Det romerske korthus

Man kan gætte sig til en masse om denne film bare ved at smage på titlen.

Suburra – det rumler af skummelhed, skygger og undersug. Og filmen, som Ekkos anmelder giver fem stjerner – er netop en moderne film noir. Her kan man godt drømme om de blinkende lys på byens tage, men enhver aftale griber ind i andre aftaler, og alle trådene fører lukt til helvede.

Den kriminelle underverden sivet op gennem kloakkerne.

Men Suburra er også et stednavn: det gamle Roms heftige red light district, hvor alle slags forretninger fandt sted. Og den historiske reference får liv i filmen, fordi mafiaen anno 2011 satser stort på at lave et opdateret Suburra, en slags romersk Las Vegas.

Med heftige stilskift og et opskruet tempo lagt oven i et næsten absurd dystert scenarie, Suburra optegner: regnskyl, kugleregn og kolde kalkyler, der helt bogstaveligt er formet som en nedtælling til apokalypsen.

Men så er den heller ikke mere fortænkt, gnækker filmens instruktør, Stefano Sollima, over en telefonlinje fra Rom.

Indhentet af virkeligheden
”Det var, som om vores film blev indhentet af virkeligheden. Vores historie er plotmæssigt purt opspind, men nogle få uger inde i optagelserne kommer denne situation, der er som taget ud af filmen,” siger Sollima.

Han refererer til, at Rom i november 2015 blev rystet af en skandale om offentlige megakontrakter, der var blevet fusket på plads af mafia og korrupte politikere. Den såkaldte Mafia Capitale-retssag har 46 på anklagebænken og ruller endnu.

”Da filmen nåede frem til lærrederne, troede folk, at det var virkelighedens retssag, som var vores referencepunkt,” siger Stefano Sollima med en stemme blottet for galgenhumor. Han lyder pludselig, som om nogen har ridset hans bil med vilje.

Miljøer definerer stilen
Stefano Sollima er årgang 1950, men skulle man gætte ud fra filmstilen i Suburra, ville han være mindst to årtier yngre end sine 66 år.

Det er en film med The Wire-råhed og Gomorrah-hyperrealisme det ene øjeblik og det næste tight arthouse-æstetik a la Paolo Sorrentino. Il divo-kyniskog Den store skønhed-pulserende.

”I Suburra er stilen defineret af de enkelte miljøer, som er vidt, vidt forskellige. Vatikanets gange og mafiaens gader kalder på et forskelligt udtryk, hvor jeg har trukket på inspiration fra hundredvis af værker og kunstnere,” fortæller Stefano Sollima og tilføjer:

”Nogle steder er der Frank Miller-inspiration, du ved den kontrastfyldte Sin City-tegneseriestil. Andre steder er der spor af Michael Mann som i Collateral.”

At Hollywood har kaldt på Sollima efter Suburra, kan ikke komme som nogen overraskelse for ham selv. Projektet vender vi tilbage til. Først skal Rom lige gå under.

Blodfejden tager fart
Vi ser det vaklende korthus, projekt Las Vegas, fra mange synsvinkler og i krydsklip: politikerens, pavens, den unge bandedreng og hans kæreste, en husejer, der smides på porten af en af byens mange mafiaspidser. En blodfejde tager fart.

Det er mindst et par handlingsspor spor mere, end en gennemsnitlig amerikansk producent ville have tilladt i én film, og det giver en fornemmelse af at iagttage en centrifuge i stadig højere fart. Et romersk lokum sat på stort skyl.

Onde tunger kunne kalde filmen en trailer i overstørrelse, og det er faktisk, hvad den er endt med at blive.

Netflix har nemlig kommissioneret en serie i ti afsnit, hvor karakterer og sidehistorier kan blive foldet mere ud. Det bliver dog næppe Sollima selv, der skal sejle dét skib.

Han har lige instrueret sådan en spinoff, nemlig to sæsoner af HBO-serien Gomorrah, der ligesom Matteo Garrones film af samme navn er baseret på undercover-journalisten Roberto Savianos bestseller om den napolitanske mafia.

Serien er blevet en kæmpe succes. En sjælden italiensk tv-eksportvare. Nu er det Sollima, der laver spillefilmene.

Ikke plads til tissepause
Men hvorfor ikke lave en helaftensfilm, når stoffet er så omfangsrigt og armbevægelserne så store?

