Det rædselsfulde tiltrækker os

På en bænk i Central Park i New York går en ung kvinde i stå i sin læsning og stirrer frem for sig. Så trækker hun ganske langsomt en lang metalpind ud af sit opsatte hår, og mens hendes veninde forfærdet stirrer på hende, retter hun spidsen mod sin blottede hals.

The Happening klipper til en ny scene idet kvinden hugger spidsen ind i sin hals, og publikum er efterladt med en blanding af lettelse, forfærdelse og spændt forventning.

Horrorens paradokser
Horrorfilm bliver ofte kaldt modbydelige og sadistiske, men fascinationen af det forfærdelige findes så langt tilbage, vi kender vores historie. Endda også i form af ægte, ”live” horror-underholdning: Collosseum i Rom, heksebrændinger, offentlige hængninger osv.

Litteraturen vrimler med uhyggelige og blodige fortællinger. Fra Homers detaljerede beskrivelser af kampen om Troja i Illiaden til Shakespeares blodbad Macbeth og Kafkas mystiske fortælling om Gregor Samsa, som en morgen opdager, at han er blevet forvandlet til et kæmpe insekt.

I billedkunsten skinner uhyggen bl.a. igennem i Edvard Munchs Skriget og Michael Kviums deforme menneskeskikkelser, og før horrorfilm for alvor blev realistiske, havde Grand Guignol i Paris stor succes med makabre horror-teaterstykker. Horror som film er seneste led i en udtryksmæssig evolution, men fascinationen af det uhyggelige har vi altid haft.

Spørgsmålet er, hvorfor så mange er tiltrukket af det uhyggelige. Horrorfilm er populære netop i kraft af deres evne til at skræmme publikum. Vi siger, at filmen var god, fordi den gjorde os bange.

Men hvorfor opsøger vi en oplevelse, der gør os bange? Og hvordan er det overhovedet muligt for en film, som vi ved er fiktion, at skræmme os?

En uregerlig genre
Det er to paradokser, som er centrale for horrorfilm, og for at forstå dem, må vi først se på, hvad horror egentlig er.

Betegnelsen dækker over meget forskellige film, fra blodig ”splatter” som Blood Feast til psykologisk gys som Den Sjette Sans , og derimellem vrimler det med subgenrer.

Dertil kommer, at forskellige kulturer og historiske perioder sætter deres eget præg på filmene, som ofte afspejler forandringer i samfundet.

Trods forskellighederne er frygten for ”det fremmede” og frygten for forandring gennemgående temaer, og filmteoretikeren Robin Wood har defineret horror som en genre, hvor ”normaliteten er truet af et monster.”

Dette monster kan være et overnaturligt væsen, en gal morder, naturen, eller en hvilken som helst anden manifestation af fremmedhed — fremmed kultur, seksualitet eller klasse. Der kan være overnaturlige elementer, men historien foregår i en verden, der — modsat fantasy og science fiction — som udgangspunkt overholder naturlovene.

Det fantastiske
Mange moderne horrorfilm kan regnes under Zvetan Todorovs definition af ”det fantastiske”: en tøven mellem det naturlige og det overnaturlige. En film eller en bog er ”fantastisk”, når den indeholder uforklarlige begivenheder, som publikum ikke er i stand til at afgøre, hvorvidt skyldes naturlige eller overnaturlige årsager.

De fleste film bevarer ikke tvetydigheden, men slutter med enten at forklare begivenhedernes naturlige årsager, eller afsløre, at der faktisk er overnaturlige kræfter på spil. Mange succesfulde horrorfilm bevarer tvetydigheden et langt stykke af vejen, for eksempel The Others, Børnehjemmet og klassikeren Cat People.

Fordi horror ikke er en homogen genre, og i lyset af, at for eksempel westerns og actionfilm også kan indeholde en trussel mod normaliteten, mener filmprofessor Edward Lowry, at det giver mere mening at betragte horror som en udtryksform end en egentlig genre. Det unikke ved horror, argumenterer han, er dens vilje til at skræmme seeren.

Lad os holde fast i den definition. Mens thrilleren opbygger spænding, sigter horrorfilmen mod at skræmme seeren. Det behøver ikke at være filmens eneste agenda, men det skal være centralt, for at vi kan tale om horror.

Det er bare en film
For at skræmme seeren trækker horrorfilm på mange forskellige æstetiske virkemidler som kameravinkler, klipning, lys og lyd.

Nogle film satser primært på visuel vold og special effects, mens andre primært bruger plottet til gradvist at opbygge uro hos seeren. Som den japanske Ringen er et eksempel på, behøver en horrorfilm ikke at vise en eneste dråbe blod for at være uhyggelig.

Men uanset hvor mange skygger og afhuggede kropsdele en film konfronterer os med, så ved vi hele tiden, at det bare er film. Vi ved, at det vi ser, ikke er ægte. Ofte ved vi endda, at det slet ikke ville kunne ske i den virkelige verden.

Så hvordan kan en film få vores puls til at eskalere, få os til at hoppe i sædet, gispe og tage hænderne op for øjnene?

Robin Wood forklarer horrorfilmens appel med Sigmund Freuds teorier om fortrængning. Freud beskriver ”das Unheimliche” som noget, der engang var velkendt og hjemligt (heimlich), men er blevet fortrængt og dermed fremmedgjort, og siden kommer tilbage, frem i lyset.

