Det sande jeg på spil

Det er underligt, at Thomas Mygind næsten altid kan trække spændingen ud til sidste øjeblik, når han i Robinson Ekspeditionens Øråd skal offentliggøre, hvem stemmerne er faldet på. Det er altid den afgørende stemme, der skjuler sig på bunden af urnen. Udfaldet er aldrig allerede afgjort, mens der stadig er to sedler tilbage i krukken. ”Situationen er nu den,” siger Thomas Mygind rituelt, hvorefter han lige så rituelt gør rede for, hvad konsekvenserne vil være, hvis det nu enten er det ene eller det andet navn, der står på den sidste seddel i krukken.

Har man undret sig over denne ritualiserede spændingsopbygning, har man undret sig med rette. For naturligvis er der tale om en tilrettelagt rækkefølge. Det kunne Pia Rosholm afsløre i B.T. den 3. september sidste efterår. Pia Rosholm var deltager i efterårets Robinson Ekspeditionen – Det endelige opgør og kommenterede fast ekspeditionen i B.T.: ”Når man sidder i Ørådet, har man fået en rækkefølge, som TV3 har bestemt. Derfor sidder Mars og Sonny ikke frivilligt ved siden af hinanden. Når stemmesedlerne er afgivet, går der ti minutter. Sedlerne bliver ikke læst op i den rækkefølge, de er afgivet, men i den rækkefølge, der giver mest spænding, og så skal kameraerne også på plads for at filme reaktionerne.” Fup eller fakta, fiktion eller virkelighed? Tja, begge dele vel. Under alle omstændigheder en nøje tilrettelæggelse af virkeligheden med henblik på at opnå en ønsket effekt.

Virkelighedsbarometeret
Robinson Ekspeditionen – Det endelige opgør var et interessant eksempel på, at dette reality-show, hvor alle deltagere var tidligere ekspeditionsdeltagere, i mindre grad end de forrige år var optaget af at iscenesætte virkelighed og mere af at producere et gameshow. Tilsvarende var deltagerne også blevet mere optaget af at gøre opmærksom på, hvordan de spillede spillet i stedet for at fremhæve, hvordan de havde været ærlige ved at være sig selv foran kameraet. I reality-tv har spørgsmålet om den autentiske fremtoning scoret højt på virkelighedsbarometeret. Jo mere en deltager fremstod som inkarnationen af sit sande jeg, jo mere fremstod showet som et aftryk af virkeligheden.

Reality-tv af typen Robinson Ekspeditionen og Big Brother har givet lovning på virkeligheden, men især som en effekt, en oplevelse af virkelighed og genkendelighed. Ganske vist er kulissen en øde ø eller et aflukket hus, og hverken den isolerede tropeø eller det aflukkede hus har noget med virkeligheden at gøre. Men det sociale samvær, de følelsesmæssige konflikter og game showets særlige blanding af at være hinandens venner og konkurrenter er med til at formidle en oplevelse af, at man som tilskuer kan spejle sig i det konstruerede univers. Det er genkendeligt, hvis man vel at mærke er i stand til at se bort fra det konstruerede, og hvis man tror på deltagernes nærvær i situationerne.

Dette spændingsfelt tematiseres ustandselig i disse programmer. Deltagerne tematiserer det, når de skal tilskrive hinanden usle motiver – som at de bevidst forsøger at tage sig bedst ud, når kameraet er på, mens de er helt anderledes off camera. Det er samme spændingsfelt, deltagerne skriver sig ind i, når de anklager TV3 for manipulation: At stationen redigerer en virkelighed sammen, som ikke er i overensstemmelse med det, der rent faktisk skete på øen. Således forbeholder deltagerne sig til enhver tid ret til at have patent på virkeligheden. De iscenesætter ikke sig selv, de er sig selv, og hvis der er tale om fup, er det altid de andre, der fupper – eller tv-stationen! Deltagerne var stadig optagede af at fremstille sig selv som ærlige i Robinson Ekspeditionen – Det endelige opgør i efteråret 2002, men pointen er, at ærlighed nu blev forbundet med at vedkende sig, at Robinson Ekspeditionen er et taktisk spil, hvor autenticitetsmarkører som ”hjerte, venskab og loyalitet” kommer i anden række.

