vej hen.

Han må være anset for et kæmpetalent, tænkte jeg, men da jeg begyndte at forhøre mig i branchen, forvandledes verdens bedste støttesystem til verdens værste.

Afslag på afslag
Den Danske Filmskole afviste Kaspar Munk tre gange i træk (endnu et søm til Filmskolens ligkiste).

Filminstituttet sagde nej til at indkøbe hans to perler af kortfilm, selv om skolerne sukker efter gode børne- og ungdomsfilm, selv om filmene i sandhed tager børn og unge alvorligt, og selv om filmene var blevet anbefalet på det varmeste af Filminstituttets egne eksperter i afdelingen for Børne- & Ungdomsfilm (som absurd nok ikke har nogen indflydelse på filmindkøbet).

Filminstituttet gav også blankt afslag til Munks forslag om en ti minutters børnekortfilm. Konsulent Miriam Nørgaard kunne end ikke afse tid til et møde, selv om der er en notorisk mangel på gode instruktører og interessante filmprojekter i hendes regi.

Pt. ligger Filminstituttet inde med to andre filmansøgninger fra Kaspar Munk, men svarene trækker ud, for han er åbenlyst ikke blandt Filminstituttets VID's, Very Important Directors.

Fuld af fortrøstning
Efter disse sørgmodige afslagshistorier tog jeg kontakt til instruktøren. Jeg tror ikke, at nogen ville have bebrejdet Kaspar Munk en smule bitterhed, men 36-årige instruktør virker tværtimod uhyre beskeden, gennemsympatisk og fuld af fortrøstning.

Da han ikke kom ind på Filmskolen, tog han for eksempel til USA og deltog i skuespiller-workshops for at dygtiggjorde sig som instruktør. Så blev han optaget på Super16, og i dag tjener han til føden ved at lave bestillingsfilm for Københavns Kommune. Og han er overbevist om, at han nok skal få hul igennem til de bevillinger, der er afgørende for at komme videre.

Men får han chancen? Jeg har mine bange anelser.

Formalisterne favoriseres
Det Danske Filminstitut har nemlig indført et rigidt system, hvor alle nye talenter skal igennem nåleøjet til New Danish Screen — eller Talentudviklingen, som den også kaldes — hvis de vil lave film.

Ordningens erklærede mål er at udvikle "filmens formsprog og fortælling", så "nye generationer af filmfolk ikke forfalder til konventionelle, overleverede udtryk, men til stadighed stræber efter at afsøge grænser". Det lyder meget godt, men der er det problem, at ordningen i udgangspunktet favoriserer en bestemt type af instruktører. Formalisterne. Dem, der har en intellektuel tilgang til mediet; dem, der går mere op i formen end i indholdet.

Hvis man bærer tykke sorte briller som Jean-Luc Godard (eller Christoffer Boe), vender kameraet på hovedet og elsker at finde på crazy koncepter, har man en god chance for at slippe igennem nåleøjet.

Hvis man er et mere stilfærdigt og sensitivt talent (som Kaspar Munk), der ikke er hittepåsom, men bare forsøger at lave gode film, som griber publikum om hjertet, risikerer man at komme i klemme.

En ny Malmros
Med andre ord: I vor iver efter at skabe en ny Lars von Trier har vi glemt at tage hånd om den nye Nils Malmros eller den nye Bille August.

Jeg håber, jeg tager grueligt fejl. Jeg håber, at de ekstremt magtfulde ledere af New Danish Screen — akademikeren Jakob Høgel og manuskriptforfatteren Kim Leona — vil gøre mine fordomme til skamme.

Så Kaspar Munk kan udvikle sit talent, så vi kan få nogle gode film, og så jeg kan få min barnetro tilbage.


Forsvunden kan ses på dvd'en Super16: Best Of 1999-2007, der er udgivet med EKKO #39.