Stimuli og frygt
Når vi ser en horrorfilm, bliver vi konfronteret med sådanne socialt fortrængte ønsker og lyster, og derfor skræmmer det os.

En anden psykologisk forklaring er baseret på teorien om stimulus-generalisering. Bestemte stimuli vækker frygt. Nogle er instinktive, f.eks. rekationen på et angribende dyr, mens andre er indlærte og kan være individuelle.

Stimulus-generalisering betyder, at når vi møder stimuli, der ligner dem, der skræmmer os, vil vi opleve en lignende, men mindre intens reaktion. Da begivenhederne i en horrorfilm ligner begivenheder, der ville skræmme os i den virkelige verden, oplever vi derfor angst, når vi ser filmen, om end i en mildere grad.

Hvorfor vil vi skræmmes?
Frygt er en naturlig følelse, der har til formål at ruste os til enten at flygte eller kæmpe. Så hvad får os til at opsøge den følelse?

Den freudianske forklaring er, at biografens eller stuens trygge omgivelser og filmens brug af symbolik giver os mulighed for at konfrontere det fortrængte på en mindre direkte og derfor mere overkommelig måde.

Noël Carroll har beskæftiget sig med det særlige afsky-tiltrækningsparadoks i horrorfilm: Dét, at vi er tiltrukkede og væmmes på samme tid. Han og andre teoretikere har beskrevet dette som et sadomasochistisk forhold. Seeren får en masochistisk nydelse ud af at underlægge sig filmens ”tortur”, men omvendt også en sadistisk nydelse ud af at se personer i filmen blive til ofre.

Andre teorier afviser at se så enkelt på det, og inddrager individuelle forskelle hos publikum.

Adrenalin
Et personlighedstræk, der kan forklare en del af horrorens appel er sensation seeking, defineret af professor i psykologi Marvin Zuckerman som ”søgningen efter varierede, nye, komplekse og intense sanseoplevelser og villigheden til at tage fysiske, sociale, legale og finansielle risici på grund af sådanne oplevelser.”

Personer, der er præget af sensation seeking vil eksempelvis ofte være interesserede i ekstremsport. Da horrorfilm kan give en angstlignende følelse, et adrenalinrush, vil de også i højere grad appellere til mennesker med dette personlighedstræk.

Sociale ritualer
Filmforskere peger også på horrorfilmens sociale rolle. Når f.eks. unge mennesker ser horrorfilm sammen, kan den kollektive angstfyldte oplevelse knytte gruppen tættere sammen.

Studier har desuden vist, at horrorfilm er populære på dates, hvilket tolkes som et udtryk for, at horrorfilm giver parterne mulighed for at udspille deres kønsroller. Manden har mulighed for at demonstrere frygtløshed og evne til at beskytte kvinden, som samtidig kan udspille sin rolle som den uskyldige og ængstelige, der søger mandens beskyttelse. På den måde øger horrorfilmen parrets gensidige tiltrækning.

Andre studier har peget på, at horrorfilm kan spille en rolle i forhold til at bearbejde traumatiske begivenheder, da mennesker, som er udsat for vold i hverdagen er mere tilbøjelige til at se horrorfilm.

En forklaring lyder, at det at se på vold i biografsalens sikkerhed kan hjælpe disse personer til at håndtere deres angst for aggressioner.

Empati og sympatiske skurke
Endnu en brik i puslespillet falder på plads, når vi ser på publikums empati og identifikation med personerne i filmen.

Vi glæder os, når der sker noget godt for personer, vi godt kan lide, eller noget dårligt for personer, vi ikke kan lide. Hvis vi identificerer os med helten/heltinden, vil den frygt, vi har følt gennem filmen blot forstærke lettelsen og tilfredshedsfølelsen, der kommer, når han/hun overvinder morderen til sidst.

Men i horrorfilm er der ofte ikke en tryg, afklaret slutning til ”de godes” fordel, og ofte jubler publikum, når ”de gode” bliver dræbt. Det kan skyldes, at vi i horrorfilm ofte identificerer os mindre med ofrene og mere med skurken, som ofte er en fascinerende karakter med sympatiske træk.

Hannibal Lector fra Ondskabens Øjne er et godt eksempel. Han er sofistikeret, har humor, og er yderst intelligent. Han er en personlighed, vi som publikum beundrer, og dermed holder med, og derfor kan vi nyde den vold, han forårsager.

Uhyggens appel
Nydelsen ved at se horrorfilm kan samtidigt være en del af forklaringen på, hvorfor horrorfilm er uhyggelige. Ifølge teorien om stimulus-generalisering — at vi bliver bange for det, der minder om noget skræmmende — burde effekten aftage over tid.

Vores krop burde lære, at det ikke er farligt at se film. Men selve vores villighed, vores ønske om at blive skræmte, kan modvirke den effekt og dermed sikre, at vi kan lade os skræmme af uhyggelige film igen og igen.
  
Uhyggens appel har altid spillet en rolle i vores kultur, og i lyset af mængden af nye film, ser det ikke ud til, at behovet er på tilbagetog. Af den ene eller anden komplekse kombination af årsager opsøger vi glædeligt uhyggen.