Det palæstinensiske synspunkt har manglet

Sundance tør, hvor andre tier! 

Berlinalen har efter eget udsagn i år trådt mere varsomt med dette års program, efter at instruktørerne bag dokumentaren No Other Land sidste år talte imod Israels bombardement af Gaza, da deres film blev belønnet. 

Det resulterede i en shitstorm, som formentlig var en medvirkende årsag til, at Cannes-festivalen frabad sig politik og afviste dansk-palæstinensiske Mahdi Fleifels fremragende drama To a Land Unknown, der handler om to palæstinensiske fætre i Athen. 

Men ved at give en international platform til to markante fortællinger om palæstinensernes livsbetingelser stiller Sundance-festivalen ikke bare fokus på en af vor tids mest betændte konflikter. 

Festivalen forsøger også at ændre den måde, vi reflekterer over Palæstina på. 

Tvunget til at smide tøjet
Det er således et erklæret mål for tysk-cypriotiske All That’s Left of You, der tegner den palæstinensiske historie fra 1948 og frem til i dag. Alt sammen fortalt igennem én families historie over tre generationer. 

Fra en appelsinlund i Jaffa, hvor bomberne falder, og de zionistiske militser drager faretruende nærmere, til en flygtningelejr på Vestbredden, hvor israelske soldater holder de palæstinensiske flygtninge i ydmygende kort snor. 

Den stolte patriark er blevet en forbistret nationalist, der sidder klinet til nyhederne og drømmer om genoprejsning. Hans søn Salim duver nakken, men mister sin egen søn Noors respekt, da han ydmyges for enden af et gevær af en israelsk patrulje. 

Et overgreb, som er inspireret af instruktør Cherien Dabis’ første rejse til Vestbredden som teenager. 

”De israelske soldater tilbageholdt os ved grænsen til Jordan i tolv timer. Vores kufferter blev endevendt, og vi blev alle tvunget til at smide tøjet – selv mine små søstre, der bare var babyer,” fortæller instruktøren, da jeg fanger hende på den røde løber. 

Vold afføder vold
Cherien Dabis er selv opvokset i den palæstinensiske diaspora i USA. Og hun havde ofte svært ved at genkende måden, hvorpå hendes families hjemland blev skildret i medierne. 

”Det palæstinensiske synspunkt har manglet. Vores livserfaringer er ikke rigtigt blevet delt før. Men jeg tror, folk er mere opmærksomme på det i dag. Man er mere interesseret i at vide, hvordan vi er nået hertil.” 

All That’s Left of You viser, hvordan vold afføder vold, mens traumer gives i arv. I 1988 raser den første intifada, og Noor er en vred ung mand, som under en demonstration går i clinch med den israelske besættelsesmagt. 

Det er en episk fortælling. Uretfærdigheden ulmer som et uafklaret anliggende, som historien tvinger hver palæstinenser at forholde sig til. Krigen i Gaza lurer forude i filmens afdæmpede, rørende tredje akt, hvor Noors forældre tager bestik af deres liv i nutidens Tel Aviv. 

Hamas’ terrorangreb og Israels bombardement af enklaven spillede også ind under produktionen af All That’s Left of You. Filmen skulle have været optaget i Palæstina i november 2023, men man måtte i sidste øjeblik ændre planerne og rykke optagelserne til Cypern. 

Ikke desto mindre betoner filmen håbet snarere end hadet. 

”Det kan være svært at forblive håbefuld,” medgiver Cherien Dabis. ”Men noget, der har givet mig håb i de sidste femten måneder, er, at det føles, som om folk er ved at vække op.” 

Palæstina var således et markant emne i sidste års amerikanske valgkamp, og blot et par timer inden verdenspremieren på All That’s Left of You blev der afholdt støttedemonstration for Palæstina på Main Street i Park City. 

”Vi er nødt til at værne om fredelige protester, og vi er nødt til at bruge vores stemmer. Filmskabere må forsøge at ændre kulturen med deres kunst.” 

Lever side om side
Det samme synspunkt finder man i dokumentaren Coexistence, My Ass!

