Det sociale Cannes

Mens amerikansk og dansk film sidder solidt på det hjemlige biografrepertoire, står Cannes-festivalen i den globale mangfoldigheds tegn.

Vi kommer næsten hele verden rundt alene i hovedkonkurrencen, hvor de 22 film er produceret i 15 forskellige lande, deriblandt upåagtede filmnationer som Filippinerne, Israel, Argentina, Ungarn og Tyrkiet.

Globaliseringen har også sat sit præg på juryen, hvis ni medlemmer kommer fra henholdsvis USA, Mexico, Tyskland, Frankrig, Italien, Thailand og Iran.

Dystre historier
Den anden tendens, der tegner sig, er den stærke social og politiske bevidsthed på festivalen.

De tre første film i hovedkonkurrencen har således handlet om massakren på flygtningelejrene Sabra og Shatila i Libanon i 1982 (Ari Folmans Waltz With Bashier), en ung kvindes liv med sit nyfødte barn i et kvindefængsel i Argentina (Pablo Traperos Leonera) og en epidemi af øjeblikkelig blindhed, der på allegorisk vis truer med at opløse samfundet (Fernado Meirelles Blindness).

Det lyse og lækre Cannes står i absurd kontrast til de dødeligt dystre historier i biografens mørke, og på juryens pressemøde onsdag havde skuespilleren og instruktøren Sean Penn da også lagt ansigtet i bekymrede folder.

Bush og kærlighed
Penn fortalte engageret om den film, han - angiveligt som krav for at være juryformand - har fået lov til at præsentere på festivalen. Det er dokumentarfilmen The Third Wave, som skildrer fire frivillige nødhjælpsarbejdere, der rejser til Sri Lanka for at hjælpe efter tsunami-katastrofen.

"Den tilstand, verden er i, og det usandsynlige i, at problemerne bliver løst af politikere, har gjort denne film meget vigtig for mig. Filmen handler om alt det, politik burde handle om - at hjælpe mennesker," sagde Sean Penn.

Da juryformanden blev spurgt, om hvorfor 99 % af alle filmfolk i Cannes hader den amerikanske præsident George Bush, lignede han en ræv, der har fået serveret en høne på et fad.

"Film og kunst handler om kærlighed. Der er en sammenhæng mellem hjertet og hjernen. Men Bush kender hverken til hjerne eller hjerte, og derfor er der heller ingen forbindelse mellem Bush og filminstruktørerne," sagde han.

Politisk ukorrekt smøg
Juryens sammenbidte sociale bevidsthed blev næsten for meget af det gode, og det fremkaldte en befriende latter, da juryens iranskfødte instruktør Marjane Satrapi (Persepolis) pludselig brød ind:

"Undskyld, men af sundhedsmæssige årsager vil jeg gerne ryge en smøg," sagde hun, og der gik ikke mange sekunder, før flere jurymedlemmer, inklusive Sean Penn, havde fået ild i deres cigaret og pulsede på livet løs.

Det var samme Satrapi, som fandt anledning til at understrege, at en jury ikke skal vurdere en films politiske holdning, men dens kunstneriske værdi.

"Film er et kunstværk, ikke en pamflet. En film afspejler den tid, den er lavet i, men hvis den skal have værdi om ti eller tyve år, skal den være et kunstnerisk værk," sagde Marjane Satrapi.

Et farligt rovdyr
Den kunstdefinition lever argentinske Pablo Traperos Leonera op til, og det er den film, som fortjent har fået det hidtil største bifald i Cannes.

Den gravide Julia har måske - måske ikke - slået sin ene elsker ihjel og den anden halvt fordærvet. Hun må derfor føde og opfostre sit barn i et kvindefængsel. Forholdene er middelalderligt usle, men i kraft af sit barn og et forhold til en kvindelig medfange udvikler Julia sig til et bedre og mere åbent menneske.

Det er Leoneras styrke, at den også viser Julias transformering rent fysisk i hendes kropssprog og ansigt, der gradvist åbner sig for kameraet. Debutanten Martina Gusman leverer en stor præstation som Julia, der på én gang er en sårbar lillepige og et farligt rovdyr. 

Filmen balancerer mellem melodrama (historien) og neorealisme (optagelserne har fundet sted i et rigtigt fængsel, og flere af de medvirkende er fanger og fængselspersonale). Som genre er fængselsfilmen ret konventionsbundet, men instruktøren giver den twists med blandt andet sang-indslag og en næsten spirituel slutning.

Titlen Leonera refererer både til "rovdyrhule" og "overgang", og det opløftende ved filmen er, at den tror på det gode og finder det under de værst tænkelige omstændigheder.

Kunsten at finde det gode
Måske er det en generel tendens, at det ikke længere er de film, der alene udmaler alverdens ulykker og borer i livets ubodelige ensomhed, som gør størst indtryk.

Den tid er forbi, hvor udforskningen af ondskaben fremstod som den dybeste og modigste kunst. I dag er det snarere de film, der øje for godheden i en ond verden og formår at give den et kunstnerisk udtryk, som griber én om hjertet og får tårerne frem.

Og på en festival som Cannes, hvor der er tradition for, at den ene deprimerende film afløser den anden, kan Guldpalmen meget vel gå til en film, der hæver sig over negativbølgen. En spirituel film eller en film om en rigtig helt, for eksempel.

Som Sean Penn sagde på pressemødet: "Håbet er vores eneste valg."