I Hollywoods glansperiode var det et adelsmærke et lave en Ben-Hur eller Romerrigets undergang, der varede tre timer og gav plads til en tissepause?

”Biograferne i dag er interesseret i, at der kan laves mange visninger på én dag. Så der er en stor kommerciel risiko forbundet med at gå den vej. Og jeg syntes, at dette var den rette spillelængde. Tre timer var end ikke en overvejelse (filmen varer 130 minutter, red.).”

”Faktisk har vi luget ud i mange plotlinjer. Bogen, vi har bearbejdet, er endnu mere kompleks og har mange flere figurer. Vi har beholdt sjælen, ikke alle mellemregningerne.”

Roms fortid
Under filmen sidder man med en følelse af, at Sollima kender Roms og personernes historie helt ned i detaljen og nonchalant giver os smagsprøver, så man sidder og tigger om mere. Det viser sig ikke at være helt forkert.

”Min første spillefilm, ACAB, var baseret på en bog af journalisten Carlo Bonini. Senere lavede jeg tv-serien Romanzo criminale baseret på en roman af Giancarlo De Cataldo. Så jeg var gode venner med dem begge og kendte til deres bog Suburra, allerede da de begyndte at skrive den.”

”Jeg er født og opvokset her og kender hvert et hjørne af Rom, og bogen er en original beskrivelse af min by. Og alene titlen – den er genial, synes jeg. I det gamle Rom lå Suburra lige neden for en af Roms syv høje, Palatinerhøjen. Det var et berygtet område, nærmest ghettolignende, men også et kvarter med barer og tavernaer, hvor der var gadekampe og blev begået forretninger af velhavere, der kom forbi for at nyde livet.”

Sollima har fat i noget essentielt her. For samtidig med, at plottet flyver af sted, opbygger Suburra elegant en følelse af historisk tyngde. Byen hviler på strukturer og institutioner, der lever endnu.

”Alt refererer til fortiden. Ting er bundet sammen. Det var helt essentielt for mig at forankre fortællingen i en større historie. Fremtiden kan heller ikke undslippe det, der er vores nutid,” siger Sollima og ruller en smule ekstra dramatisk på sine r’er.

Dyretæmmeren
Fremtidsscenariet i filmen er et paradis for hvidvask af penge og smøring af politikere. Der er bare en snes lumske korruptionsaftaler, som skal gå i hak. Og et enkelt uheldigt rendezvous mellem en politiker og en narkoluder sætter en dominoeffekt i gang, der truer hele korthuset.

Der er kun én person, som potentielt kan samle parterne igen. Det er hverken paven, godfathers eller alle præsidentens mænd, men en undselig mand med 80’er-brille og billig frakke. Han mægler. Med fast blik og lyddæmper på både pistol og temperament. Han er dyretæmmeren midt i en manege af stadigt mere rasende dyr.

”Det var vigtigt for mig, at Samurai skulle være en original gangstertype – en person, der ikke dyrker dekadencen som andre magtmennesker,” siger Stefano Sollima.

”Han glider stilfærdigt fra hjørne til hjørne. Rigdom er ikke vigtigt for ham. Han er en personlighed, en ener, der befinder sig godt i selskab med store kanoner. Både magtfulde folk fra kirken og gangstere.

– Hvad tænker du selv om hans baggrund? Hvad driver ham?

”Han er forelsket i magten. Ikke den symbolske status, der følger med, men selve magten. Han har kæmpet hårdt for at komme til det punkt, hvor han er nu. Han elsker især spillet om magten, tror jeg, for han plejer at vinde.”

”Jeg ser ham på nogle måder også som en terrorist i gammeldags forstand. I 70’erne havde vi i Italien De Røde Brigader og andre kriminelle organisationer med stor politisk indflydelse og terror som magtmiddel – ikke ulig ETA i Spanien. Samurai er startet som en af dem, men jeg tror, at han har opfattet et ideologiernes fald og en splittelse i byen. Og han har indset, at han har evnerne til at forstå de enkelte dele og faktisk trække dem sammen.”

En pave, der synder
Selveste paven er med i filmen.

Vi ser ham næsten kun fra ryggen, tankefuld og omgivet af marmor og fine malerier i embedsboligen. Ind og ud glider embedsmænd, som han sætter i sving. Og det er ikke ave maria’er, der kommer over hans læber. Vatikanet har selv formuer at vinde på byggeprojektets gennemførelse, forstår vi.

Paven er forretningsmand.