Mens ordet taktik og forestillingen om at lave alliancer i de første Robinson-programmer var et skældsord, er det i den seneste udgave snarere blevet formlen for ærlighed og autentisk optræden: Robinson er konkurrence, og derfor er det ærligst at tale åbent om sine greb, også selv om det kan betyde, at man stemmer imod en tidligere indgået aftale på Ørådet. ”Jeg spiller spillet hårdt og kontant,” sagde den markante Sonny Rønne Petersen igen og igen, og da han blev stemt hjem, tilføjede han: ”Jeg tog ikke derned for at lave seertal til TV3, men for at spille et spil” (B.T. 12. november 2002).

Farvel til værdigheden
Men spørgsmålet om fakta eller fidus blev markant aktualiseret i Robinson Ekspeditionen – Det endelige opgør, da de taktiske manøvrer også kom til at omfatte den ritualiserede konkurrence i konkurrencen, Robinson-dysten, hvor hold Nord og hold Syd skulle kæmpe om, hvem der skulle i Ørådet.

I Robinson har kropslig styrke, udholdenhed og snilde været det, der i pagt med overlevelses- og primitivitetsretorikken har forbundet konkurrencerne med det at leve på den øde ø. Men taktikken vandt tilsyneladende over den sunde og sportsmandsagtige konkurrencementalitet, da Dan og Sonny undlod at gøre deres bedste i kampen om hvilket hold, der hurtigst kunne spise flest ulækre ting. Ved at tabe Robinson-dysten og dermed bringe deres hold i Ørådet, fik de mulighed for sammen med deres to andre allierede i den såkaldte Burgerbande at stemme en af de farligere konkurrenter, Biker-Jens, ud. Sonny Rønne Petersen bedyrede i Ørådet, at han godt kunne finde på at tabe med vilje, så ”det svageste led kunne komme af sted”. Det heroiske element i programmet, der kunne afføde en gennemgående patetisk figur som ”den mest værdige vinder af Robinson”, var hermed elimineret.

Men historien var ikke slut med denne manøvre, der var DR’s gameshow Det svageste led værdig. For tilsyneladende skred produktionsselskabet Strix’ redaktør, Jeppe Juhl, derefter ind og lavede om på reglerne for afstemningen i Ørådet. Da holdet kom til Ørådet, fik deltagerne at vide, at de skulle stemme på den person, de ønskede skulle blive på øen i stedet for, som de plejede, at stemme på den, der skulle forlade øen. Det var det såkaldte omvendte Øråd i programmets tredje afsnit. Dagen efter blev TV3 beskyldt for at snyde på forsiden af både Ekstra Bladet og B.T.: ”Hvis du tror, at det er deltagerne i Robinson Ekspeditionen, der afgør, hvem der skal sendes hjem, tager du grueligt fejl. Når producenterne og TV3 finder ud af, at en af de populæreste skikkelser er ved at blive stemt ud, griber de ind og snyder med reglerne, så vandet driver,” lød manchetten til en tosiders artikel i B.T. (17. september). Samme dag fortolkede Sonny Rønne Petersen i Ekstra Bladet Strix’ manøvre: ”Men så går Jeppe Juhl ind og spiller Gud, og de vælger at redde Biker-Jens, fordi der er flere reklamekroner i ham end i nogen af os andre.”