Den handler om komiker og fredsaktivist Noam Shuster-Eliassi, der er opvokset i landsbyen Oasis of Peace i Israel. Her lever israelere og arabere side om side til inspiration for hele landet, men især for resten af verden.

”Alle børnene i landsbyen blev groomet til at vinde Nobels Fredspris,” som jødiske Noam Shuster-Eliassi tørt siger i sin voiceover. 

Hun gav det selv et skud som ung aktivist, der holdt taler verden over og mødte politikere og kulturpersoner som Jane Fonda, Hillary Clinton, Roger Waters og Dalai Lama. 

Coexistence, My Ass! er klippet sammen med Noam Shuster-Eliassis soloshow, der har samme titel. Den giver håndgribelige eksempler på den systematiske forskelsbehandling af israelere og palæstinensere, hun taler om, og som hun har mærket på egen krop. 

Én israelsk komiker fortæller, at han voksede op i en israelsk bosættelse på Vestbredden, hvor han og vennerne morede sig med at kaste sten mod palæstinensiske biler. 

”Hvordan finder børn på den slags? Fordi andre giver dem idéen,” siger han. 

Smertefuldt enkelt
Dokumentaren fortæller en personlig historie med stænk af galgenhumor. Noam Shuster-Eliassis kritik af regeringen og af liberale israeleres blindhed over for palæstinensere møder lige megen kritik som opbakning. 

Da prodemokratiske israelere går på gaden for at protestere mod Benjamin Netanyahus reformer af den lovgivende magt, bliver hun overfuset for at arrangere moddemonstrationer til fordel for palæstinenseres civile rettigheder. 

For hvor meget er demokrati værd, hvis kun den jødiske del af befolkningen har stemmeret? 

Statens diskrimination af arabere stilles effektivt til skue i hendes komik, der samtidig udpeger progressive israeleres hykleri. 

Filmen er optaget over fem år – fra før pandemien og til krigen i Gaza, der indleder den uafrystelige sidste akt. 

Mens sirenerne lyder, tikker beskederne ind på Noam Shuster-Eliassis telefon. Nogle med foragt for hendes forsvar af palæstinensere, andre med forståelse for, hvad der førte til angrebet på Israel. Én besked får lov at blive stående på skærmen: ”Allah, forbarm dig over Gaza!” 

Tragedien er alle vegne. 

Angrebet rammer også Noam Shuster-Eliassis familie og venner og får nogle til at opgive håbet om fredelig sameksistens. Dokumentaren giver indblik i krigens effekt på almene israelere, hvor mange bliver radikaliseret i en konflikt, som de ellers har kritiseret hele deres liv. 

For hovedpersonen er angrebet blot en bekræftelse af, hvor nødvendig hendes modstand er. 

”Folk plejede altid at sige, at konflikten er en meget kompleks sag. Men det er ikke kompliceret. Det er smertefuldt enkelt,” siger hun i sit enmandsshow. 

Affolket rød løber
All That’s Left of You og Coexistence, My Ass! har begge fået flotte anmeldelser på Sundance-festivalen, men medieinteressen for filmene har været begrænset.

Jeg har aldrig været på så affolket en rød løber som den til Cherien Dabis’ film. Kun tre journalister mødte op, foruden mig selv en amerikaner og en tysk radiojournalist. 

Sidstnævnte beklagede, at selv om der er tyske penge involveret i produktionen, kan det blive svært for den at finde tysk biografdistribution. 

Aktivistisk filmkunst med et politisk ærinde kan have svært ved at nå ud til verden. Mahdi Fleifels To a Land Unknown mangler stadig dansk biografdistribution, mens en anden aktivistisk film, amerikanske Brandt Andersens The Strangers’ Case, forsvandt af syne efter verdenspremieren på Berlinalen i februar. 

Hvis kunst skal kunne ændre verden, er den nødt til at nå ud til folket. Derfor er det en stor cadeau til Sundance-festivalen, at man har givet så markant en platform til film, som har noget presserende på hjerte.