Stefano Sollima bringer selv paven på banen, tydeligt begejstret for at have haft den katolske verdens overhoved til rådighed som en lurvet bifigur.

”I bogen er kirkens korrupte repræsentant faktisk en kardinal. Jeg besluttede, at vi skulle bruge paven, fordi det forstærker følelsen af historisk tyngde. Rom er den eneste by i verden med tre supermagter: den kriminelle, den politiske og kirken. Vatikanet gør byen til noget ganske særligt, og for at understrege dette særlige forhold var paven for mig en vigtig figur. En pave, der synder, er en stærk karakter i en gangsterfilm.”

”Men det er altså ikke noget, man bare lige gør. Dokumentationen i skildringen af pavens omgivelser skulle være på plads. Og det er de. Akkuratessen og overbevisningskraften var umådeligt vigtig for mig. Rummene, han færdes i, hans hjem – alt er, som de ser ud i virkeligheden. Og det var ikke helt nemt at få informationer om.”

– Hvor fik I den viden fra?

”Åh, nogle konsulenter. Journalister, der har set paveboligen. Og kirkeligt ansatte.”

– Hvorfor er realismen så vigtig her?

”Det giver mere fylde og er sjovt nok mindre klichéfyldt end den rene fiktion. Min oplevelse er, at realisme giver en større grad af originalitet, og at god research er vejen til at erkende, at de tanker, du har i hovedet på forhånd, slet ikke står mål med virkeligheden. Der er meget mere at hente. Der kan en realistisk målsætning hjælpe dig på vej.”

Billedet på vores æra
Resten af telefonsamtalen med Stefano Sollima kommer til at handle om netop forholdet mellem film og virkelighed. Om politiske tendenser. Hvad det er for et grundsyn, der leder ham til at fremstille Rom som et brændpunkt for historiske linjer – og give det apokalypsens form. Er han af natur misantrop?

”Suburra er meget desperat, og jeg forstår godt spørgsmålet. Men det er det moderne og det gamle, der kolliderer. Efter de store ideologiers fald er man overladt til rige beskytteres nåde. Der er ikke noget markant højre/venstre-skel længere.”

”På den måde er filmen et ret præcist billede på vores æra. Det er et moderne Rom, et Rom i forandring, hvor alt kan komme uventet, men hvor jeg har trukket nogle af de mest dekadente aspekter frem i forgrunden.”

– Er der håb for det romerske samfund i dine øjne?

”Ja, personligt er jeg ret optimistisk af sind. Vi har lige fået den første kvindelige borgmester nogensinde. Alene det er et frisk pust. Folk virker utroligt trætte af politikere, der kun har haft egen vinding for øje og er ligeglade med borgerne.”

”Vi har stadig nogle demokratiske muligheder, man ikke har i for eksempel USA, hvor det at blive politiker reelt kræver, at man er stinkende rig. Politik er big business, og det indebærer automatisk, at man mister kontakt med folket. I gamle dag var det borgere med særlige evner for at arbejde for fællesskabet, det var en mission. Men den oprindelige mening med politik er nok gået tabt. Det kan man se mange steder i verden.”

Den globale trafik
Indtil nu er det Stefano Sollimas serier og film, der er blevet set og eksporteret. Men med Suburras succes er turen kommet til ham selv.

Han skal instruere Soldado, en fri fortsættelse af den Oscar-nominerede narko-thriller Sicario. Det er ikke svært at gætte, hvad der har fået Hollywood til at tænke Sollima ind det tematiske spor, og Suburra er filmteknisk det perfekte visitkort.

Alligevel bliver det interessant at se, om Sollima føler sig lige så hjemme i et forjættet, ungdommeligt USA som i det romerske tusindårsrige.

– Hvordan føles det at lande midt i en amerikansk valgkamp, som set udefra også ligner en slagmark præget af politikerlede?

”Det føles godt! Der tales meget om Trump og hans forenklede tilgang til politik – og hvad det kan gøre ved samfundet. Men det har vi allerede prøvet med Berlusconi, så det kender jeg godt.”

– Vil det politiske klima påvirke Soldado?

”Det tror jeg bestemt. Det er en interessant debat, som den rejser om immigration. Sicario handler primært om kokain, mens Soldado tager fat på vores snak om verdenen – om det forhold, at der i dag er megen global trafik og især meget ængstelse. Også i Europa. Også meget mere end førhen. Det er vores tids vigtigste emne, tror jeg. Jeg tilstræber at være nutidig.”