Mistet uskyld
Jesper Juhl kaldte i en pressemeddelelse i 2000 programmet for ”iscenesat, men uinstrueret dokumentarisme”. Han talte videre om ”et slags offentligt og socialrealistisk laboratorium, hvor seerne følger et eksperiment, præsenteret på en forhåbentlig underholdende facon”. Men i dag synes hverken TV3 eller produktionsselskabet interesserede i at markedsføre programmet som et socialt virkelighedseksperiment. Det er øjensynlig alt for risikabelt blot at lade spillet gå sin uskriptede gang. Tv-stationen kan ende med at hænge på de mindre spektakulære personer i de sidste programmer, og så taber man seere til annoncørerne. Derfor manipuleres der ikke blot i redigeringsfasen, men produktionsselskabet blander sig også live for at ændre programmets gang. Som Jeppe Juhl sagde i Ekstra Bladet (19. september 2002): ”Jeg skal skabe dramatik og spænding i Robinson. Det er mit job.”

Reality-gameshowet har dermed mistet sin uskyldighed, den uskyldighed der borgede for, at den sande usminkede realitet momentvis kunne bryde igennem. Som hin mindeværdige påskenat 2001, da Pil, Christian og Søren forlod det første Big Brother-program, og de grovkornede kamerabilleder fangede deres afsluttende diskussion med Nico, der havde besluttet sig til at blive tilbage i huset. Det var unikke tv-øjeblikke, fulde af aura. Noget tilsvarende kan ikke ske mere. I anden omgang af Big Brother ville en tilsvarende manøvre bare blive betragtet som plagiat og spil til ære for kameraerne. Fup i stedet for fakta.

Seerne stemmer, men bestemmer de?
Vi inviteres i stigende grad til at deltage i konkurrencerne, ikke mere blot i det endelige og helt afgørende afsnit, men i hvert program – i live ørådene i det nye Robinson Aspiranterne og i Stjerne for en aften, som er et af forårets mest sete underholdningsshows. De eneste, der kan borge for en form for autenticitet eller faktuel realisme i programmerne, synes efterhånden at være publikum. SMS- og telefonafstemningerne både skaber og understreger programmernes live-element. I den forstand kommer afstemningerne i mere end en forstand til at garantere, at intet er aftalt på forhånd, for det hele sker jo her-og-nu.

I Stjerne for en aften understreges sandheden i den ritualiserede gimmick, at en revisor fra et hæderkronet revisionsfirma afleverer resultatet af afstemningen til Natasja Crone. Der er med andre ord ingen snyd, og der er spænding til sidste sekund. Og så alligevel. Går det rigtigt til her og i de andre shows, som baserer sig på seernes stemmer? Hvad nu hvis familien Danmark stemmer på den mest kiksede sanger, præcis fordi denne ikke passer ind i al stjernestøvet? Jeg tror ikke, det kommer til at ske. Men det behøver ikke betyde, at nogen har snydt med SMS’erne. Det kan også være, fordi et program som Stjerne for en aften med sin gennemførte iscenesættelse på forhånd har elimineret enhver mulighed for kikset charme. Der er ikke tale om fup, men heller ikke om fakta.

Big Brother som freak show
I det nyeste skud på Big Brother-stammen, Big Brother V.I.P., er alt lagt an på showet. Når deltagerne er skuespillere og andre showbiz-folk, er vi som seere ikke i tvivl om, at vi får skuespil og saftige ”sandheder”, der er som skræddersyede til tabloidpressens overskrifter. Uforudsigeligheden og spontaneiteten er et veltilrettelagt nummer – i bedste fald.

Dette koncept er stik imod ideen bag Big Brother. Meningen med den 24-timers overvågning er jo, at paraderne på et eller andet tidspunkt falder, så vi som seere oplever indbruddet af virkelighed – den nøgne sandhed som mediebegivenhed. Heri ligger en stor del af fascinationskraften ved reality-tv. Spillet mellem det iscenesatte og det uforudsigelige og autentiske skal gerne skabe i det mindste en oplevelse af virkelighed, en oplevelse af at blive berørt.

Det er måske det tætteste, vi kan komme på spørgsmålet om sandhed og løgn i reality-tv i dag: Opleves det virkeligt eller ej? Det, at disse shows stadig inviterer os til at stille spørgsmålet, er betingelsen for programmernes fortsatte eksistens. Uden denne mulighed reduceres programmerne til freak shows – som tilfældet er med Big Brother V.I.P.